Overtræder en vognmand godskørselsforordningens regler om cabotagekørsel, risikerer vognmanden en omfattende bøde. Imidlertid er vognmanden ikke ene om at risikere bødestraf. En part, som på den ene eller anden måde medvirker til overtrædelsen, vil også kunne ifalde et omfangsrigt bødeansvar. Det er endnu uafklaret, om et bødeansvar vil kunne videreføres til vognmanden eller anden part i en aftale herom.
Cabotagekørsel
Når der udføres national landevejstransport for fremmed regning i en anden medlemsstat, er der tale om cabotagekørsel. I medfør af forordningen om fælles adgang til markedet for international godskørsel (godskørselsforordningen), er det lovligt at udføre denne form for transport. Det er dog en forudsætning for, at cabotagekørslen kan anses for lovlig, at denne foregår i forlængelse af en international transport, og at denne internationale transport ikke har en sådan karakter, at den primært søger at give mulighed for at anvende godskørselsforordningens regler om cabotagekørsel.
Ud over reglerne i godskørselsforordningen indeholder også godskørselsloven regler om cabotagekørsel, idet det sanktionsmæssige spørgsmål er reguleret heri. Heri står der eksempelvis, at en vognmand kan straffes med bøde for at overtræde godskørselsforordningen.
Ifølge godskørselsforordningen må der - i tilslutning til den internationale transport - udføres op til 3 cabotagekørsler. Dette skal ske inden for 7 dage efter, at godset fra den internationale transport er blevet leveret. I den forbindelse skal både den internationale transport og hver enkelt efterfølgende cabotagekørsel kunne dokumenteres.
Godskørselsforordningens bestemmelser om cabotagekørsel overtrædes, hvis:
- det fornødne bevis for den internationale transport og de efterfølgende cabotagekørsler ikke kan præsenteres eller er ufyldestgørende
- det samlede antal cabotagekørsler overstiger 3
- tidsfristen på 7 dage overskrides.
I førstegangstilfælde vil bøden for overtrædelse af reglerne om cabotagekørsel være fra 5.000 – 35.000 kr. afhængig af, hvor alvorlig forseelsen er. For eksempel udløser ulovlig cabotagekørsel i henhold til ovenstående punkt 2 og 3 som udgangspunkt en bøde på 35.000 kr., da forseelsen betragtes som meget alvorlig. Dog kan bøden enten fordobles eller tredobles, hvis der er skærpende omstændigheder, hvilket vurderes konkret i hver enkelt sag. Ved vurderingen heraf indgår blandt andet de økonomiske konsekvenser, overtrædelsen har haft, om der er tale om gentagne overtrædelser, og om overtrædelsen er udført med flere køretøjer.
Medvirken i straffelovens forstand
Medvirken til ulovlig cabotagekørsel reguleres af de almindelige regler om medvirken i straffelovens § 23, som – i disse sager – også gælder for juridiske personer. Af straffelovens § 23, stk. 1 følger det, at der kan medvirkes ved henholdsvis tilskyndelse, råd og/eller dåd.
De tre begreber beskriver hver især et selvstændigt område for, hvordan man strafbart kan medvirke. Tilskyndelse består i, at en part - i ord eller handling – for eksempel opmuntrer, frister eller narrer en anden til at udføre ulovlig cabotagekørsel. Råd betyder, at parten vejleder udførelsen af ulovlig cabotagekørsel, og dåd indebærer, at parten fysisk deltager ved at foretage forberedende eller iværksættende handlinger i forbindelse med ulovlig cabotagekørsel.
Det er ikke en betingelse for overtrædelse af straffelovens § 23, at den, som medvirker, har foretaget en aktiv handling. I et vist omfang anerkendes det, at parters passivitet kan sidestilles med en aktiv handling og dermed føre til et ansvar for medvirken. Dette ville for eksempel gælde i tilfælde af, at en speditør konstaterer en igangværende ulovlig cabotagekørsel og herefter - på trods af kendskab til den ulovlige handling - vælger at benytte sig af den pågældende transportør til fortsat cabotagekørsel.
Selvom ovenstående typer medvirken kan beskrives særskilt, er det almindeligvis antaget, at domstolene foretager et overordnet skøn, når de vurderer en eventuel medvirken. Årsagen hertil er primært, at ikke alle tilfælde af medvirken passer ind i den kortfattede og ganske overordnede inddeling i hhv. tilskyndelse, råd eller dåd; særligt ikke når der er tale om et specialområde som godskørselsforordningens regler om cabotagekørsel. Derfor må spørgsmålet om medvirken til ulovlig cabotagekørsel vurderes ud fra sagens konkrete omstændigheder.
Medvirken til strafbar cabotagekørsel
Inden for de seneste år har domstolene - i flere tilfælde - vurderet spørgsmålet om en parts medvirken til ulovlig cabotagekørsel. Særligt kan der dog fremhæves en sag fra retten i Kolding, hvor en dansk koncernforbundet vognmandsvirksomhed ifaldt et ansvar for at medvirke til sit polske datterselskabs ulovlige cabotagekørsel.
Vognmandsvirksomheden var tiltalt for i 8 tilfælde at have medvirket til, at der blev foretaget mere end 3 cabotagekørsler, hvor tidshorisonten oversteg de tilladte 7 dage. Herudover var vognmandsvirksomheden tiltalt for i 10 tilfælde at have medvirket til cabotagekørsel uden fyldestgørende bevis for, at kørslen foregik lovligt.
Retten i Kolding fandt, at det danske selskab medvirkede til disse overtrædelser og lagde i den forbindelse vægt på, at:
- selskaberne var koncernforbundne
- der var personsammenfald i ledelsen
- direktøren i det danske selskab disponerede over de polsk-ejede lastbiler fra Danmark.
Retten gav i denne forbindelse den danske vognmandsvirksomhed en bøde på 100.000 kr.
Ved pådømmelsen af medvirken til strafbar cabotagekørsel, må der således sondres mellem to situationer:
- Situationen, hvor den medvirkende part er forbundet med den fuldbyrdende part på en sådan måde, at ansvaret for medvirken følger af den selskabsretlige og ledelsesmæssige tilknytning.
- Situationen, hvor den medvirkende part (f.eks. en speditør) ikke er nærmere tilknyttet den fuldbyrdende part, men derimod medvirker alene ved sine handlinger.
I begge situationer vil parten kunne ifalde et strafferetligt ansvar for medvirken. Førstnævnte situation tydeliggør imidlertid, hvilke momenter retten blandt andet inddrager i sit føromtalte skøn efter straffelovens § 23.
Dømmes en part for medvirken til strafbar cabotagekørsel, skal udmålingen af bøden dog fortsat ske efter samme kriterier, som er angivet ovenfor. Selvom der ikke udledes en særlig udmålingspraksis, kan det dog lægges til grund, at bødekravet mod den medvirkende part vil være mindre end kravet mod vognmanden. Det ses dog, at der idømmes ganske væsentlige bøder på mellem 15.000 og 250.000 kr.
Fremtidige ændringer til reglerne om cabotagekørsel
Reglerne om cabotagekørsel kan inden for den nærmeste fremtid blive ændret på to områder. Gennemføres disse ændringer, vil de formentlig få indflydelse på ansvaret for medvirken til overtrædelse af reglerne om cabotagekørsel.
EU-Kommissionen har for det første fremsat forslag til ændring af godskørselsforordningen, hvormed en række aktører (afsendere, speditører, kontrahenter og underleverandører) formentlig vil skulle angives i godskørselsloven som de medvirkende parter, når disse bevidst har medvirket til overtrædelsen; dog kun hvis det antages, at straffelovens § 23 ikke i forvejen udgør en tilstrækkelig gennemførelse af dette krav. Hvis der alligevel kræves en selvstændig angivelse i godskørselsloven, vil domstolenes adgang til at idømme parter for medvirken til ulovlig cabotagekørsel formentlig blive indskrænket. Årsagen hertil er, at straffelovens § 23 ikke afgrænser spørgsmålet om medvirken ud fra parternes stilling, men ud fra deres handlinger. Indføres der særskilt angivelse af parterne i godskørselsloven, er det herefter kun de parter, som fremgår af godskørselsloven, der vil kunne ifalde et ansvar for medvirken, selvom der måtte stå andet i straffelovens § 23.
EU-Kommissionen har for det andet indstævnet den danske stat for EU-domstolen. I den forbindelse har EU-Kommissionen påstået, at de danske regler er i strid med Danmarks forpligtelse til at følge EU-retten. Årsagen er, at der i de danske regler står, at der alene kan være flere læssesteder eller lossesteder, men ikke begge dele. Dømmes den danske stat, vil dette medføre, at området for strafbar cabotagekørsel indskrænkes, idet der principielt indrømmes en større adgang til at foretage flere lovlige cabotagekørsler. Eftersom området for den fuldbyrdende parts handlinger indskrænkes, vil der tilsvarende ske en indskrænkning af området for en transportørs strafbare medvirken, idet forudsætningen for medvirken netop er, at der forinden har været en strafbar handling, der kan medvirkes til. I forbindelse med indledningen af sagen påstod EU-Kommissionen i øvrigt, at de danske bødetakster var i strid med Danmarks EU-retlige forpligtelser. Denne påstand er imidlertid ikke en del af den verserende sag, da EU-Kommissionen har taget Danmarks redegørelse for bødetaksterne til efterretning.
Aftaler mellem parterne om betaling af bøder
I lyset af at en part i en transportaftale risikerer et ansvar for at medvirke til ulovlig cabotagekørsel, kunne det være fristende for denne at give bødeansvaret videre. Dette kunne for eksempel ske, hvis der i en transportaftale var krav om, at eksempelvis vognmanden eller en anden skulle betale den medvirkende parts eventuelle bøde. Spørgsmålet er imidlertid, om en sådan aftale er mulig i dansk ret.
Dette reguleres af straffelovens § 50, stk. 3, hvori der står, at den der modtager bøden ikke kan kræve bøden betalt eller erstattet af andre. Derfor skulle man umiddelbart synes, at det beskrevne eksempel ovenfor ikke var en mulighed. Imidlertid har det givet anledning til tvivl, at lovbestemmelsens forarbejder primært fokuserer på arbejdsgiverens krav om, at en eller flere af dennes ansatte skal betale bøder, som arbejdsgiveren er blevet idømt. Der er dog argumenter for, at bestemmelsen gælder generelt. Årsagen hertil er, at bestemmelsens ordlyd er ganske klar, og at forarbejderne til bestemmelsen angiver, at den bør gælde generelt. Herudover ses det i færdselslovens § 118 c, stk. 8, at der er indsat positiv lovhjemmel, som fraviger straffelovens § 50, stk. 3. Det kan hævdes, at dette næppe havde været nødvendigt, hvis bestemmelsen ikke skulle gælde i andre forhold.
Spørgsmålet er ikke afklaret i retspraksis, og det er således uafklaret, om parter kan aftale, at én tager ansvaret for en eventuel bøde. Det samme gælder for klausuler i transportretlige agreed documents, eksempelvis NSAB 2015 § 26, stk. 1, litra f, da disse også potentielt kan være i strid med straffelovens § 50, stk. 3.
Det kan dog overvejes, hvor langt domstolene ville lade straffelovens § 50, stk. 3 række i forhold til en vedtaget konventionalbodsbestemmelse. Det kan ikke udelukkes, at der kan aftales en konventionalbod i forbindelse med den fuldbyrdende parts overtrædelse af cabotagereglerne. På den måde kunne bødekravet for en parts medvirken muligvis udviskes, hvis konventionalboden var af nogenlunde tilsvarende størrelse. Forudsætningen for en konventionalbods opretholdelse ved domstolene vil dog formentlig være, at domstolene ikke vurderer, at boden reelt er udtryk for en betaling af bøden og dermed i strid med straffelovens § 50, stk. 3. I lyset af dette og det forhold at bødens størrelse næppe lader sig fastsætte entydigt på forhånd, må det anerkendes, at der kan forekomme visse udarbejdelsesmæssige vanskeligheder ved, at en part søger at opnå fyldestgørelse for et muligt og fremtidigt bødekrav ved at indsætte en konventionalbodsbestemmelse.
Modsat ovenstående står den situation, hvor der forefindes lovhjemmel, som giver den pågældende transportør mulighed for at kræve en bøde betalt. Dette ses for eksempel i CMR-lovens § 14, stk. 2, hvorefter transportøren kan kræve eventuelle toldbøder betalt af fragtføreren. Bestemmelsen i CMR-loven giver imidlertid ikke adgang til at kræve andre bøder dækket, og derfor kan denne ikke bruges som grundlag for at få betalt en bøde, der er givet for medvirken til ulovlig cabotagekørsel.
