EU-Domstolen har for nylig truffet afgørelse i en sag om værneting ved direkte krav. Sagen vedrørte en skade forårsaget af et udenlandsk skib på en dansk havn. Rederen gik konkurs, og havnen anlagde derefter sag i Danmark mod skibets engelske P&I forsikring. Forsikringsselskabet påstod sagen afvist med henvisning til forsikringens værnetingsklausul som henviste sager til de engelske domstole. Sagen afhang af en fortolkning af EU-Domsforordningen. Højesteret forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen, som svarede, at de relevante bestemmelser i Domsforordningen skal fortolkes sådan, at en skadelidt, der anlægger sag direkte mod skadevolders forsikringsselskab, ikke er bundet af en værnetingsklausul indeholdt i aftalen mellem det pågældende forsikringsselskab og skadevolder. Afgørelsen betyder, at når en skadelidt efter nationale regler har ret til at rejse sit krav direkte mod skadevolders ansvarsforsikringsselskab, så kan selskabet ikke over for skadelidte påberåbe sig det værneting, som er aftalt i forsikringen. Dette gælder, selvom der er tale om en søforsikring.
Sagens omstændigheder
En række sukkerroedyrkere havde i efteråret 2007 indgået aftale med selskabet Skåne Entreprenad Service (”SES”), om transport af sukkerroer til en fabrik i Nykøbing Falster. En del af transporten skulle foregå med skib fra Assens til Nakskov. Til brug for sejladsen bareboatbefragtede SES blandt andet en slæbebåd. SES udtog ansvarsforsikring (P&I forsikring) for slæbebåden hos forsikringsselskabet Navigators Management (UK) Limited (”Navigators”).
Forsikringsaftalen indeholdt blandt andet følgende værnetingsklausul:
”Choice of Law and Jurisdiction
This insurance shall be governed by and construed in accordance with the law of England and Wales and each party agrees to submit to the exclusive jurisdiction of the courts of England and Wales.”
I forbindelse med slæbebådens besejling af Assens Havn, opstod der forskellige skader på kajanlægget. Havnen rejste kravet over for SES, men der var ikke enighed om, hvad der havde forårsaget skaderne, og hvem der var ansvarlig.
SES gik efterfølgende konkurs, hvorefter Assens Havn rejste kravet direkte mod Navigators i medfør af forsikringsaftalelovens § 95, stk. 2, som bestemmer, at skadelidte indtræder i den sikredes ret imod selskabet, hvis skadelidtes krav på erstatning er omfattet af sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. I det omfang skadelidtes krav ikke er blevet dækket, kan det fulde krav på erstatning rettes mod selskabet.
Assens Havn anlagde sag mod Navigators ved Sø- og Handelsretten. Navigators gjorde gældende, at værnetingsklausulen i forsikringsaftalen var bindende for havnen og påstod sagen afvist. Sø- og Handelsretten var enig og afviste sagen med henvisning til Domsforordningens artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14.
Assens Havn ankede dommen til Højesteret og påberåbte sig Domsforordningens artikel 10, som bestemmer, at forsikringsselskabet kan ”sagsøges ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået”, og det følger af artikel 11, stk. 2, at ”artikel 8, 9 og 10 finder anvendelse i tilfælde, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er hjemmel for et direkte sagsanlæg”.
Heroverfor stod Domsforordningens artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14, nr. 2, litra a, hvoraf det følger, at Domsforordningens regler om kompetence i forsikringssager kan fraviges ved en aftale om værneting, der vedrører en forsikringsaftale, som dækker ansvar hidrørende fra brugen eller driften af blandt andet skibe i erhvervsmæssig sammenhæng. I sagen med Assens Havn var der netop tale om en sådan forsikring (P&I forsikring).
Assens Havn gjorde gældende, at artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14, nr. 2, litra a ikke finder anvendelse, når der er tale om et direkte krav fra en skadelidt tredjemand.
Højesteret anmodede EU-Domstolen om at besvare følgende spørgsmål:
”Skal artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14, nr. 2, litra a, i Domsforordningen (Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område) fortolkes således, at en skadelidt, der efter national ret har hjemmel til at anlægge sag direkte mod skadevolders forsikringsselskab, er bundet af en aftale om værneting, som forsikringsgiver og forsikringstager gyldigt har indgået efter Domsforordningens artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14, nr. 2, litra a?”
EU-Domstolen besvarede spørgsmålet som følger (rettens afgørelse af 13. juli 2017):
”Artikel 13, nr. 5), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, sammenholdt med forordningens artikel 14, nr. 2), litra a), skal fortolkes således, at en skadelidt, der anlægger sag direkte mod skadevolders forsikringsselskab, ikke er bundet af en værnetingsklausul indgået mellem den pågældende forsikringsgiver og den pågældende skadevolder.”
I præmisserne for afgørelsen henviser EU-Domstolen til opbygningen af bestemmelserne i Domsforordningens kapitel II, afdeling 3 (reglerne om kompetence i forsikringssager) og de underliggende formål. Domstolen fremhæver i den forbindelse følgende forhold:
- Forsikringssager er (ligesom sager vedrørende arbejdstagere og forbrugere) kendetegnet ved en vis ubalance mellem parterne. Domsforordningens regler om kompetence i forsikringssager tilsigter at afhjælpe dette ved at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der tilgodeser denne parts interesser i højere grad end de almindelige kompetenceregler.
- Domsforordningens bestemmelser letter særligt situationen for skadelidte i forhold til en forsikret skade ved at give vedkommende mulighed for at anlægge sag mod den pågældende forsikringsgiver blandt andet ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, på betingelse af, at der er hjemmel til et sådant direkte sagsanlæg i national ret.
- Det fremgår ikke af opbygningen af bestemmelserne i Domsforordningens kapitel II, afdeling 3, at en aftale om værneting kan gøres gældende over for skadelidte. Der er i artikel 11, stk. 2, som fastsætter, at bestemmelserne i forordningens artikel 8-10 finder anvendelse i tilfælde, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, ikke nogen henvisning til forordningens artikel 13 og 14, der vedrører aftaler om værneting.
- På området for forsikringsaftaler er vilkår om værneting underlagt strenge regler ud fra formålet om beskyttelse af den økonomisk svageste part. Således indeholder artikel 13 en udtømmende opregning af tilfælde, hvor parterne kan fravige bestemmelserne i kapitel II, afdeling 3.
- Det følger af forordningens artikel 23, stk. 5, at aftaler om retternes kompetence er ugyldige, såfremt de strider mod bestemmelserne i artikel 13. Undtagelser til bestemmelserne om kompetence i forsikringssager skal fortolkes strengt.
- Situationen for en tredjepart, der er skadelidt i forhold til en forsikret skade, er endnu længere fra det kontraktforhold, som værnetingsklausulen indgår i, end situationen for en forsikret begunstiget, som ikke udtrykkeligt har underskrevet klausulen.
- En udvidelse af værnetingsklausulers bindende virkning til at omfatte skadelidte på grundlag af bestemmelserne i artikel 13, sammenholdt med artikel 14, ville kunne bringe det formål, som forfølges med kapitel II, afdeling 3, nemlig at beskytte den økonomisk svageste og juridisk mindst erfarne part, i fare.
Bemærkninger til afgørelsen
EU-Domstolens afgørelse afklarer en usikkerhed, der hidtil har været om rækkevidden af de særlige bestemmelser i Domsforordningen om værneting i forsikringssager, når skadelidte rejser et direkte krav mod skadevolders P&I forsikring.
Det følger af Domsforordningens artikel 10, at i sager om ansvarsforsikring kan forsikringsselskabet sagsøges ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået. Det bestemmes i artikel 11, stk. 2, at dette også gælder, når skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsselskabet, når der er hjemmel for et sådant direkte krav.
Det følger imidlertid af artikel 13, at reglerne om kompetence i forsikringssager, herunder artikel 10, kan fraviges ved en aftale om værneting i bestemte situationer, herunder ved en aftale om værneting, der vedrører en forsikringsaftale, som dækker en eller flere af de i artikel 14 nævnte risici, jf. således artikel 13, nr. 5. En af de risici, som er nævnt i artikel 14, er ansvar hidrørende fra brugen eller driften af skibe (artikel 14, nr. 2, litra a). Reglerne om kompetence i forsikringssager kan altså fraviges ved en forsikring, som vedrører ansvar hidrørende fra brugen eller driften af skibe (søforsikring).
Spørgsmålet i den konkrete sag var ikke om en skadelidt, som har ret til direkte krav mod skadevolders ansvarsforsikring, kan sagsøge ansvarsforsikringen på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået. Denne adgang følger allerede af artikel 10, jf. artikel 11, stk. 2. Spørgsmålet var, om denne ret for skadelidte kunne anses for at være gyldigt fraveget ved værnetingsklausulen, fordi der var tale om en søforsikring (P&I forsikring). EU-Domstolens afgørelse besvarer dette spørgsmål. En værnetingsaftale i forsikringen er ikke bindende for skadelidte, som rejser direkte krav – heller ikke selvom der er tale om søforsikring.
Afgørelsen har betydning for sager, hvor et skib har forvoldt en skade, og skadelidte har ret til at rejse sit erstatningskrav direkte over for skibets ansvarsforsikring. I denne situation kan skadelidte anlægge sagen mod forsikringen på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, uden hensyntagen til om forsikringsaftalen indeholder en værnetingsklausul. Skadelidte kan også (navnlig) vælge at anlægge sagen i forsikringsselskabets bopælsland eller ved sin egen bopæl, jf. Domsforordningens artikel 10, nr. 1, litra a og b.
Det er vigtigt at huske på, at EU-Domstolens afgørelse kun gælder sager, hvor Domsforordningen finder anvendelse, dvs. internationale sager, hvor forsikringsselskabets bopæl (eller relevante filial) er i en EU-medlemsstat. Ellers afgøres spørgsmålet om værneting af national ret – i Danmark af retsplejelovens almindelige regler.
Det er også vigtigt at huske på, at det er en grundlæggende forudsætning, at skadelidte overhovedet har ret til direkte krav mod forsikringsselskabet. Afgørelsen vedrører ikke dette spørgsmål, som skal afgøres efter det lands lov, som finder anvendelse på sagen. Der skal altså foretages et lovvalg, og det kan ikke uden videre lægges til grund, at dansk ret vil finde anvendelse.
Hvis dansk ret finder anvendelse, er der adgang til at rejse direkte krav, hvis betingelserne i forsikringsaftalelovens § 95 er opfyldt, herunder hvis skadevolder er gået konkurs. EU-Domstolens afgørelse udvider ikke adgangen til at rejse direkte krav, men gør det nemmere for skadelidte at gennemføre et sådant krav, fordi skadelidte ikke er bundet af en værnetingsklausul aftalt mellem skadevolder (den sikrede) og skadevolders ansvarsforsikring. EU-Domstolen har med sin afgørelse fastslået, at dette også gælder ved søforsikring, herunder P&I-forsikring.
EU-Domstolens præmisser må i øvrigt antages at udgøre et vigtigt bidrag i fremtidige sager om fortolkningen af Domsforordningens regler i om kompetence i forsikringssager. EU-Domstolen fremhæver, at forsikringssager (ligesom sager vedrørende arbejdstagere og forbrugere) er kendetegnet ved en ubalance mellem parterne, og at reglerne om kompetence i forsikringssager har til formål at rette op på denne ubalance ved at beskytte den økonomisk svageste og juridisk mindst erfarne part. Reglerne kan derfor formentlig også i andre sammenhænge forventes at blive fortolket imod forsikringsselskaberne.
-medium.jpg)
