Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Ny spamvej­ledning om elektronisk markedsføring

Horten
24/01/2019
Ny spamvej­ledning om elektronisk markedsføring




Forbrugerombudsmanden offentliggjorde den 21. december 2018 en ny spamvejledning. Den nye vejledning er blevet udarbejdet som følge af, at den nye markedsføringslov trådte i kraft i juli 2017 og omhandler i modsætning til den gamle vejledning kun retningslinjer angående spamforbuddet. Vejledningen er et praktisk redskab når virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder har brug for et overblik over, hvornår de må sende elektronisk post, der indeholder markedsføring.





Spamreglerne findes i markedsføringslovens § 10 og indeholder bl.a. et forbud for erhvervsdrivende mod at rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring, medmindre modtageren har givet sit forudgående samtykke. "Nogen" dækker over alle modtagere, dvs. både andre erhvervsdrivende, offentlige myndigheder og forbrugere.


Offentlige myndigheder, foreninger og fonde kan også betragtes som erhvervsdrivende


Efter markedsføringsloven er man erhvervsdrivende, når man udøver privat erhvervsvirksomhed og offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes varer på markedet. Det er således ikke blot traditionelle erhvervsvirksomheder, der er omfattet af spamforbuddet, men også foreninger, fonde og offentlige myndigheder, såfremt de sender henvendelser angående en erhvervsmæssig aktivitet.

Skillelinjen for, hvornår noget er erhvervsmæssig virksomhed, er ikke soleklar, men vejledningen indeholder en række gode praktiske eksempler. Forbrugerombudsmanden har f.eks. udtalt, at en kommunes fremsendelse af en "Velkommen til kommunen"-e-mail i e-boks til nye borgere i kommunen var i strid med spamforbuddet, da den indeholdte markedsføring af lokale erhvervsdrivende.


Kommunikationsformer omfattet af spamforbuddet


Det er kun elektronisk post, der er omfattet af spamforbuddet. Elektronisk post skal forstås bredt og defineres som ”enhver meddelelse i form af tekst, stemmegengivelse, lyd eller billede, som sendes via et offentligt kommunikationsnet, og som kan lagres på nettet eller på modtagerens terminaludstyr, indtil meddelelsen hentes af modtageren”.

Det er kun direkte meddelelser, som sendes til modtageres elektroniske adresse, der er omfattet - eksempelvis sms, mms og e-mail. Imidlertid kan også virksomheders kommunikation via sociale medier være omfattet af spamforbuddet. Det gælder f.eks. notifikationer på Facebook vedrørende funktionen "Inviter til side", som Forbrugerombudsmanden har udtalt betragtes som spam, hvis man ikke forud har fået gyldigt samtykke.

I forlængelse af det har Forbrugerombudsmanden som noget nyt inkluderet et bilag til vejledningen (bilag 1) angående spamforbuddet og kommunikation på de sociale medier. Eksempelvis er uanmodede privatbeskeder og i nogle tilfælde notifikationer fra erhvervsdrivende omfattet af spamforbuddet, hvis de indeholder markedsføring, mens opslag fra virksomheden på virksomhedens egen profil, som vises på brugerens ”news feed” ikke er omfattet af spamforbuddet, da sådanne ikke karakterises som elektronisk post.


Rene servicemails


Det er lovligt at sende uanmodede elektroniske meddelelser, hvis de blot indeholder en servicemeddelelse, der eksempelvis relaterer sig til et køb foretaget af modtageren. Forbrugerombudsmanden mener dog ikke, at en såkaldt ”tabt kurv"-funktion, hvor en virksomhed sender en servicemeddelelse angående en afbrudt bestilling, kan anses som en lovlig ”servicemeddelelse”. Det begrundes i, at en sådan mail ikke relaterer sig til et køb, som tidligere er foretaget hos den erhvervsdrivende, og da mailen har salg for øje.


Krav til samtykke


Det er tilladt for virksomheder at sende markedsføring ved brug af elektronisk post til en modtager, såfremt modtageren har givet sit forudgående samtykke til det. At samtykket skal være forudgående betyder, at en virksomhed ikke kan henvende sig til modtageren ved hjælp af elektronisk post med henblik på at indhente et samtykke, da selve denne anmodning vil være et brug på spamforbuddet. Samtykket skal derfor indhentes af andre veje.

Samtykket skal være udtryk for en frivillig, informeret og specificeret viljetilkendegivelse, og det skal kunne trækkes tilbage nemt og gebyrfrit. Et specificeret samtykke betyder bl.a., at det tydeligt skal fremgå, hvilke virksomheder personen vil modtage markedsføring fra, hvordan personen vil blive kontaktet, samt hvilke produkter eller kategorier af produkter virksomheden vil sende markedsføring om. Særligt i forhold til sociale medier præciseres det i vejledningen, at virksomheden konkret skal oplyse om, på hvilke sociale medier personen vil modtage markedsføring og hvordan (f.eks. via notifikationer).

Læs Forbrugerombudsmandens vejledning her:
Spamforbuddet - Vejledning 2018
 





 




Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Artikler, der kunne være relevante for dig
Træning af kunstig intelligens
Træning af kunstig intelligens
03/04/2024
Persondata, Immaterialret
Upcycling ud fra et varemærke- og markedsføringsretligt perspektiv
Upcycling ud fra et varemærke- og markedsføringsretligt perspektiv
03/04/2024
E-handel og markedsføring, Immaterialret
Varemærket "Trek" var ikke velkendt og ikke krænket
Varemærket "Trek" var ikke velkendt og ikke krænket
27/03/2024
Immaterialret
Irmapigen sejrede i Sø- og Handelsretten
Irmapigen sejrede i Sø- og Handelsretten
09/04/2024
Immaterialret, E-handel og markedsføring
Har du registreret din virksomheds varemærke?
Har du registreret din virksomheds varemærke?
04/04/2024
Immaterialret
Den Fælles Patentdomstol – sager om midlertidige forbud og påbud
Den Fælles Patentdomstol – sager om midlertidige forbud og påbud
08/04/2024
Immaterialret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du hjælp til at finde en specialist?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted