Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Opsigelse efter barselsorlov var ikke i strid med ligebehandlings­loven

Kromann Reumert
02/08/2019
Opsigelse efter barselsorlov var ikke i strid med ligebehandlings­loven
Kromann Reumert logo
Sagen angik, hvorvidt det var i strid med ligebehandlingslovens § 9 at opsige en medarbejder, der havde meldt sig syg den første dag efter afholdelse af barselsorlov og efterfølgende ferie. Opsigelsen af medarbejderen skete med henvisning til ordrenedgang.

Vestre Landsrets dom af 26. april 2019


Sagen kort


En produktionsmedarbejder var på barselsorlov indtil den 8. marts 2016, hvor medarbejderen efterfølgende, og i direkte sammenhæng hermed, afholdt ferie. Medarbejderen havde således første arbejdsdag efter barselsorlov og efterfølgende ferieafholdelse den 6. april 2016. Medarbejderen meldte sig syg på sin første arbejdsdag, den 6. april 2016, og blev den 8. april 2016 opsagt af arbejdsgiveren.

Medarbejderen havde forud for sin barselsorlov et ikke-graviditets betinget sygefravær, der var væsentligt højere end det gennemsnitlige sygefravær for de øvrige medarbejdere hos arbejdsgiveren.


Ligebehandlingsloven


I forlængelse af opsigelsen krævede medarbejderen en godtgørelse i medfør af ligebehandlingslovens § 9. Efter denne bestemmelse må en arbejdsgiver ikke afskedige en lønmodtager på grund af eksempelvis graviditet, barsel eller adoption. Såfremt en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af eksempelvis graviditet, barsel eller adoption, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket (såkaldt "delt bevisbyrde"). Det fremgår af ligebehandlingslovens § 16a.

Vestre Landsret skulle derfor tage stilling til, om ovenstående var tilfældet.


Vestre Landsrets dom


Landsretten stadfæstede byrettens dom om frifindelse af arbejdsgiveren. Landsretten var derfor enig med byretten i, at medarbejderen ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun  ved sin opsigelse var blevet forskelsbehandlet i strid med ligebehandlingsloven. Landsretten lagde i sin afgørelse følgende forhold til grund:

  • Medarbejderen blev opsagt efter afvikling af ferie i forlængelse af barselsorlov, hvor medarbejderen på første arbejdsdag meldte sig syg.

  • Medarbejderen havde forud for sin graviditets- og barselsorlov et ikke-graviditetsbetinget sygefravær, der var væsentligt højere end det gennemsnitlige sygefravær for andre medarbejdere hos arbejdsgiveren.

  • Ordretilgangen hos arbejdsgiveren var faldet markant, og der var på tidspunktet for opsigelsen behov for, at arbejdsgiver skulle indskrænke medarbejderstaben.

  • Der var ved afgørelsen af, hvem der skulle opsiges, blevet lagt vægt på kompetencer og mødestabilitet, hvilket Landsretten bemærkede var saglige kriterier henset til karakteren af arbejdsgiverens virksomhed.



Hvad viser dommen?


Dommen viser, at det ikke nødvendigvis er i strid med ligebehandlingsloven at opsige medarbejdere umiddelbart efter afholdelse af barselsorlov, såfremt dette sker under henvisning til legitime og saglige grunde såsom ordrenedgang. Desuden skal udvælgelsen af den beskyttede medarbejder ske under inddragelse af objektive og saglige kriterier såsom sygefravær, kompetencer og mødestabilitet.

Det er som arbejdsgiver derfor vigtigt at være opmærksom på, at der ved opsigelse af medarbejdere, der netop er vendt tilbage til arbejde efter endt orlov, skal foreligge legitime og saglige grunde for opsigelsen. På dette tidspunkt gælder fortsat en delt bevisbyrde, hvor arbejdsgiveren, efter medarbejderen har påvist faktiske omstændigheder, der indikerer forskelsbehandling, skal kunne dokumentere, at der ikke har fundet forskelsbehandling sted.

Det er som arbejdsgiver ligeledes fortsat vigtigt, at de kriterier, der er lagt til grund ved udvælgelsen af den beskyttede medarbejder til opsigelse blandt flere medarbejdere, er objektive og kan dokumenteres.

 

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
Fagligt indhold, der kunne være relevante for dig
Har du pligt til at oprette en whistleblowerordning inden den 17. december 2023?
Jurainfo Exclusive logo
PODCAST
Har du pligt til at oprette en whistleblowerordning inden den 17. december 2023?
Bliv klogere på whistleblowerloven, herunder hvilke virksomheder, der har pligt til at etablere en whistleblowerordning.
Artikler, der kunne være relevante for dig
Regler om løngennemsigtighed på vej
Regler om løngennemsigtighed på vej
02/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Tvillingeforældre får ekstra barsel
Tvillingeforældre får ekstra barsel
03/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
At ophæve på egen bekostning
At ophæve på egen bekostning
04/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Ekstra orlov til tvillingeforældre og lempeligere regler for udenlandsk arbejdskraft
Ekstra orlov til tvillingeforældre og lempeligere regler for udenlandsk arbejdskraft
12/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Flere ansatte indberetter om virksomhedens interne forhold til Den Nationale Whistleblowerordning
Flere ansatte indberetter om virksomhedens interne forhold til Den Nationale Whistleblowerordning
11/04/2024
Compliance, Ansættelses- og arbejdsret
PTSD-ramt politibetjent fik ret i Højesteret
PTSD-ramt politibetjent fik ret i Højesteret
16/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du hjælp til at finde en specialist?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted