Præcisering fra Skattestyrelsen af hvornår finansielle kontrakter har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.

I nyt styresignal SKM2020.223 præciserer Skattestyrelsen, hvornår en finansiel kontrakt, indgået af fysiske personer, anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. Det har betydning for retten til fradrag for tab og for om kontrakten kan indgå i virksomhedsskatteordningen.

Det følger af kursgevinstlovens § 32, stk. 1, at tab på finansielle kontrakter for fysiske personer er kildeartsbegrænsede, medmindre den finansielle kontrakt har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.

Kravet om tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed er væsentligt, da et tab på kontrakter med tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed er fradragsberettiget, ikke kun i indtægter fra finansielle kontrakter men ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Er tabet kilderetsbegrænset, kan det alene fradrages i indtægter i form af afkast og avancer på finansielle kontrakter.

Tilknytningen til erhvervsmæssig virksomhed er videre afgørende for, om en finansiel kontrakt kan indlægges i virksomhedsordningen. Finansielle kontrakter med tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed kan indgå i virksomhedsskatteordningen i henhold til virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2. Finansielle kontrakter uden tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed kan derimod ikke indgå i virksomhedsskatteordningen.

Investeres midler indbragt i virksomhedsskatteordningen i finansielle kontrakter uden tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, anses det investerede beløb for hævet i hæverækkefølgen og beskattes som følge heraf, som overgået til skatteyders private benyttelse.

I praksis har det i en række tilfælde været omtvistet og usikkert, hvornår en finansiel kontrakt for fysiske personer kan anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed

Det følger af forarbejderne til kursgevinstloven og praksis fra Højesteret, at det beror på en konkret vurdering i de enkelte tilfælde, hvorvidt en finansiel kontrakt kan anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.

I styresignalet opstiller Skattestyrelsen, efter gennemgang af praksis fra Højesteret, Vestre Landsret og Landsskatteretten samt bindende svar fra Skatterådet, sin samlede opfattelse af, hvornår en finansiel kontrakt kan anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. Følgende kontrakter kan anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed:

  • Finansielle kontrakter, der afdækker rente- eller valutakursrisici.
  • Finansielle kontrakter, der har til formål at reducere virksomhedens finansieringsomkostninger.
  • Finansielle kontrakter, hvor de underliggende aktiver eller passiver er andet end tilgodehavender eller gæld.

Det er dog en betingelse, at der er en tæt sammenhæng mellem den finansielle kontrakt og det underliggende aktiv eller passiv. Følgende betingelser skal derfor efter Skattestyrelsens opfattelse alle være opfyldt:

  • Den tekniske hovedstol på den finansielle kontrakt må ikke overstige det underliggende aktiv eller passiv (f.eks. den erhvervsmæssige gæld, hvis der er tale om en valutaterminskontrakt eller en rente- eller valutaswap, der er knyttet til den erhvervsmæssige gæld). Der kan dog ses bort fra helt ubetydelige differencer.
  • Den finansielle kontrakts løbetid må ikke være længere end løbetiden for det underliggende aktiv eller passiv. Der kan dog ses bort fra helt ubetydelige differencer.
  • Den ene valuta i en valutaterminskontrakt eller en swapaftale skal være den samme valuta, som den valuta, den erhvervsmæssige gæld er optaget i.

Det fremgår af styresignalet, at det alene indeholder en præcisering af gældende praksis. Styresignalet har derfor også virkning for igangværende sager vedrørende tidligere indkomstår.


TVC Advokatfirmas vurdering.

Hvis du tidligere alene har fået et kildeartsbegrænset fradrag for et tab på en finansiel kontrakt omfattet af Skattestyrelsens præcisering, kan skatteansættelser for indkomståret 2017 og efterfølgende år genoptages. En anmodning om genoptagelse for 2017 skal indgives til Skattestyrelsen senest 1. maj 2021.

Skattestyrelsens konklusioner om, hvornår en finansiel kontrakt har tilknytning erhvervsmæssig virksomhed, synes at være udtryk for en streng vurdering af den foreliggende praksis. F.eks. fortolker Skattestyrelsen et tidligere bindende svar som stridende mod gældende praksis.

Det er væsentligt at være opmærksom på, at det efter praksis og forarbejderne til kursgevinstloven beror på en konkret vurdering, hvorvidt en finansiel kontrakt har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.

Det er TVC Advokatfirmas erfaring, at måden Skattestyrelsen præsenteres for en finansiel kontrakt og baggrunden for indgåelsen af denne i praksis har stor betydning for, hvorvidt den enkelte finansielle kontrakt anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.

Det bliver interessant, hvorvidt Skattestyrelsens restriktive fortolkning af den foreliggende praksis vil være styrende fremadrettet. Fortolkningen kan blive udfordret af praksis fra Skatterådet og klageinstanserne.

Hvis du eller din virksomhed har spørgsmål angående Skattestyrelsen styresignal eller en konkret finansiel kontrakt og ønsker en uforpligtende drøftelse eller vurdering af din sag, er du altid meget velkommen til at kontakte os.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores nyhedsservice her

Artiklen er forfattet af: