Udlandsdanskere, udstationerede og personer på forskerskatteordningen, der på grund af COVID-19-situationen har opholdt sig i Danmark i perioden 9. marts 2020 til 30. juni 2020, får nu mulighed for at benytte sig af lempligere skatteregler.
Som følge af COVID-19-situationen er der blevet indført begrænsninger for, hvor en person kan opholde sig. Dette kan få utilsigtede skattemæssige konsekvenser for personers skattepligtsstatus og den skattemæssige behandling af personer udstationeret eller på ”forskerskatteordningen”. Nu giver en ny lov dem mulighed for at benytte sig af lempligere skatteregler.
Midlertidig lempelse af regler om fuld skattepligt
Med vedtagelsen af loven indføres en midlertidig ordning, der har til formål at hjælpe de personer, der f.eks. har et sommerhus i Danmark, og som bliver fuldt skattepligtige til Danmark, hvis de opholder sig i Danmark som følge af COVID-19-situationen i en periode, der overstiger tre sammenhængende måneder, eller i perioder, der medfører, at de opholder sig i Danmark i mere end 180 dage inden for et tidsrum på 12 måneder, eller hvis de arbejder under opholdet i Danmark. Den midlertidige ordning medfører, at der ikke indtræder fuld skattepligt til Danmark, hvis overskridelsen af perioden skyldes ophold i Danmark i perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 30. juni 2020 som følge af Covid-19-situationen
Personen vil i stedet for blive begrænset skattepligtig til Danmark af den del af lønindkomsten og honorarer, der kan henføres til den angivne periode.
Midlertidig lempelse af regler om lempligere beskatning af udenlandsk lønindkomst
En person, der er fuld skattepligtig til Danmark, kan blive fritaget for dansk beskatning af sin lønindkomst i forbindelse med en udstationering. Som følge af COVID-19-situationen har de fleste udstationerede arbejdstagere dog ikke været i stand til at overholde de betingelser, der stilles til denne skattefritagelse.Det gælder bl.a., at de ikke må opholde sig i Danmark i over 42 dage inden for en seksmåneders periode, hvorfor hele lønindkomsten fra arbejdet i udlandet vil skulle beskattes i Danmark.
Med vedtagelsen af loven indføres en midlertidig ordning, der lemper de betingelser, der stilles til skattefritagelsen. Efter den midlertidige ordning vil personer, der ellers er fuldt skattepligtige til Danmark, kunne vælge at se bort fra ophold i Danmark fra og med den 9. marts 2020 til tidspunktet for arbejdets genoptagelse i arbejdslandet. Dette tidspunkt kan dog senest være den 30. juni 2020.
Midlertidige lempelser af forskerskatteordningen
Som følge af COVID-19-situationen kan personer, som anvender forskerskatteordningen, opleve visse udfordringer med at opfylde betingelserne i ordningen. Med vedtagelsen af loven indføres derfor mulighed for at se bort fra en række forhold vedrørende perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 30. juni 2020.
Hvis ansættelsesforholdet er indgået senest den 8. marts 2020, ses der bort fra følgende forhold:
- Ophør af begrænset skattepligt
- Ophold uden for Danmark, der medfører, at beskatningsretten overgår til udlandet, Færøerne eller Grønland for mere end 30 arbejdsdage
- Vederlaget i henhold til ansættelseskontrakten. Nye ansættelsesforhold, der skulle have været tiltrådt i perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 30. juni 2020, kan omfattes af forskerskatteordningen, såfremt ansættelsesforholdet tiltrædes senest den 31. august 2020.
Frist for at benytte midlertidige ordninger
Valget om at benytte sig af de midlertidige ordninger for udlandsdanskere og udstationerede arbejdstagere skal træffes senest den 1. maj 2021. Der kan ske omgørelse til og med den 30. juni 2022.
Hvis du har spørgsmål til, hvordan dit ophold i Danmark som følge af COVID-19-situationen kan påvirke dine skatteforhold, er du velkommen til at kontakte Thomas Frøbert, Jakob Krogsøe eller din kontaktperson hos Bech-Bruun.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at
kontakte mig.