En transportør var erstatningsansvarlig for løfteskader og fugtskader på gods, som blev pådraget, mens godset var opbevaret og blev flyttet rundt i havnen, hvor det ventede på at blive transporteret videre med skib. Transportøren og afsenderen havde ikke aftalt, hvem der var ansvarlig for godset, mens det blev opbevaret i havnen. Borgating lagmannsret lagde blandt andet vægt på, at transportøren var den professionelle part inden for søtransport.
En afsender skulle have fragtet en modulbaseret lejlighed fra Bærum kommune i Norge til Sogndal kommune i Norge. Afsenderen antog to transportører til at varetage transporten, én til at varetage vejtransporten og én til at varetage søtransporten fra Drammen havn til Leikanger havn. Da lejlighedsmodulerne ankom til Leikanger havn, skulle den første transportør igen sørge for vejtransporten frem til modtageren.
Afsenderen sørgede selv for at pakke lejlighedsmodulerne og emballere dem til at tåle vej- og søtransport.
Modulerne ankom planmæssigt til Drammen havn, hvor de blev losset og placeret på havneområdet. Her stod modulerne i ni dage, inden de blev lastet på et skib med henblik på transport til Leikanger havn. Det var ikke specifikt aftalt, hvem der havde ansvar for modulerne, mens de var placeret på havneområdet.
Skibets styrmand lavede en anmærkning på fragtbrevet om, at et af modulerne var blevet påført skade, da det blev flyttet til kajkanten i Drammen. Samtidig anmærkede styrmanden, at alle modulerne havde åbninger og hulrum, som ikke var skærmet mod vand.
Da modulerne ankom til modtageren, var der løfte- og fugtskader på modulerne. Afsenderen sagsøgte derfor transportøren, som havde forestået søtransporten, for at få dækket reparationsomkostningerne. Transportøren mente dog ikke, at han var ansvarlig for skaderne, hvilket Oslo Byret gav ham ret i.
Afsenderen ankede efterfølgende sagen til Borgarting Lagmannsrett.
Borgarting Lagmannsrett: Transportør erstatningsansvarlig for skader
Lagmannsretten mente, at det var tvivlsomt, om godset var i transportørens eller afsenderens varetægt i de ni dage, det var placeret på havneområdet i Drammen, fordi parterne ikke havde indgået en aftale herom.
- Retten angav hvilke kriterier, der var relevante at vurdere i situationen, og hvilke kriterier der talte for og imod, at godset var i transportørens varetægt.
Imod transportørens varetægt: Transportøren havde hverken egne arealer eller egne ansatte i havnen
- For transportørens varetægt: Transportøren havde selv foreslået, at de benyttede sig af havnen i Drammen og havde selv henvendt sig til havnen og betalt for lagringen af godset. Transportøren og afsenderen havde ikke aftalt, hvornår godset skulle sejles videre, og det var dermed op til transportøren at afgøre, hvor længe godset skulle opbevares på havneområdet. Endelig lagde retten vægt på, at transportøren var den professionelle part inden for søtransport.
Retten konkluderede på den baggrund, at godset ”uden tvivl” var i transportørens varetægt, mens det var opbevaret på havnen i Drammen, fordi transportøren kunne have informeret afsenderen om, at godset var lagret i havnen på afsenderens risiko.
Transportøren var dermed ansvarlig for de skader, der opstod, da godset blev flyttet rundt på havnen eller løftet om bord på skibet. Transportøren var ansvarlig, selvom det var havnens ansatte, der flyttede på godset og dermed forvoldte skaden.
Transportør erstatningsansvarlig for både luftskader og fugtskader
Transportøren var ansvarlig for både luftskader og fugtskader på godset, selvom afsenderen ikke havde emballeret godset godt nok til at sikre det mod vand og fugt. Retten ville ikke nedsætte kravet, fordi transportøren selv havde set og noteret på fragtbrevet, at godset ikke var forsvarligt dækket til, men alligevel valgte at fragte det på dæk uden at mindske risikoen for fugtskader og uden at kontakte afsenderen.
Transportøren skulle dermed erstatte reparationsomkostningerne for både løfteskader og fugtskader. Retten afgjorde dog, at transportøren ikke skulle betale for afsenderens sagsomkostninger, da konklusionen om varetægtsforholdet var tvivlsom.
Lagmannsretten ændrede dermed byrettens dom.
IUNO mener
Dommen viser, hvilke forhold der kan vægtes, når det skal afgøres, hvem der har godset i sin varetægt på et sted eller tidspunkt, hvor det ikke er klart aftalt mellem parterne.
Vil du læse mere om varetægtsforhold, kan du genlæse vores tidligere nyhedsbrev om traileren, som blev henstillet foran en terminal.
Dommen fra Lagmannsretten illustrerer også, at retten i sin vurdering kan inddrage, at den ene part er professionel inden for området. I det konkrete tilfælde at transportøren var professionel inden for søtransport og derfor havde haft særlig anledning til at gøre afsenderen opmærksom på, at godset var i afsenderens varetægt. Retten lagde ikke vægt på, at afsenderen var en professionel aftalepart.
(Borgarting Lagmannsretts dom af 27. april 2015, sag LB-2015-21437)
