Ny dom fra Højesteret: Tvangsanbringelse var ikke ulovlig frihedsberøvelse

Højesteret skulle i sagen tage stilling til, hvorvidt en 17-årig dreng (”A”) havde været udsat for ulovlig frihedsberøvelse eller ulovlig indskrænkning i bevægelsesfriheden som følge af en anbringelse på øen Endelave i perioden fra d. 15. april til d. 25. maj 2014. Herudover skulle Højesteret tage stilling til, om A var berettiget til tortgodtgørelse.

 

Ankestyrelsen havde besluttet, at A skulle være anbragt uden for hjemmet, indtil han fyldte 18 år. Efter at A flere gange var rømmet fra de opholdssteder, hvor han blev forsøgt anbragt, blev det efter aftale mellem Odense Kommune og Fonden Sparta (anbringelsesstedet) besluttet, at A skulle anbringes i et sommerhus på Endelave. Han opholdt sig dér i en periode på ca. fem uger.

Ved A’s ankomst til øen fik sognefogeden A med til sommerhuset - ved både tale og ved at tage A i hånden. Dagen efter ankomsten havde A forsøgt at komme med færgen væk fra øen, men sognefogeden havde oplyst, at A ikke måtte komme med og havde haft en arm om A’s skulder og på hans arm. Derudover havde en medarbejder fra Fonden Sparta oplyst A, at de – hvis A ville forlade øen – ikke fysisk ville kunne forhindre ham i det, men at de i så fald ville bede politiet om at anholde ham på fastlandet og bringe ham tilbage.

Problemstillingen var herefter, om A var udsat for ulovlig frihedsberøvelse eller ulovlig indskrænkning i bevægelsesfriheden i forbindelse med anbringelsen.


Højesterets afgørelse

Højesteret skulle indledningsvis tage stilling til, om der i anbringelsesforløbet var tale om forhold, der gik ud over, hvad der på daværende tidspunkt var hjemmel til som led i den almindelige omsorgspligt.

Højesteret fandt, at de konkrete forhold ikke gik ud over, hvad der på daværende tidspunkt var hjemmel til som led i den almindelige omsorgspligt i forbindelse med udmøntning af afgørelser om anbringelse uden for hjemmet. Højesteret fandt derfor, at anbringelsessteder, som led i deres omsorgspligt over for anbragte børn og unge, kunne foretage visse indgreb, der ikke havde karakter af fysisk magtanvendelse.

Højesteret fandt, at indgrebene ikke gik ud over, hvad der kunne foretages som led i den nævnte omsorgspligt.

Sammenfattende afgjorde Højesteret, at der ikke forelå en frihedsberøvelse eller indskrænk-ning i bevægelsesfriheden i strid med artikel 5 i Den Europæiske Menneskerettighedskon-vention og artikel 2 i den 4. tillægsprotokol til konventionen. Odense Kommune blev derfor frifundet.

Højesteret har tidligere vurderet, om et opholdspåbud udgjorde en ulovlig frihedsberøvelse eller en indskrænkning i bevægelsesfriheden i U.2012.2874 H (Sandholmlejren), og om det berettigede til tortgodtgørelse i U.2017.2929 H.

Advokat Anne Mette Seest førte sagen for Odense Kommune.


Bech-Bruuns kommentarer

Afgørelsen illustrerer, at det var tilladt at foretage visse indgreb, der ikke har karakter af egentlig fysisk magtanvendelse, uden udtrykkelig hjemmel. Dette omfatter blandt andet kortvarig fastholdelse. Denne retstilstand er efterfølgende blevet kodificeret i voksenansvarsloven.