Vejdirektoratet har opretholdt Vejen Kommunes ekspropriationsbeslutning i sagen om ”Vejen i Vejen”

Den 10. september 2018 traf Højesteret afgørelse om, at ekspropriere til anlæggelsen af en landevej var ugyldig. Kommunen besluttede herefter at ekspropriere på ny til den nu færdiganlagte vej. Den beslutning har Vejdirektoratet opretholdt ved en afgørelse af 23. oktober 2019.


Baggrunden for sagen i Vejdirektoratet

Denne sag, der har været genstand for en overordentlig omfattende mediebevågenhed og diskussion, tog formelt sin begyndelse med Banedanmarks elektrificering af en jernbanestrækning. Projektet krævede bl.a., at en lav bro skulle nedrives, således at der kunne etableres en ny og højere bro. Banedanmark spurgte, om kommunen havde mere vidtgående ønsker, ”nu man var i gang”. Det havde kommunen, der ønskede den nye bro placeret længere mod øst og med en ny og opgraderet vej med cykelsti og øget hastighed mv.

Den sag sluttede med Højesterets dom af 10. september 2018 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2018, side 3711), hvor et flertal nåede til, at der ikke var hjemmel i elektrificeringsloven til at efterkomme kommunens ønsker, når det kunne lægges til grund, at Banedanmarks grundløsning (grundlæggende blot en ny bro) var nok til at gennemføre elektrificeringen.

Efter Højesterets dom traf kommunen eksproriationsbeslutning med hjemmel i vejloven, og beslutningen blev indbragt for Vejdirektoratet, hvor sagen herefter drejede sig om, hvorvidt ekspropriationsbetingelserne efter vejloven var opfyldte.

Vejdirektoratet indledte med at tillægge klagen opsættende virkning, således at lodsejeren kunne holde vejen lukket, mens klagesagen verserede. Det har vi skrevet om her.


Om sagens problemstillinger  

Banedanmark standsede i sin tid ikke anlæggelsen af vejanlægget og løb derfor risikoen, hvis det engang måtte vise sig, at anlægget var ulovligt. Vejanlægget stod således – helt usædvanligt – helt færdigt, da kommunen traf beslutning om at ekspropriere til netop det anlæg.

Kommunen stod således i praksis i den situation, at den skulle ”klemme” det, der var bygget som en del af et statsligt jernbaneprojekt, ind i vejloven med tilbagevirkende kraft. Der havde ikke på noget tidspunkt tidligere været foretaget en vurdering i henhold til vejloven, således som en vejmyndighed normalt skal, allerede fordi projektet ikke var gennemført af en vejmyndighed.

Kommunen fandt det eksproriationsgrundlag frem, som Banedanmark havde benyttet sig af 7 år tidligere. Dette bestod grundlæggende af et notat fra et rådgivende ingeniørfirma, som dengang havde foreslået den valgte linjeføring. Forslaget var baseret på nu hhv. 7 og 8 år gamle trafiktællinger, og i notatet anførte firmaet, at hvis der skulle foretages ændringer i vejnettet – dvs. allerede ved Banedanmarks projekt – burde der ”gennemføres flere, mere dybtgående analyser af konsekvenserne", inden man tog skridt til at lave sådanne ændringer.

Klager gjorde for Vejdirektoratet bl.a. gældende, at kommunen slet ikke havde foretaget de nødvendige vurderinger og afvejninger efter vejloven, men blot havde brugt Banedanmarks ”elektrificeringspakke” og ”stemplet” vejlov på den, hvilket i praksis udhulede Højesterets dom, hvor der netop blev lagt vægt på, at der er forskel på regelsættene.

Klager gjorde videre gældende, at kommunen heller ikke i øvrigt havde godtgjort, at vejen overhovedet var nødvendig. Vejen var efter klagers opfattelse etableret, fordi Banedanmark i sin tid havde spurgt, om kommunen ”skulle have noget med”, således at kommunen kunne varetage planer langt ude i fremtiden, men uden noget aktuelt behov.

Kommunen oplyste overfor Vejdirektoratet, at der var behov for vejen, men uden at fremlægge dokumentation i form af fx trafiktællinger, uheldsstatistikker eller andet, der kunne supplere det gamle notat fra det rådgivende ingeniørfirma.


Vejdirektoratets afgørelse   

Vejdirektoratet indledte med bl.a. at fastslå, at direktoratet ”foretager […] en fuld og intensiv prøvelse af Vejen Kommunes beslutning om ekspropriation af del af klagers ejendom til anlæg af Skovgårdsvej, om ekspropriationen er nødvendig og aktuel for realiseringen af formålet samt påser, at der ikke varetages usaglige eller uvedkommende hensyn.”

Herefter fandt Vejdirektoratet, at det ikke kunne pålægges kommunen at dokumentere, at den havde tænkt på eller planlagt at anlægge vejen inden elektrificeringsprojektet. Den førnævnte fulde og intensive prøvelse måtte herefter indsnævres til at angå spørgsmålet om nødvendighed, aktualitet og proportionalitet. Vejdirektoratet gengav her kommunens synspunkter i sagen om, at den med rette havde taget udgangspunkt i ”den gamle pakke” og anførte herudover, at kommunen havde oplyst, ”at kommunen ved afgørelsen i 2019 har inddraget alle relevante hensyn og foretaget en afvejning af disse. Kommunen har inddraget hensynet til de berørte såvel som hensynet til fremkommelighed og trafiksikkerhed og har derved forholdt sig til kravene om nødvendighed, proportionalitet og aktualitet.”

Disse oplysninger fra kommunen var ifølge Vejdirektoratet tilstrækkeligt til at dokumentere nødvendighed, aktualitet og proportionalitet.

Som nævnt havde det rådgivende ingeniørfirma opfordret til yderligere undersøgelser. Dette ændrede imidlertid ikke på resultatet, idet Vejdirektoratet udtalte: ”At en kommune ikke har fulgt en rådgivers anbefaling om at lave flere analyser af konsekvenserne af et projekt, kan ikke føre til, at en ekspropriation ophæves, hvis beslutningsgrundlaget i øvrigt konkret vurderes at være tilstrækkeligt oplyst.”

Herefter var der kun tilbage at vurdere, om ”beslutningsgrundlaget i øvrigt [var] tilstrækkeligt oplyst”. Dette fandt Vejdirektotat opfyldt ved følgende cirkelslutning: ”Ud fra en konkret vurdering finder Vejdirektoratet, at Vejen Kommunes afgørelse er truffet på et oplyst grundlag om de trafikale og færdselsmæssige forhold i området, herunder trafikudviklingen m.v. Vejdirektoratet har lagt vægt på, at kommunen har indhentet en professionel rådgivers rapport og har baseret sin beslutning på denne.”


Bech-Bruuns vurdering

Det er ved ekspropriation et grundlæggende krav, jf. grundlovens § 73, at der er nødvendighed, aktualitet og proportionalitet. Vi er helt enige, når Vejdirektoratet anfører, at der skal foretages ”en fuld og intensiv prøvelse” af bl.a. disse grundlæggende ekspropriationsbetingelser.

Bech-Bruun har varetaget lodsejerens interesser igennem hele sagens forløb.

Højesterets flertal fastslog med syvtommersøm, at man skal bruge den rigtige ekspropriationshjemmel. Dette skyldes i første række, at vurderingen af ekspropriationsbetingelserne er baseret på forskellige hensyn – her elektrificering kontra vejhensyn.

Da Vejdirektoratet herefter skulle prøve projektet efter vejloven, blev testen foretaget på baggrund af kommunens oplysninger, der som nævnt ikke var understøttet af fx trafiktællinger, uheldsstatistikker eller andet. Det er påfaldende, at disse ”oplysninger” var tilstrækkelige til at dokumentere nødvendighed, aktualitet og proportionalitet overfor Vejdirektoratet, ikke mindst henset til, at kommunens egen rådgiver allerede i 2012 netop havde påpeget, at der var behov for yderligere undersøgelser, hvis der skulle ske ændringer i vejnettet, men uden at disse undersøgelser siden var blevet gennemført.

Man kunne fristes til at sige, at Vejdirektoratets afgørelse indebærer, at vejmyndigheder ikke behøver at dokumentere, om ekspropriationsbetingelserne er opfyldte. Det er tilstrækkeligt, at vejmyndigheden oplyser, at betingelserne er opfyldte.

Vi har en lang tradition for, at der altid foretages en tilbundsgående prøvelse af ekspropriationsbetingelserne, hvilket Vejdirektoratet også påpeger skal ske. Udover at vælge den rigtige lovhjemmel anbefaler vi - på trods af afgørelsen - fortsat vejmyndigheder og andre, der eksproprierer, at overveje ekspropriationens nødvendighed, aktualitet og proportionalitet grundigt og have dokumentation for overvejelserne, hvis ekspropriationsbeslutningen påklages.