Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Nasdaq Copenhagens nye udstederregler

Kromann Reumert
15/06/2016
Nasdaq Copenhagens nye udstederregler
Nasdaq Copenhagen offentliggjorde den 10. juni 2016 nye regelsæt for udstedere af aktier og udstedere af obligationer. De nye regler implementerer markedsmisbrugsforordningen (MAR) i børsens regelsæt, og er som sådan et vigtigt led i de på Nasdaq Copenhagen noterede selskabers forberedelse til MAR. Det hidtidige krav om udarbejdelse af interne regler erstattes af en anbefaling herom. Herudover indeholder regelsættene en vejledning om, hvilke forhold eller hændelser, der efter Nasdaq Copenhagens opfattelse kan udgøre intern viden. De nye regler indeholder fortsat en række specifikke krav til udsteder, og udsteder bør derfor gøre sig bekendt med regelsættene. Regelsættene træder i kraft den 3. juli 2016.

Nasdaq Copenhagen (Nasdaq) offentliggjorde den 10. juni 2016 nye regler for udstedere af aktier og nye regler for udstedere af obligationer. De nye regler implementerer de ændringer, som MAR medfører på kapitalmarkedsområdet. Nasdaqs udstederregler har til formål at sikre, at aktier og obligationer, der er optaget til handel, kan handles på en redelig, velordnet og effektiv måde, og indeholder bl.a. betingelser for notering, udsteders oplysningsforpligtelser til markedet og Nasdaq, samt særskilte børsregler.


Nasdaq oplyste ved offentliggørelse af de nye udstederregler, at regelsættene henviser til de relevante bestemmelser i MAR i stedet for at gengive dem. Denne model er valgt for at undgå, dels at der sker en fejlfortolkning af MAR's bestemmelser, dels at udstederreglerne ikke skal ændres hver gang, der kommer en ændring af MAR.

HVAD ER ÆNDRET?

INFORMATIONSPOLITIK
Udsteder skal udarbejde en informationspolitik, der svarer til den kommunikationsstrategi, som udsteder skal have efter de hidtidige regler. Informationspolitikken skal forelægges Nasdaq efter anmodning, og skal vedlægges en ansøgning om optagelse til handel på børsen. En informationspolitik indeholder normalt generelle retningslinjer for selskabets kommunikation med markedet, herunder om hvem der kan udtale sig på vegne af selskabet, ligesom retningslinjerne i nogle selskaber indeholder anvisninger til markedet om hvilke forhold, der efter selskabets opfattelse normalt vil eller ikke vil udgøre intern viden/pligt til offentliggørelse. Vi anbefaler, at udstederne gen-besøger deres eksisterende politikker og herunder overvejer at fastlægge retningslinjer for f.eks. hvilke kundekontrakter eller tilsvarende, som man vil anse for at udgøre intern viden. Ikke mindst i lyset af MAR's ændrede regler for offentliggørelse er afgrænsningen af, hvad der udgør intern viden, blevet helt central i forhold til selskabets kommunikationspolitik.



INTERNE REGLER
De nye udstederregler stiller ikke længere krav om, at udsteder skal have interne regler. Interne regler er ikke et krav i henhold til MAR. Nasdaq anbefaler dog, at interne regler for udsteders handel med egne finansielle instrumenter og ledende medarbejderes handel med udsteders finansielle instrumenter udarbejdes. Nasdaqs anbefalinger vil blive gennemgået nærmere i vores næste nyhedsbrev om interne regler.VEJLEDNING OM, HVORNÅR DER FORELIGGER INTERN VIDEN
De nye udstederregler henviser til de relevante bestemmelser i MAR om intern viden og oplysningsforpligtelsen, herunder MAR's regler om udsættelse af offentliggørelse af intern viden. Herudover indeholder regelsættene en vejledning om hvilke forhold og hændelser, der efter Nasdaqs opfattelse kan udgøre intern viden, og derfor er omfattet af oplysningspligten. Det er i forhold til ændrede resultatforventninger understreget, at selskabets pligt til at foretage offentliggørelse alene skal vurderes i forhold til selskabets egne udmeldinger og ikke i forhold til i markedet udtalte eller uudtalte forventninger.MEDDELELSEN OM OFFENTLIGGØRELSE AF INTERN VIDEN
Oplysningerne i selskabsmeddelelsen om offentliggørelse af intern viden bør, foruden de krav, der følger af MAR om bl.a. hurtig adgang og fuldstændig, korrekt og rettidig vurdering af den interne viden og korrektion af tidligere offentliggjorte oplysninger, indeholde tilstrækkelig information til at kunne vurdere oplysningerne samt disses betydning for prisen på udsteders finansielle instrumenter.MARKEDETS ORDENTLIGE FUNKTION
De nye udstederregler indeholder en pligt for udsteder til at offentliggøre oplysninger, der er nødvendige for at sikre markedets ordentlige funktion, også uden at der foreligger intern viden. Det drejer sig om særlige omstændigheder, som Nasdaq finder medfører betydelig usikkerhed om udsteder eller prisfastsættelsen på udsteders finansielle instrumenter, og hvor yderligere oplysninger til markedet er nødvendige for at sikre en redelig, velordnet og effektiv handel med udsteders finansielle instrumenter. Det kan f.eks. være i den situation, hvor der er afgivet eller er rygter om afgivelse af et offentligt tilbud på udsteder, eller hvor udsteder har anmodet om afnotering. I denne situation kan Nasdaq ligesom hidtil pålægge udsteder at offentliggøre yderligere oplysninger.

OFFENTLIGGØRELSE PÅ UDSTEDERS HJEMMESIDE
Udsteder skal gøre de oplysninger, som offentliggøres i medfør af oplysningsforpligtelsen, tilgængelige på sin hjemmeside i fem år. Efter de hidtidige udstederregler var perioden mindst tre år.

ÆNDRING AF REGELSÆT
Det angives i de nye udstederregler, at Nasdaq kan ændre dem. Ændringer til regelsættene vil som udgangspunkt træde i kraft 30 dage efter offentliggørelse af ændringerne på Nasdaqs hjemmeside.

TAVSHEDSPLIGT
Det angives også i de nye udstederregler, at Nasdaq og Nasdaqs medarbejdere er underlagt tavshedspligt under henvisning til værdipapirhandelslovens § 96.

SPROGLIG KONFORMITET
De nye udstederregler er sprogligt justeret efter MAR, f.eks. anvendes i de nye udstederregler betegnelsen "udsteder" i stedet for "selskab", og "værdipapirer" er erstattet med "finansielle instrumenter".

Reglerne for udstedere af obligationer er desuden ændret, så de svarer til de regler, der gælder for udstedere af aktier på de områder, hvor dette er relevant, som f.eks. betingelser for notering samt intern viden og oplysningsforpligtelser.


IKRAFTTRÆDEN

De nye udstederregler træder i kraft den 3. juli 2016 samtidig med markedsmisbrugsforordningen.







Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Artikler, der kunne være relevante for dig
Nyt fra ESMA om navngivning af fonde ved brug af ESG- og bæredygtighedsrelaterede udtryk
Nyt fra ESMA om navngivning af fonde ved brug af ESG- og bæredygtighedsrelaterede udtryk
14/03/2024
Finansiering og bankret, Compliance
Nye muligheder for realkreditfinansiering af havvindmølleparker
Nye muligheder for realkreditfinansiering af havvindmølleparker
13/03/2024
Energi og forsyning, Finansiering og bankret
EMIR 3.0 med krav om aktiv konto hos EU-CCP er på vej
EMIR 3.0 med krav om aktiv konto hos EU-CCP er på vej
22/03/2024
Finansiering og bankret, EU-ret
Kommende revidering af EU-reguleringen af betalingstjenester
Kommende revidering af EU-reguleringen af betalingstjenester
04/04/2024
E-handel og markedsføring, EU-ret, Finansiering og bankret
ESG-rapportering
ESG-rapportering
12/04/2024
Finansiering og bankret, Compliance, EU-ret
Krav til kreditværdighedsvurderinger lempes
Krav til kreditværdighedsvurderinger lempes
16/04/2024
Finansiering og bankret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du hjælp til at finde en specialist?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted