Strejftog i AB-reformens nye ansvarsregler

Det aktuelle høringsudkast til ny AB 18 og ABR 18 ændrer ikke radikalt på ansvaret og ansvarsfordelingen mellem byggeriets aktører. Et langt stykke af vejen er der tale om en konsolidering af hidtidig VBA-praksis, som blot gør AB-reglerne mere selvbærende og brugervenlige. Reformen byder dog også på enkelte knaldperler, som ændrer på hidtidig praksis.perne.

Det kan kun hilses velkomment, at AB 18 og ABR 18 udtrykkeligt regulerer ansvar og ansvarsfordeling, når projekteringen er delt mellem bygherrens rådgivere og entreprenøren, som det i stadig stigende omfang er tilfældet i praksis.

Det fremstår dog ikke krystalklart, hvad der menes med, at ”entreprenørens projekt skal indeholde oplysninger om projektets forbindelse med det øvrige projekt i de i aftalen fastlagte grænseflader”. At entreprenøren fremover skal granske eget projekt og dets ”grænseflader til andres projekt”, vil næppe heller stå lysende klart for gennemsnitsentreprenøren, hvis denne nye bestemmelse ikke bliver uddybet (§ 17, stk. 3). Sker dette ikke, vil grænsefladeproblemer med sikkerhed også opstå fremover, blandt andet i stil med sagen i TBB 2016.838, som blev omtalt i Bech-Bruuns faglige nyhed i december 2016: ”Kan ansvar for projekteringsfejl ende hos entreprenøren?”.

Da der parallelt med AB-reformen pågår en reform af ydelsesbeskrivelsen for teknisk rådgivning og bistand, kan man håbe på en hjælpende hånd herfra til en mere sikker håndtering af grænsefladespørgsmålet, herunder samarbejdet mellem entreprenør og projekteringsledelse.


Rådgiveransvar for glemte ydelser

Når et rådgiverprojekt har overset nødvendige ydelser, genererer dette typisk ekstrakrav fra entreprenørens side under udførelsen. Voldgiftspraksis har hidtil efterladt bygherren med skuffede forventninger om videreførelse af sådanne ekstrakrav til rådgiver, eftersom bygherren har fået ”byggeri for pengene”, og derfor ikke har lidt noget tab.

At entreprenøren i kraft af sin monopollignende stilling har taget en merpris for ekstraarbejdet, har bygherren heller ikke i praksis kunnet bevise – se blandt andet den principielle kendelse i TBB 2008.203 (SMK).

De nye regler i ABR 18 ændres forholdsvis radikalt ved denne retstilstand, idet rådgiver fremover som udgangspunkt skal betale en konventionalbod på 5 procent af tilkøbsprisen for sådanne glemte ydelser, dog maksimalt 10 procent af rådgiverhonoraret (ABR 18, § 49, stk. 2).

Den nye bestemmelse i ABR 18 efterlader enkelte spørgsmål ubesvaret. Blandt andet er det ikke udkrystalliseret, om bodsloftet på 10 procent af rådgiverens honorar inkluderer eventuelt ekstrahonorar til rådgiver, herunder eventuelt procenthonorar af den glemte ydelse. Det er dog nærliggende at antage, at dette er tilfældet.

Et andet spørgsmål knyttet hertil er, hvorledes boden for glemte ydelser spiller sammen med et eventuelt erstatningskrav for forgæves afholdte udgifter og/eller fordyrelse ved senere udførelse af glemte ydelser, se blandt andet TBB 2010.661. Selvom ABR ikke nævner dette samspil med et ord, er det nærliggende at antage, at hidtidig praksis om sådanne erstatningskrav kan spille uændret videre ved siden af og uafhængigt af det nye bodssystem for glemte ydelser. Glemte ydelser kan dermed udløse en dobbelt påstand om både bod og erstatning.

Til gengæld tager de nye regler ikke brodden ud af stikket på bygherren fra blandt andet TBB 2016.541 (Den Arktiske Ring). Bygherren vil derfor fortsat selv skulle bære udgiften som følge af ”byggetid for pengene”, når glemte ydelser giver entreprenøren forsinkelseskrav mod bygherren.

AB 18’s og ABR 18’s terminologi for glemte ydelser respekterer i øvrigt ikke helt den ellers gængse og indarbejdede sondring i praksis mellem ”projekteringsmangler” og ”projekteringsfejl”. Enkelte steder i de nye tekster forekommer terminologien tilmed ikke helt konsistent – se blandt andet AB 18, § 18 og § 19, stk. 4 og ABR 18, § 42-43 og § 46 om ”projektmangler”, ”fejl ved projektet”, ”mangler” og ”projekteringsfejl og/eller -mangler”.


Dagbod for forsinkelse

AB 18, § 40, indeholder en betydelig omskrivning af de hidtidige regler om entreprenørens dagbod for forsinkelse. Reglerne er dog i al væsentlighed en konsolidering af hidtidig voldgiftspraksis.

Enkelte bestemmelser kan umiddelbart give anledning til forundring. Om betaling af dagboden fremgår det nu af AB 18, § 40, stk.2, at boden ”forfalder til betaling på færdiggørelsestidspunktet ifølge entreprenørens færdigmelding”. Dette forekommer alene at være retvisende for så vidt angår bod på færdiggørelsesterminen – i modsætning til eventuel bod på mellemterminer. Hvis færdiggørelse på slutterminen trækker ud  forekommer det derudover diskutabelt, om den rigtige løsning er at udskyde bodens forfaldstidspunkt frem til den endegyldige færdiggørelse. Se også om forfaldstidspunktet for eventuel bod i ABR 18, § 39, stk. 2.


Nye ansvarsbegrænsninger

For det første lægger både AB 18 og BR 18 op til en betydelig begrænsning i bygherrens muligheder for at rejse direkte krav mod blandt andre underentreprenør og underrådgiver uden respekt for aftalte ansvarsbegrænsninger. Sådanne krav kan fremover alene rejses, hvis underentreprenøren eller underrådgiveren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt (AB 18, § 8, stk. 4 og ABR 18, § 7, stk. 3).

Dernæst indeholder AB 18, § 54, et markant benspænd til hidtidig retspraksis om entreprenørens produktansvar, idet dette fremover vil være begrænset til dækningen ifølge entreprenørens produktansvarsforsikring.

Endelig er det værd at bemærke sig, at AB 18 nu udtrykkeligt regulerer det 5-årige mangelsansvar for genopbrudte mangler (§ 55, stk. 2). Den nu introducerede ”tillægsfrist” på maksimalt 3 år efter udløbet af den oprindelige 5-årsfrist skal dog læses med respekt for den ganske drilske voldgiftspraksis om forældelse, som gælder parallelt med AB-reglerne. Der kan blandt andet henvises til TBB 2016.856 og TBB 2017.538, hvoraf det kan udledes, at entreprenørens udbedringsforsøg ikke er en anerkendelse, som afbryder forældelsesfristen.

Der må derfor – i al fald forsigtigvis– advares mod sovepudeeffekten af AB 18’s tillægsfrist for genopbrudte mangler.

 

 

---