Vestre Landsrets kendelse om fremlæggelse af en skønserklæring i en retssag, når skønserklæringen er indhentet under en voldgiftssag.
Vestre Landsret fastslår i en kendelse, at en skønserklæring indhentet under en voldgiftssag ikke kan anvendes under en verserende byretssag. Dermed fastholder Vestre Landsret praksis om, at en- sidigt indhentede erklæringer ikke kan tillades fremlagt for retten efter retssagens anlæg.
Kendelsen, der er afsagt den 11. oktober 2013, er optrykt i U.2014.291V.
Fakta i sagen
I en retssag mellem en hovedentreprenør og en underentreprenør (”Underentreprenør 1”) vedrø- rende mangler ved en gulventreprise ønskede hovedentreprenøren, som var sagsøger i retssagen, at fremlægge en skønserklæring, som var indhentet under en voldgiftssag, hvor hovedentreprenøren, bygherren og en anden underentreprenør (”Underentreprenør 2”) var parter. Skønserklæringen i voldgiftssagen forelå efter, at hovedentreprenøren havde anlagt retssagen mod Underentreprenør 1.
Underentreprenør 1 havde været procestilvarslet under voldgiftssagen og havde tillige deltaget på selve skønsforretningen samt under hovedforhandlingen.
Underentreprenør 1’s advokat havde under skønssagen meddelt Voldgiftsnævnet, at skønserklærin- gen ikke skulle kunne anvendes under den verserende retssag.
Vestre Landsrets kendelse
Vestre Landsret fandt, at skønserklæringen ikke kunne tillades fremlagt under retssagen med den begrundelse, (i) at skønserklæringen måtte anses for ensidigt indhentet over for underentreprenør 1, da underentreprenør 1 alene var procestilvarslet, og (ii) at underentreprenør 1’s advokat havde meddelt, at skønserklæringen ikke skulle kunne anvendes under den verserende retssag. Med hen- visning til de to oven for nævnte omstændigheder anførte Vestre Landsret: ”Under de nævnte om- stændigheder tiltrædes det, at syns- og skønserklæringen... må anses for ensidigt indhentet”.
Herefter udtalte Vestre Landsret, at dette måtte gælde, selv om underentreprenør 1 rent faktisk havde fulgt og kommenteret processen i voldgiftssagen.
Vestre Landsret anså herefter skønserklæringen for en ensidigt indhentet erklæring efter retssagens anlæg, uden at retsplejelovens regler om syn og skøn er fulgt, hvorfor skønserklæringen ikke kunne fremlægges under retssagen.
Kendelsens praktiske betydning
Kendelsen fastholder den praksis, hvorefter ensidigt indhentede erklæringer efter en retssags anlæg ikke tillades fremlagt i retssagen.
Kendelsen fastslår endvidere, at selv om den pågældende underentreprenør (underentreprenør 1) var procestilvarslet og havde fulgt og kommenteret processen i voldgiftssagen, så måtte erklæringen anses for ensidigt indhentet i forhold til underentreprenør 1.
Med formuleringen ”Under de nævnte omstændigheder...” henviser Vestre Landsret til, (i) at un- derentreprenør 1 alene var procestilvarslet i voldgiftssagen, og (ii) at underentreprenør 1’s advokat under voldgiftssagen havde gjort opmærksom på, at skønserklæringen ikke kunne anvendes i rets- sagen. Vestre Landsrets begrundelse er dermed båret af begge de nævnte omstændigheder.
I en kendelse af 17. maj 2013 (optrykt i U.2013.2296H) fandt Højesteret, at fotografier af påstående mangler, som var indhentet ensidigt af den ene part efter retssagens anlæg kunne fremlægges som bilag til brug for det verserende syn og skøn i den pågældende retssag. Højesteret fandt, at når foto- grafierne alene gengiver en række faktiske forhold, er det uden betydning, at fotografierne er opta- get efter retssagens anlæg.
Domstolene skelner dermed mellem en ensidigt indhentet erklæring efter sagens anlæg og ensidigt optagne fotografier efter sagens anlæg.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →