Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Samarbejde i selskabsform: Fem gode grunde til at indgå ejeraftaler

TVC Advokatfirma
27/08/2018
Samarbejde i selskabsform: Fem gode grunde til at indgå ejeraftaler

Mange små- og mellemstore selskaber driver virksomhed uden en ejeraftale. Med samarbejde i selskabsform følger imidlertid en lang række komplekse problemstillinger, der kan være vanskelige at overskue uden relevant regulering i en ejeraftale. Manglende regulering kan have uhensigtsmæssige konsekvenser for selskabet og dets ejere. Læs med og bliv klogere på, hvorfor I bør have en ejeraftale.


En ejeraftale er en aftale mellem ejerne af et aktie- eller anpartsselskab, der først og fremmest regulerer ejernes forhold og samarbejde samt det forretningsmæssige sigte med selskabet. Ejeraftalen danner samtidig en overordnet ramme for det fælles ejerskab og afviklingen af dette.

TVC Advokatfirma anbefaler altid deltagerne i et selskab at indgå en ejeraftale. Dette gælder også, selvom ejerkredsen består af familiemedlemmer, venner eller gode bekendte. Her giver vi fem gode grunde til at følge vores anbefaling:


Klare rammer for samarbejdet


I selskabers første leveår er der typisk stort fokus på drift og vækst, og den aftaleretlige regulering af samarbejdet kommer som oftest i sidste række.

Der er mange omstændigheder at have for øje, når flere ejere driver virksomhed i fællesskab. Disse omstændigheder er svære at overskue fra begyndelsen uden juridisk rådgivning. Ved at indgå en ejeraftale sikres det, at de juridiske rammer for samarbejdet er fastlagt entydigt, så der er klarhed over, hvad der gælder for ejerne og deres samarbejde.

En ejeraftale er samtidig mere end juridiske bestemmelser. Forhandling om en ejeraftale giver grobund for at afstemme forventninger til samarbejdet, hinandens indsats og forpligtelser overfor selskabet – både nu og i fremtiden. En ejeraftale sikrer derfor, at der eksisterer en fælles forståelse og et sæt fælles spilleregler for deltagelsen i selskabet.


Skræddersyet og individuel tilpasset løsning


Uden en ejeraftale er selskabet og dets ejere overladt til reguleringen i vedtægterne og selskabsloven. Vedtægterne er oftest meget kortfattede, og selskabsloven indeholder i vidt omfang alene deklaratoriske minimumsregler, som ejerne har mulighed for at fravige ved aftale. Hertil kommer, at størstedelen af selskabslovens bestemmelser regulerer forholdet mellem selskabet og ejerne, men alene i begrænset omfang regulerer ejernes indbyrdes forhold.

Med en ejeraftale er det muligt at regulere samarbejdet med hensyntagen til individuelle behov og ønsker, herunder ejerkredsens sammensætning. Der er stor forskel på, om der er tale om to ligeværdige partnere, én majoritetsejer og én minoritetsejer eller en bredere kreds af ejere med forskellige ejerandele.

Hvis andet ikke er aftalt, er selskabslovens udgangspunkt, at flertallet bestemmer. Det betyder, at én person, der besidder over 50 % af selskabets kapitalandele og stemmer, f.eks. egenhændigt kan udpege og kontrollere selskabets ledelse og gennemtrumfe væsentlige beslutninger. Desuden er der ikke en generel ret til at blive indløst, og kapitalandele i et selskab med få ejere kan være vanskelige at sælge til en ekstern køber.

I en lang række tilfælde er selskabslovens udgangspunkt derfor ikke den bedste løsning. Dette kan imødegås med en individuel tilpasset ejeraftale.


Sikring af minoritetsejere


Som følge af selskabslovens almindelige udgangspunkt om simpelt flertal kan selv ejere, der besidder 40 % af et selskabs kapitalandele og stemmer, risikere at blive sat uden for indflydelse i det daglige, hvis der ikke eksisterer en ejeraftale. For at imødegå dette kan det bl.a. aftales, at der skal være enighed om alle væsentlige beslutninger – eller i det mindste et større tilslutningskrav end selskabsloven kræver.

Omvendt kan der være situationer, hvor et krav om enighed blandt alle parter om visse beslutninger ikke vil gavne selskabet. I den situation kan minoritetsejeren i stedet sikres på anden vis, f.eks. ved ret til at udpege et bestyrelsesmedlem, ret til at blive indløst af selskabet eller sælge til de øvrige ejere osv.

Oprettelse af en ejeraftale giver således i forhold til selskabslovens udgangspunkt en stor fleksibilitet, når ejernes indflydelse skal fastlægges med mulighed for at skræddersy den enkelte ejers rettigheder på baggrund af ejerandel, baggrund for indtræden i ejerkredsen mv.


Forberedt på ”worst case scenario”


Den typiske holdning hos motiverede, nystartede virksomhedsejere er, at intet kan gå galt. De mener derfor ikke at have behov for en skriftlig aftale.

Vores praktiske erfaring har dog vist, at det ikke altid er nok at stole på hinanden. Der kan gå mange ting galt med samarbejdet over tid, særligt fordi den enkelte ejers ønsker og forventninger kan ændre sig i takt med virksomhedens vækst og udvikling. Hertil kommer, at det kan være svært at løse problemerne, når de først er opstået. Uden en skriftlig ejeraftale er der stor risiko for at ende i en fastlåst situation til skade for alle parter og – i høj grad – virksomheden.

TVC Advokatfirma anbefaler derfor, at der allerede fra starten tages højde for ”worst case scenario” i en ejeraftale. Bestemmelserne vil især være forebyggende, men de vil også kunne anvendes som værktøj til løsning af de konflikter, der måtte opstå. Det er desuden lettere at regulere samarbejdet indledningsvist, mens det går godt, end når konflikterne først har vist sig.


Juridisk bindende aftale


En skriftlig ejeraftale er juridisk bindende for aftalens parter. Det bør ikke afskrække, at selskabsloven anfører, at ejeraftaler ikke er bindende for selskabet og de beslutninger, der træffes på generalforsamlingen. Det betyder blot, at ejeraftalen rent selskabsretligt ikke har samme gyldighed som selskabets vedtægter. Særligt når det kommer til det indbyrdes forhold mellem ejerne, vil ejeraftalen rent aftaleretligt kunne gives forrang over selskabets vedtægter og selskabsloven, da der i vidt omfang hersker aftalefrihed på dette område.

En ejeraftale kan derfor håndhæves overfor aftalens parter, og ejere, der overtræder ejeraftalens bestemmelser, vil efter omstændighederne kunne ifalde erstatningsansvar. Det er også muligt at indføre andre skærpende misligholdelsesbeføjelser, bl.a. konventionalbod samt salgs- eller indløsningspligt til en lavere pris, der kan modvirke ejernes incitament til at overtræde aftalen.


TVC yder kompetent juridisk rådgivning om ejeraftaler


Ønsker I at indgå en ejeraftale, bør I opsøge kompetent selskabsretlig rådgivning. Med TVC Advokatfirma er I sikret, at der udarbejdes et fyldestgørende aftalegrundlag, som er afstemt efter jeres konkrete behov. Vi har indgående erfaring med at udarbejde ejeraftaler og forhandle indholdet, og vores eksperter rådgiver jer gerne om jeres juridiske muligheder.

Kontakt os for en uforpligtende drøftelse, såfremt I går med overvejelser om indgåelse af en ejeraftale.

 






Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Artikler, der kunne være relevante for dig
Lovforslag om implementering af CSRD fremsat
Lovforslag om implementering af CSRD fremsat
26/02/2024
EU-ret, Selskabsret, Øvrige
EU-Parlamentet og Ministerrådet når til enighed om "Listing Act"
EU-Parlamentet og Ministerrådet når til enighed om "Listing Act"
28/02/2024
EU-ret, Finansiering og bankret, Selskabsret
Har I styr på jeres ejerforhold?
Har I styr på jeres ejerforhold?
11/03/2024
Selskabsret, Compliance
Nye og opdaterede regler om konkurskarantæne på vej
Nye og opdaterede regler om konkurskarantæne på vej
14/03/2024
Selskabsret, Insolvens og rekonstruktion
Ekspertudvalg: Risikerer danske fonde at miste fradragsret for almennyttige uddelinger?
Ekspertudvalg: Risikerer danske fonde at miste fradragsret for almennyttige uddelinger?
22/03/2024
Selskabsret, Skatte- og afgiftsret
Valg af selskabsform
Valg af selskabsform
12/04/2024
Selskabsret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du hjælp til at finde en specialist?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted