Personskadesag kunne genoptages

Højesteret afsagde den 30. september 2014 en dom, hvorefter en personskadesag som fulgte af en ulykke tilbage i sommeren 2005 kunne genoptages på trods af, at skadelidtes helbredsmæssige tilstand ikke havde ændret sig efter sagens afslutning i 2006.

I sommeren 2005 blev en mand skadet som følge af et trafikuheld, hvor han pådrog sig et erhvervsevnetab på 15 %. Den skadelidte havde allerede inden uheldet et skånebehov. Da der ikke var nogen yderligere nedgang i arbejdstid som følge af uheldet, fik han ikke tilkendt nogen erstatning for erhvervsevnetab ved sagens foreløbige afslutning i sommeren 2006.

I 2008 ophørte den skadelidtes stilling som natarbejder, fordi virksomheden indstillede funktionen. Han fik derefter to forskellige stillinger, men måtte opgive begge som følge af de helbredsmæssige gener efter færdselsuheldet i 2005.

Han mente på baggrund af dette, at sagens faktiske omstændigheder havde ændret sig siden sagens afslutning i 2006, og ønskede at få spørgsmålet om erstatning for erhvervsevnetab genoptaget efter erstatningsansvarslovens § 11. Efter denne bestemmelse kan en afsluttet sag om godtgørelse eller erstatning genoptages, hvis sagens faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning.

Byretten afviste den skadelidtes krav under henvisning til, at sagen var forældet, idet der var gået mere end 5 år fra skaden indtrådte til sagsanlægget i 2010. Østre Landsret fandt både, at kravet var forældet, og at betingelserne for genoptagelse efter erstatningsansvarsloven ikke var opfyldt, da det alene var de ydre omstændigheder, der havde ændret sig, og ikke den skadelidtes helbredsmæssige tilstand, der var blevet forværret.

Sagen blev anket til Højesteret, idet spørgsmålet var et fortolkningsspørgsmål af erstatningsansvarslovens § 11.

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret behandlede spørgsmålet om omfanget af genoptagelsesreglen i erstatningsansvarslovens § 11.

Højesteret nåede frem til, at det efter lovbestemmelsens ordlyd samt den lovændring, der er fremkommet i 2002, må være lovgivers hensigt, at genoptagelse af sager om erstatning for erhvervsevnetab ikke er begrænset til tilfælde, hvor de faktiske ændringer vedrører skadelidtes helbred og erhvervsevne, men også omfatter situationer, hvor den skadelidtes reelle muligheder for at udføre et arbejde og derved bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet har ændret sig. Det var forud for lovændringen et krav, at der var sket uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand.

En anden fortolkning af genoptagelsesreglen ville medføre en urimelig forskelsbehandling mellem tilskadekomne som forsøger at bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet, og de som uden videre opgiver deres erhverv.

På baggrund af denne fortolkning fandt Højesteret, at sagen kunne genoptages, idet den skadelidte i den konkrete sag på grund af ændrede forhold havde mistet sin erhvervsmulighed. Da det fornyede krav om erhvervsevnetab først var opstået med ændringerne i den skadelidtes ansættelsesforhold i 2008, og sagen om genoptagelse var anlagt i 2010, var kravet heller ikke forældet efter 5 års reglen.

Horten bemærker

Sagen er principiel, idet den vedrører fortolkningen af erstatningsansvarslovens § 11 om gentagelse af sager, og vil dermed få betydning for fremtidige sager med samme problemstilling.

Højesteret henviser i deres begrundelse til den lovændring af erstatningsansvarslovens § 11, som havde virkning fra år 2002. Formålet med denne ændring er netop, at det skal være muligt at genoptage en erstatningssag, hvis det efterfølgende viser sig, at det ikke er muligt at opretholde en indtægt som på tidspunktet for sagens afslutning, og dermed et forsøg på at fastholde flest muliges tilknytning til arbejdsmarkedet.

Højesteret får altså i denne sag fastlagt kriterierne for at få en sag om erstatning for erhvervsevnetab genoptaget efter erstatningsansvarslovens § 11, så de er i overensstemmelse med lovgivers hensigt og dermed lovbestemmelsens formål.

 

---