Optagelse af samtale med arbejdsgiver var ikke grov misligholdelse

Højesteret har i en principiel sag netop slået fast, at en virksomhed ikke kunne bortvise en medarbejder i en situation, hvor den pågældende medarbejder i skjul havde optaget en samtale med virksomhedens administrerende direktør.

Sagen drejede sig om en kundekonsulent i en salgsvirksomhed, der under et møde den 11. oktober 2016 i vrede havde kastet en computermus. Der var afgivet forskellige forklaringer om, hvordan computermusen blev kastet, herunder om den blev kastet mod direktøren.

Mødet var blevet afholdt som led i lønforhandlinger i virksomheden, og til stede var også to andre kundekonsulenter. Mødet fortsatte efter, at kundekonsulenten havde kastet computermusen, og senere under mødet undskyldte direktøren for sin tone med ordene:

”Undskyld [kundekonsulent], nu er Jeg koblet ned. Håber du er det samme, så kan vi få det det ud af verden…”

Kundekonsulenten forlod arbejdspladsen nogle timer før normal arbejdstids ophør. Virksomhedens bogholder skrev herefter samme dag i en mail følgende til kundekonsulenten:

”Efter dagens hændelse hvor du kastede et objekt efter indehaveren og efterfølgende forlod arbejdspladsen før normal arbejdstids ophør, betragter [virksomheden] derfor dit ansættelsesforhold hos [virksomheden] for ophørt d.d. efter eget valg (…)”.

Den 12. oktober 2016 skrev kundekonsulenten til virksomheden og  undskyldte, at han under mødet havde tabt besindelsen. Kundekonsulenten anførte samtidig i mailen, at han var gået tidligere den forudgående dag, da han efter aftale med virksomhedens HR-chef havde afspadseret de sidste to timer af arbejdsdagen. De følgende dage korresponderede parterne yderligere om det passerede, men begge parter fastholdt deres synspunkter.

Den 24. oktober 2016 skrev virksomhedens advokat til kundekonsulenten, at kundekonsulentens ansættelsesforhold var ophævet under henvisning til, at kundekonsulenten ulovligt havde forladt arbejdsstedet.

Kundekonsulenten anlagde herefter en sag mod virksomheden med påstand om, at bortvisningen var uberettiget. I forbindelse med byrettens behandling af sagen blev virksomheden den 26. januar 2017 bekendt med, at kundekonsulenten under mødet den 11. oktober 2016 havde foretaget en lydoptagelse af parternes samtale. Den 27. januar 2017 ophævede virksomhedens advokat atter kundekonsulentens ansættelsesforhold under henvisning til, at kundekonsulenten havde optaget mødet den 11. oktober 2016. Ophævelsen fandt sted med virkning fra optagelsesdagen.


Vestre Landsrets dom: bortvisning med tilbagevirkende kraft

Spørgsmålet for landsretten var, om der var sket bortvisning ved bogholderens e-mail, og hvis det ikke var tilfældet, om kundekonsulenten ved at foranstalte lydoptagelsen havde misligholdt ansættelsesforholdet.

Landsretten fandt, at bogholderens e-mail ikke kunne udlægges som en bortvisning da:

”(…) [virksomhedens] mail efter sin ordlyd og i lyset af det, der var passeret i forbindelse med mødet samme dag [11. oktober 2016], ikke opfyldte kravene til en erklæring om bortvisning. [Virksomheden] kan derfor ikke anses for at have bortvist [kundekonsulenten] ved mailen af 11. oktober 2016.”

Landsretten fandt til gengæld, at lydoptagelsen af mødet den 11. oktober 2016 – der skete uden, at kundekonsulenten forudgående havde oplyst virksomhedens direktør eller de øvrige mødedeltagere om, at mødet blev optaget – var en grov misligholdelse af loyalitetspligten, der havde berettiget virksomheden til at bortvise kundekonsulenten.

Man lagde fra landsrettens side til grund, at virksomheden først blev gjort bekendt med lydoptagelsens indhold, da kundekonsulentens advokat den 26. januar 2017 fremlagde en udskrift af optagelsen i forbindelse med sagens behandling for byretten.

Landsretten lagde vægt på, at lydoptagelsen skete uden, at kundekonsulenten forudgående havde oplyst arbejdsgiveren og de øvrige mødedeltagere om, at mødet blev optaget. Landsretten udtalte herom:

”Optagelsen må derfor anses for en grov misligholdelse af den loyalitetspligt, der fulgte af ansættelsesforholdet, og som berettigede [virksomheden] til at bortvise [kundekonsulenten].”


Højesterets dom


Kastet med computermusen

Højesteret henviser indledningsvis i afgørelsen til, at såvel kundekonsulenten som direktøren havde været ophidsede i forbindelse med mødet.

Fordi kastet med computermusen var sket i frustration i forbindelse med en ophidset diskussion om løn- og provisionsforhold, og da det ikke kunne lægges til grund, at kastet var sket for at ramme direktøren, nåede Højesteret frem til, at dette forløb ikke var udtryk for en sådan misligholdelse af ansættelsesforholdet, at der var tilstrækkeligt grundlag for at bortvise kundekonsulenten, ligesom episoden heller ikke kunne begrunde en opsigelse.


Lydoptagelsen

Hvad angik spørgsmålet om kundekonsulentens optagelse af mødet den 11. oktober 2016, henviser Højesteret indledningsvis til, at det ikke kunne anses for en overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 2, nr. 2 at optage et møde som man selv deltager i. Kundekonsulenten havde derfor i forbindelse med optagelse af mødet ikke overtrådt straffelovens regler.

Højesteret har herefter taget stilling til, i hvilket omfang kundekonsulentens optagelse af mødet den 11. oktober 2016 udgjorde en overtrædelse af databeskyttelseslovgivningen. I den forbindelse anfører Højesteret, at

”…vurderingen af, om en ansats lydoptagelse af en samtale med sin arbejdsgiver uden dennes viden udgør en misligholdelse af ansættelsesforholdet, må bero på en konkret afvejning af hensynet til den ansatte over for hensynet til arbejdsgiveren og andre berørte”.

Højesteret anfører, at man i forbindelse med en sådan vurdering bl.a. må lægge vægt på følgende forhold:

• Formålet med optagelsen


• Baggrunden for optagelsen


• Om medarbejderen havde særlig anledning til at sikre sig bevis for en tilsidesættelse af sine rettigheder


• Hvilke oplysninger medarbejderen forventede eller havde til hensigt at optage


• I hvilket omfang der er tale om oplysninger om rent private forhold eller oplysninger, der bør være fortrolige af hensyn til virksomheden eller andre.

En lydoptagelse udgør ifølge Højesteret ikke i sig selv en misligholdelse af ansættelsesforhold, men ikke desto mindre kan den efterfølgende opbevaring og anvendelse af optagelsen efter omstændighederne udgøre en misligholdelse. Højesteret bemærker samtidig, at ikke enhver overtrædelse af databeskyttelseslovgivningen vil udgøre en misligholdelse af ansættelsesforholdet, der kan begrunde opsigelse eller bortvisning.

I lyset af formålet med og baggrunden for lydoptagelsen i den konkrete sag, er Højesteret nået frem til, at kundekonsulentens optagelse og efterfølgende anvendelse af lydoptagelsen, ikke var udtryk for misligholdelse, idet optagelsen af samtalen uden de øvrige mødedeltageres viden havde et sagligt formål, ligesom hensynet til direktøren og de øvrige mødedeltagere ikke oversteg kundekonsulentens interesse i at optage samtalen.

Kundekonsulenten blev herefter tilkendt løn i opsigelsesperioden samt godtgørelse for usaglig afskedigelse.


Bech-Bruuns kommentarer

I disse tider, hvor de fleste mennesker er i besiddelse af den nødvendige teknologi til at optage samtaler og i stigende omfang ikke holder sig tilbage for at foretage og benytte sig af sådanne optagelser i konfliktsituationer, er Højesterets afgørelse i ovennævnte sag særdeles relevant.

Højesteret har med afgørelsen slået fast, at det afhænger af en konkret interesseafvejning, om en medarbejders hemmelige lydoptagelse af møder (som medarbejderen selv deltager i) med arbejdsgiveren og kolleger udgør en misligholdelse af ansættelsesforholdet. Selve det at lydoptagelsen foretages er i sig selv ikke en misligholdelse. Der skal foretages en nærmere vurdering af formålet med og baggrunden for optagelsen, indholdet af denne og den efterfølgende benyttelse.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at højesteretsdommen alene vedrører de situationer, hvor medarbejderen optager en samtale, som den pågældende selv deltager i. I de tilfælde, hvor der fx er tale om, at en medarbejder ved brug af udstyr aflytter møder, som vedkommende ikke selv deltager i (og dermed overtræder straffelovens regler), må det antages, at der er grundlag for bortvisning.