Hvor placeres et tab ved afvikling af valutalån med stop loss-aftale?

Vestre Landsret har fastslået, at en bank ikke var ansvarlig for det tab, som en kunde led som følge af en voldsom kursstigning, der skyldtes, at fastkurspolitikken mellem schweizerfranc og euroen blev ophævet. Dette gjaldt, selvom tabet oversteg den valutakurs, der var fastsat i en stop loss-aftale indgået mellem kunden og banken.

Sagen kort
Sagen angik en mindre erhvervskunde, der havde etableret et valutalån i schweizerfranc hos en bank. Banken stillede på et tidspunkt krav om, at der i tillæg til aftalen skulle indgås en stop loss-aftale, så risikoen – for begge parter – blev begrænset. En stop loss-aftale indebærer, at banken har pligt til at handle den pågældende valuta til den aftalte stop loss-kurs, således at tab begrænses. Det blev aftalt mellem parterne, at kunden skulle bære risikoen for ethvert kurstab.

I januar 2015 meddelte Den Schweiziske Nationalbank, at kursloftet på schweizerfranc pr. euro blev fjernet, hvorved kursen på schweizerfranc steg betydeligt i forhold til blandet andet kronen og medførte, at stop loss-aftalens grænse blev overskredet. Der var imidlertid ingen likviditet i markedet umiddelbart efter, og det var derfor ikke muligt for banken at afvikle valutalånet til stop loss-kursen. Da det blev muligt at afvikle lånet, skete det til en betydelig højere kurs med et dertil følgende tab sammenlignet med en afvikling til stop loss-kursen.

Spørgsmålet var herefter, om kunden eller banken skulle bære dette tab.

Vestre Landsrets dom
Vestre Landsret konkluderede – i modsætning til byretten – at kunden måtte bære dette tab. Landsretten begrundede dette med, at det i låneaftalen og stop loss-aftalen var angivet, at kunden skulle bære risikoen for kurstab ved afvikling af valutalånet, hvorfor der skulle foreligge et sikkert grundlag for alligevel at fortolke aftalen således, at risikoen for kurstab helt eller delvist skulle bæres af banken.

Landsretten anførte, at banken havde afviklet valutalånet bedst muligt. Samtidig bemærkede Vestre Landsret, at stop loss-aftalens bestemmelse om, at lånet skulle afvikles til "den først handlede pris efter det fastsatte stop loss", måtte forstås som den første mulige handelspris, som banken i den givne situation kunne afregne valutalånet til.

Da der ikke i øvrigt var anledning til at rejse kritik af den måde, hvorpå lånet var afviklet, og at banken ikke på andet grundlag havde handlet ansvarspådragende, måtte kunden bære dette tab, og banken blev følgelig frifundet.

Kromann Reumerts bemærkninger
En stop loss-aftale indebærer som udgangspunkt, at det er bankens ansvar og forpligtelse at handle til den aftalte valutakurs. Såfremt banken ikke følger denne aftale og dermed handler til en højere kurs, er banken som udgangspunkt ansvarlig for det økonomiske tab, som kunden måtte være blevet påført, svarende til differencen mellem stop loss-kursen og den faktiske handelskurs.

Vestre Landsrets dom viser imidlertid, at bankens ansvar er begrænset i tilfælde, hvor det ikke er muligt for banken at handle valutaen til den aftalte stop loss-kurs, og hvor banken blot handler valutaen til den først mulige handelspris, efter at stop loss-kursen er overskredet. I dette tilfælde er det kunden selv, der bærer risikoen for, at denne valutakurs overskrider stop loss-kursen.

Henrik Thal Jantzen repræsenterede banken i sagen.



 

---