I en nylig sag fandt Opmanden, at bilag 17 til Industriens Overenskomst ”Protokollat – Vikarbureauer” alene omfatter vikarer udsendt af vikarbureauer til midlertidigt arbejde. Sagen omhandlede, om vikarprotokollatet foruden vikarbureauvikarer omfatter medarbejdere ansat i virksomheder, der ikke er vikarbureauer, hvis disse medarbejdere udlånes eller udlejes til andre virksomheder.
Faglig Voldgifts kendelse af 12. september 2017
Sagen kort
CO-Industri anlagde sag mod Dansk Industri og gjorde gældende, at bilag 17 til Industriens Overenskomst ”Protokollat – Vikarbureauer” ikke alene omfatter arbejdsudleje fra vikarbureauer, men også udleje af anden arbejdskraft end vikarbureauvikarer.
CO-Industri anførte blandt andet, at vikarprotokollatet ikke definerer begrebet vikarbureau og derfor ikke udelukker, at udlån eller udleje af medarbejdere fra virksomheder, hvis formål ikke helt eller delvist er at udsende medarbejdere til andre virksomheder, anses som vikarbureauer i henhold til vikarprotokollatet.
CO-industri anførte endvidere, at CO-industri og Dansk Industri har haft en fælles opfattelse af, at også lejlighedsvis udlån eller udleje af medarbejdere fra ikke-vikarbureauer er omfattet af vikarprotokollatet. CO-Industri henviste i den forbindelse til Dansk Industris egen ageren i tidligere sager og rådgivning.
Dansk Industri bestred denne fortolkning af vikarprotokollatet.
Opmandens kendelse
Indledningsvist fandt opmanden, at vikarprotokollatet efter sin ordlyd er begrænset til at omfatte arbejdsudleje fra vikarbureauer, hvis hovedforretning er at udsende arbejdskraft til brugervirksomheder for midlertidigt dér at udføre arbejde under disses ledelse. Opmanden fandt endvidere, at overenskomstparternes aftale om implementering af EU-vikardirektivet i Industriens Overenskomst ikke gav grundlag for at fastslå et bredere dækningsområde.
I forhold til CO-Industris påstand om eksistensen af en fælles opfattelse mellem parterne, hvorefter også udleje af anden arbejdskraft end vikarbureauvikarer er omfattet af vikarprotokollatet, anførte opmanden, at en sådan opfattelse må have et sikkert bevisgrundlag, da opfattelsen ikke stemmer overens med den ellers utvetydige ordlyd af overenskomstbestemmelsen. Opmanden fandt, at der ikke var en sådan fælles opfattelse mellem parterne, samt at de af parterne påberåbte kendelser ikke understøttede en fagretlig praksis, hvorefter også arbejdsudleje fra virksomheder, der ikke har arbejdsudleje som hovedforretning, er omfattet af vikarprotokollatet.
Dansk Industri blev herefter frifundet.
Hvad viser kendelsen?
Kendelsen fastslår, at vikarprotokollatet omfatter virksomheder, hvis hovedforretning er at udlåne eller udleje medarbejdere til brugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejde under disses ledelse. Vikarprotokollatet omfatter derimod ikke medarbejdere udlånt eller udlejet fra ikke-vikarbureauer.
Kendelsen fastslår endvidere, at der skal findes et sikkert bevisgrundlag for at kunne fastslå, at der mellem overenskomstparter eksisterer en anden fortolkning af en – efter ordlyden utvetydig – overenskomstbestemmelse, end en ellers ordlydsmæssig forståelse af overenskomstbestemmelsen tilsiger.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →