Ny dom fra Menneske­rettigheds­domstolen om virksomheders over­vågning af privat kommunikation

 

På arbejdsgiverens opfordring havde medarbejderen oprettet en profil på chatsiden Yahoo med henblik på at kunne kommunikere med kunderne.

I virksomhedens interne retningslinjer, som medarbejderen havde underskrevet, var al personlig brug af computer, internet m.v. forbudt. Retningslinjerne nævnte ikke muligheden for overvågning, men virksomheden havde efterfølgende udarbejdet et tillæg til reglerne, hvor det blev indskærpet, at man forventede, at retningslinjerne blev overholdt, og at overtrædelser blev overvåget og ville blive straffet.

Medarbejderen havde kommunikeret privat, hvilket blev opdaget.


Afvist ved nationale domstole og første instans

Såvel første- som anden-instansen afviste en krænkelse. De nationale domstole kom frem til, at overvågningen havde været i overensstemmelse med national arbejdsret og ikke været en krænkelse af retten til privatliv. Det skete med henvisning til nødvendigheden af overvågningen for at undgå it-problemer eller ulovlig brug af internettet, samt det faktum, at overvågningen skete for at underbygge en mistanke om misbrug af virksomhedens internet i strid med virksomhedens interne retningslinjer.

Disse begrundelser og resultatet heraf blev fundet i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols første instans


Omfattet af menneskerettighedskonventionen?

Ved Grand Chamber, der er den øverste instans ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, blev det imidlertid slået fast, at de nationale domstole ikke havde foretaget en tilstrækkelig prøvelse af den påståede krænkelse af retten til privatliv.

Menneskerettighedskonventionens artikel 8 fastslår retten til privatliv, herunder retten til respekt for individets private korrespondance, og Domstolen slog fast, at den pågældende korrespondance var omfattet af artikel 8's ret til respekt for privatliv og korrespondance.

Statens positive forpligtelser til at sikre individets ret til privatliv
Da der var tale om en privat virksomhed, som ikke er direkte forpligtet af konventionen, undersøgte Domstolen, hvorvidt den rumænske stat – i dette tilfælde de nationale domstole - havde overholdt de positive forpligtelser, der gælder for stater.  Statens positive forpligtelser skal skabe den nødvendige sikkerhed for, at også private overholder Menneskerettighedskonventionens frihedsrettigheder.

Domstolen anførte, at de nationale domstole ved bedømmelsen af lovligheden af en overvågning skal tage hensyn til følgende kriterier:

• Er medarbejderen på en klar og tydelig måde blevet underrettet om muligheden for overvågning?


• Hvor intensiv en overvågning har der været tale om? Har man blot overvåget tilstedeværelsen af privat korrespondance, eller har man også gennemgået indholdet af denne?


• Har der foreligget legitime hensyn, der kan begrunde en overvågning?


• Har der foreligget andre, mindre indgribende, foranstaltninger, der ville kunne opnå de samme resultater?


• Hvilke konsekvenser har overvågningen haft for den, der er blevet overvåget?


• Har den overvågede været tilstrækkeligt sikret mod misbrug af muligheden for overvågning?

Domstolene havde ikke ramt den rette balance

I sager som denne, der omhandler statens positive forpligtelser, afprøver Domstolen, hvorvidt staten har ramt den rette balance mellem modstående hensyn – i dette tilfælde arbejdstagerens ret til respekt for privatlivet kontra virksomhedens ønske om at undgå misbrug af dennes internet.

Domstolen slog fast, at de nationale domstole ikke havde foretaget en tilstrækkelig prøvelse af opfyldelsen af de ovenstående kriterier. Blandt andet havde domstolene ikke på tilstrækkelig vis undersøgt overvågningens intensitet, de legitime hensyn eller mulighederne for brug af mindre indgribende midler. Samtidigt havde domstolene reelt sløret gennemsigtigheden ved at acceptere en mulighed for omfattende brug af overvågning under en disciplinærhøring. Individet kunne på den måde ikke vide, hvornår der var risiko for at blive overvåget.

Af disse grunde fandt Domstolen, at de nationale domstole ikke havde ramt den rette balance mellem de modstående hensyn. Den rumænske stat skulle derfor betale arbejdstageren en godtgørelse, der blev udmålt til hans beviselige tab i forbindelse med opsigelsen.


Horten bemærker

Domstolens afgørelse viser, at det er vigtigt, at arbejdsgivere informerer deres ansatte om muligheden for overvågning samt omfanget af denne.

Dansk ret er på linje med afgørelsen. Den danske persondata- og strafferetlige lovgivning sætter nemlig tilsvarende begrænsninger for, hvorvidt og i hvilket omfang danske virksomheder må overvåge medarbejderes brug af e-mails og lignende.

Højesteret har i dom af 4. februar 2015 tilsvarende lagt vægt på, at en virksomhed ikke søgte i og gennemlæste meddelelser af privat karakter i videre omfang, end det var nødvendigt for at kunne udskille den del af mailkorrespondancen, der var relevant i forhold til undersøgelsens formål. Derfor blev der ikke givet godtgørelse.

 

---