Ny MgO-kendelse – entreprenøren ansvarlig for materialevalg

Midt i sommervarmen har Voldgiftsretten den 5. juli 2019 afsagt en kendelse i den 5. prøvesag i MgO sagskomplekset (C-14452), hvor entreprenøren pålægges ansvaret for valget af MgO-pladerne, uanset at entreprenørens materialevalg var sket på baggrund af, at rådgiveren foreslog en projektændring fra uventilerede til ventilerede facader.

I henhold til udbudsmaterialet skulle entreprenøren levere facadeelementer som en systemleverance, og der var i udbudsmaterialet ikke angivet produktnavne. Voldgiftsretten lagde derfor til grund, at entreprenøren som udgangspunkt havde frit materialevalg i forbindelse med leveringen af facadeelementerne som systemleverance. Det forhold, at rådgiver i sommeren  2013 tog initiativ til en projektændring fra uventilerede til ventilerede facader, ændrede ikke på, at det var entreprenøren, der havde frit materialevalg, idet denne projektændring alene angik en ændring af konstruktionsprincippet. Voldgiftsretten pålagde derfor entreprenøren ansvaret for valget af MgO-pladerne.

 

Voldgiftretten lagde i sin begrundelse vægt på følgende:

1. Der var ikke noget i forløbet, der støttede, at parterne indgik en ændringsaftale om, at materialevalget ikke længere lå hos entreprenøren.


2. Der var intet der støttede, at parterne fandt, at der var problemer knyttet til materialevalget, eller at dette påkaldte sig en særlig positiv eller negativ interesse eller tvivl, som kunne begrunde, at parterne ville ændre adgangen til at foretage valget - og dermed flytte risikoen herfor - til bygherre.


3. Rådgivers godkendelse kunne på denne baggrund ikke sidestilles med en ”projektændring”, og ansvaret for materialevalget lå derfor hos entreprenøren, som havde foreslået pladerne og dermed udnyttet sin mulighed for frit materialevalg.

I lighed med kendelsen i den 2. prøvesag i MgO sagskomplekset (C-14080 / TBB.2018.907) lagde Voldgiftsretten desuden vægt på, at entreprenøren ikke havde gjort opmærksom på, at der var tale om et nyt produkt eller at det i øvrigt skulle være specielt på nogen måde, samt at rådgiveren ikke havde handlet ansvarspådragende ved ikke selv at foranledige undersøgelse af de foreslåede MgO-plader, idet der ikke forelå oplysninger for rådgiver, der kunne begrunde dette.

Voldgiftsretten udtalte bl.a., at der ikke var ”grundlag for at fravige udgangspunktet om, at [hovedentreprenøren] har et mangelsansvar for valget af de uegnede MgO-plader, uanset at [hovedentreprenøren] ikke kendte eller burde kende problemet, og voldgiftsretten finder derfor, at [hovedentreprenøren] har pådraget sig et ansvar over for [bygherre]”.

Underentreprenøren, der de facto havde foretaget materialevalget, skulle friholde hovedentreprenøren over for bygherrens krav.

Princippet om ”byggetidens viden” var ikke relevant i sagen, idet materialevalget blev truffet i sommeren 2013, og altså forud for, at der med offentliggørelsen af BYG-ERFA bladet af 27. december 2013 forelå omstændigheder vedrørende vurderingen af MgO-pladernes egnethed i dansk vinterklima, som entreprenøren kunne støtte ret på.

DLA Piper Denmark har bistået byggeriets parter i flere sager vedrørende anvendelsen af MgO-plader og har derfor stor erfaring med håndteringen af problematikken. Kontakt os endelig, hvis du har spørgsmål til ovenstående eller til problematikken generelt.

I anledningen af kendelsen i denne den 5. prøvesag i MgO sagskomplekset har vi udarbejdet en tidslinje samt en oversigt, som giver et nemt og hurtigt overblik over resultaterne i de 5 prøvesager – begge dele kan downloades her – brug og del endelig.