Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Vedtaget lovforslag om ændring af gældsinddrivelsesloven efter SKAT’s problemer med EFI

Horten
23/11/2015
Vedtaget lovforslag om ændring af gældsinddrivelsesloven efter SKAT’s problemer med EFI



Ny lovændring standser forældelse på fordringer til inddrivelse hos skat i tre år.

I kølvandet på SKAT's problemer med inddrivelse af fordringer, som bl.a. skyldes svigtende IT-systemer, herunder det i medierne meget omtalte EFI-system, har Folketinget vedtaget et lovforslag om indførsel af en standsning af forældelsen på de fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Baggrund for lovforslaget

Flere dybdegående analyser af funktionaliteter i SKAT's inddrivelsessystemer har fremvist en række alvorlige og mindre alvorlige fejl, som har medført, at SKAT i en periode har foretaget ulovlig inddrivelse over for nogle skyldnere. Derudover fremviste analyserne, at der foreligger fejl, som begrænser udnyttelsen af SKAT's inddrivelsespotentiale. For en række fordringer, som er overført til EFI, er der konstateret tvivl om, hvorvidt fordringerne fortsat er retskraftige, samt hvorvidt de er opgjort korrekt eller eventuelt er sammenblandet med andre fordringer. Problemerne vil ingen ende tage, og der er opstået et akut behov for en løsning, der kan rette op på SKAT's mangelfulde, ulovlige og ukorrekte inddrivelse af gæld til det offentlige.

Den 7. oktober 2015 blev der fremsat et lovforslag, som har til formål at give SKAT et pusterum til at danne sig et overblik over den kaotiske situation og finde en effektiv løsning, uden at eksisterende fordringer går tabt som følge af forældelse i løbet af processen. Det vedtagne lovforslag medfører en tilføjelse til gældsinddrivelsesloven, hvor der efter lovens § 18 indsættes bestemmelsen § 18 a, som lyder:
§ 18 a. For fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2018.

Bestemmelsens anvendelsesområde

Lovændringen får betydning for alle fordringer, som skal inddrives af SKAT, der er retskraftige, dvs. ikke er forældet ved lovens ikrafttræden den 19. november 2015. Ændringen vedrører fordringen inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, f.eks. udgifter i forbindelse med fogedforretninger. Det er både inddrivelse af SKAT's egne fordringer samt fordringer, der er overdraget til SKAT i medfør af § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, som omfattes af bestemmelsen.

Betydning i udlandet

For udenlandske fordringer under inddrivelse i Danmark har bestemmelsen kun betydning, hvis forældelsen af den udenlandske fordring er underlagt den danske forældelseslovgivning. Bestemmelsen udstrækkes til også at finde anvendelse på danske krav på skatter og afgifter, som er sendt til inddrivelse i en anden EU-medlemsstat, men derimod ikke udenlandske staters krav på skatter og afgifter, som er under inddrivelse hos SKAT.
Bestemmelsen indebærer ikke, at fordringer, som inden lovens ikrafttræden er forældet, genopstår.

Bestemmelsens virkninger

Bestemmelsen medfører at forældelsen på fordringerne standses fra den 19. november 2015 indtil 20. november 2018. Standsningen har samme virkning som en afbrydelse af forældelsen, hvorved der efter afbrydelsen løber en ny forældelsesfrist, hvis længde bestemmes efter forældelseslovens § 19, dvs. den tilsvarende frist som fordringen oprindeligt havde. Dette gælder, uanset om fristen oprindeligt var 3, 5 eller 10 år. Det tidligste tidspunkt, hvor der indtræder forældelse på en fordring omfattet af loven, er dermed den 21. november 2021, medmindre der inden fristens udløb er foretaget skridt, som igen afbryder forældelsen.

Efter afsløringen af fejlene i SKAT's inddrivelsessystem har SKAT suspenderet anvendelsen af den automatiserede inddrivelse og overgået til manuel inddrivelse. Udover at den manuelle inddrivelse er betydeligt tids- og ressourcekrævende, er der ved suspenderingen opstået risiko for utilsigtet forældelse af fordringerne, da det i praksis ikke er muligt at foretage forældelsesafbrydelse for samtlige fordringer. Ved lovforslagets vedtagelse sikres det, at yderligere utilsigtet forældelse undgås, hvilket begrænser det mindreprovenu, som er udsprunget heraf.

Betænkeligheder ved lovændringen

Det er i lovforslaget vurderet, om bestemmelsen kan få hhv. administrative og økonomiske konsekvenser for såvel det offentlige som erhvervslivet, hvortil det er konkluderet, at der alene kan konstateres den konsekvens, at virksomheder med gæld til det offentlige kan opleve, at gælden fastholdes længere end efter de almindelige forældelsesregler.

Lovforslaget blev under 2. behandling i Folketinget kritiseret for at indebære en række retssikkerhedsmæssige problemer og skabe en øget usikkerhed for borgerne om deres økonomiske situation. Derudover at det fremstår betænkeligt, at SKAT skal tillades denne mulighed for at undgå tab som følge af forældelse på deres fordringer, selvom det er SKAT's egne forhold, der har bragt dem i situationen. De forlængede forældelsesfrister må ikke fremstå som en sovepude, der udskyder, at SKAT får løst sine inddrivelsesproblemer.

Uagtet denne kritik blev lovforslaget vedtaget med et enstemmigt flertal blandt de fremmødte i Folketingssalen, hvormed bestemmelsen træder i kraft den 19. november 2015.








Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Artikler, der kunne være relevante for dig
Ny landsretsdom om omstødelse af transport i entreprisesum kort før konkurs
Ny landsretsdom om omstødelse af transport i entreprisesum kort før konkurs
12/09/2023
Insolvens og rekonstruktion
Udbetaling af andelshaveres indeståender i et andelsselskab ved konkurs eller rekonstruktion
Udbetaling af andelshaveres indeståender i et andelsselskab ved konkurs eller rekonstruktion
20/11/2023
Insolvens og rekonstruktion, Fast ejendom og entreprise
Ny dom: Øget risiko for omstødelse af sikkerhed i løbende kreditmellemværender
Ny dom: Øget risiko for omstødelse af sikkerhed i løbende kreditmellemværender
23/11/2023
Insolvens og rekonstruktion, Finansiering og bankret
Lov om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere vedtaget
Lov om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere vedtaget
18/12/2023
Finansiering og bankret, Insolvens og rekonstruktion
Nye og opdaterede regler om konkurskarantæne på vej
Nye og opdaterede regler om konkurskarantæne på vej
14/03/2024
Selskabsret, Insolvens og rekonstruktion
Nyt lovforslag om revision af konkurskarantænereglerne: Adgang til konkurskarantæneregistret
Nyt lovforslag om revision af konkurskarantænereglerne: Adgang til konkurskarantæneregistret
20/03/2024
Insolvens og rekonstruktion
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du hjælp til at finde en specialist?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted