Skjulte videooptagelser førte ikke til nedsættelse af erhvervsevnertab

Erhvervsevnetab som følge af arbejdsulykke

En industriarbejder blev udsat for en arbejdsulykke, da han fik en 250-300 kg tung port i hovedet. Arbejdsulykken resulterede i vedvarende hovedpine og nakkesmerter, som gjorde det umuligt for industriarbejderen at genoptage arbejdet.

Arbejdsskadestyrelsen traf på baggrund af speciallægeerklæringer og kommunale akter afgørelse om, at industriarbejderen havde et varigt mén på 15 % og et erhvervsevnetab på 65 % som følge af arbejdsskaden.


Forsikringsselskab videoovervågede skadelidte

Arbejdsgiverens lovpligtige arbejdsskadeforsikringsselskab, Topdanmark, foretog bl.a. videooptagelser af industriarbejderen, som viste, at han var i stand til at købe ind, dyrke fitness, spille dart i en dartklub og slå græs med motorplæneklipper. Topdanmark indsendte observationsrapport, videoovervågningsmateriale og billeder til Arbejdsskadestyrelsen, og opfordrede Arbejdsskadestyrelsen til at revurdere sagen.

Ankestyrelsen nedsatte industriarbejderens erhvervsevne fra 65 % til 50 %, da Ankestyrelsen vurderede, at hans funktionsevne på baggrund af Topdanmarks observationer var bedre end de beskrivelser, som fremgik af speciallægeerklæringerne, de kommunale akter og industriarbejderens egen forklaring.

Dette resulterede i, at Vestre Landsret som første instans skulle tage stilling til, om det var berettiget af Ankestyrelsen at nedsætte industriarbejderens erhvervsevnetab på baggrund af Topdanmarks videoovervågninger og observationsrapport.


Landsret og retslægerådet ikke enige

Der blev under sagen stillet en række spørgsmål til Retslægerådet, som ikke mente, at industriarbejderens fysiske aktiviteter, som var optaget på video af Topdanmark, var uforenelige med de lægelige oplysninger, der forelå om industriarbejderens helbredsmæssige tilstand.

På trods af Retslægerådets udtalelser fandt Landsretten ikke, at industriarbejderen havde fremlagt tilstrækkelige oplysninger, som gav grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens skøn af erhvervsevnetabet. Landsretten fandt derfor ikke grundlag for at ændre Ankestyrelsens afgørelse.


Højesteret lagde afgørende vægt på retslægerådets udtalelse

Industriarbejderen indbragte sagen for Højesteret, som i sin begrundelse lagde vægt på, at Retslægerådet havde vurderet, at de observerede fysiske aktiviteter ikke var uforenelige med industriarbejderens gener.

Højesteret fremhævede, at Retslægerådet vurderede, at det ikke var usædvanligt, at der i løbet af en dag eller fra dag til dag er variation af smertetilstande. Det var derfor et spørgsmål af lægefaglig karakter, om de aktiviteter, som industriarbejderen havde foretaget på observationsmaterialet fra Topdanmark, var uforenelige med oplysningerne om hans helbredsmæssige tilstand i de lægelige akter, og Retslægerådets vurdering skulle derfor lægges til grund.

På den baggrund fandt Højesteret, at industriarbejderens funktionsevne ikke kunne anses som bedre, end hvad der fremgik af de lægelige og kommunale akter. Da Ankestyrelsens nedsættelse af erhvervsevnetabet var begrundet i en antagelse om, at industriarbejderen havde en bedre funktionsevne end først antaget, fandt Højesteret ikke grundlag for at ændre Arbejdsskadestyrelsen oprindelige afgørelse om et erhvervsevnetab på 65 %.


Horten bemærker

I en lignende sag fra 2014 tilsidesatte Højesteret Arbejdsskadestyrelsens skøn på 60 % erhvervsevnetab på baggrund af, at skadelidtes forsikringsselskab i sagen kunne fremlægge skjulte videooptagelser, der såede tvivl om skadelidtes reelle helbredsmæssige gener.

Til forskel fra den netop afsagte Højesteretssag havde Retslægerådet i sagen fra 2014 afvist, at den skadelidtes gener skyldtes færdselsuheldet bl.a. som følge af den fysiske aktivitet udvist af skadelidte i videooptagelserne.

Der skal efter retspraksis foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens skøn. Dommen viser dog, at Retslægerådets medicinske vurdering bliver tillagt afgørende vægt ved domstolenes vurdering af, om det fastsatte skøn kan opretholdes.

Samtidig viser dommen, at et forsikringsselskabs fremlæggelse af bl.a. videomateriale, ikke altid kan anses for tilstrækkelig dokumentation for den skadelidtes arbejdsevne, idet smertetilstande kan ændres over perioder, uden at det nødvendigvis medfører en permanent ændring i skadelidtes arbejdsevne.

Endelig er det interessant, at det heller ikke i denne sag var et tema, om der var tale om ulovlige videooptagelser, og om disse kunne indgå i sagen, herunder om Arbejdsskadestyrelsen lovligt kunne lægge vægt på materialet.

VORES NYHEDSBREV OM DOMMEN FRA 2014 KAN LÆSES HER
LÆS HØJESTERETS DOM I DEN NETOP AFSAGTE SAG HER

 

---