Omkring en fjerdedel af al open source-software bliver i dag licenseret under GNU General Public License v2 (GPLv2). På trods af GPLv2's store udbredelse er centrale licensbestemmelser kun sjældent blevet behandlet af domstole rundt om i verden. I slutningen af 2014 ventede open source-miljøet med spænding på udfaldet af en række sager, som kunne vise sig at introducere vigtige bidrag til forståelsen af licensbestemmelserne.
Uklare licensbestemmelser
GPLv2's uklare licensbestemmelser indbyder til flere spørgsmål, hvoraf det mest omdiskuterede formentlig er, i hvilket omfang GPLv2 er en såkaldt viral licens. GPLv2 indeholder en såkaldt Copyleft-bestemmelse, der medfører, at alle afledte produkter af den GPLv2-licenserede software også skal licenseres under GPLv2, såfremt det afledte produkt distribueres.
Virksomheder, der udvikler proprietær software på baggrund eller ved hjælp af tredjeparts GPLv2-software, risikerer derfor at skulle frigive deres software under GPLv2. Dette vil være tilfældet, hvis proprietære software som følge heraf anses for at være et afledt produkt af GPLv2-softwaren.
Et væsentligt aspekt i den vurdering er måden, hvorpå GPLv2-softwaren er integreret i det proprietære software. Det er almindeligt anerkendt, at hvis det proprietære software kommunikerer med GPLv2-softwaren på et armlængdeprincip, vil den proprietære software ikke blive fanget af GPLv2-licensen. Ved armlængdeprincippet skal forstås, at GPLv2-softwaren og det proprietære software frit kan kommunikere med hinanden, men at der skal være tale om to stykker software, som kan fungere separat. GPLv2-softwaren og det proprietære software må derfor ikke være så tæt forbundne, at der reelt er tale om et samlet softwareprogram.
Fortsat uklarhed – trods forelæggelse for domstol
I en af de potentielt skelsættende sager var der lagt op til, at en amerikansk domstol skulle forholde sig nærmere til, om den foretagne type af integration mellem GPLv2-software og proprietær software var tilstrækkelig til, at det proprietære software måtte anses for et afledt produkt. Der blev dog indgået forlig i sagen, inden domstolen havde mulighed for at tage endelig stilling til spørgsmålet.
Domstolen fik derimod mulighed for at fastslå følgende:
- Distribution af software til en uafhængig aftalepart, der selv ændrer, modificerer og distribuerer softwaren, anses for distribution under GPLv2-licensen.
- Senere brugeres ret til anvendelsen af GPLv2-software bortfalder ikke, selvom det mellemled, som GPLv2-softwaren er overgivet fra, har misligholdt GPLv2-licensen. Dette skyldes, at senere brugere ikke afleder deres ret fra tidligere led, men derimod opnår en direkte licens fra GPLv2-softwareudvikleren.
- GPLv2 indeholder ikke blot en ophavsretmæssig brugsret, men indeholder forudsætningsvis også en patentmæssig brugsret, hvilket er relevant, når GPLv2-softwareudvikleren har udtaget patent på softwaren.
Der hersker dog fortsat usikkerhed om rækkevidden af GPLv2-licensens viralitet, og virksomheder skal derfor være opmærksomme på denne risiko, når de udvikler software. Dette gælder særligt ved outsourcing af udviklingsopgaver eller køb af software fra tredjeparter, hvor kontrollen med hvilke open source-softwaremoduler, der benyttes, er mindre.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
