Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Lovforslag skal sikre mere kvalificeret arbejdskraft til Danmark

Bird & Bird
05/03/2019
Lovforslag skal sikre mere kvalificeret arbejdskraft til Danmark
Bird & Bird logo
Det nye forslag om ændring af udlændingeloven indeholder flere initiativer, som skal lette danske virksomheders adgang til at rekruttere kvalificeret, udenlandsk arbejdskraft.

 

Regeringen har den 6. februar 2019 - på baggrund af et udspil fra oktober 2018 - fremsat et lovforslag om ændring af udlændingeloven, som skal lette danske virksomheders adgang til at rekruttere kvalificeret, udenlandsk arbejdskraft. Regeringens forslag til ændring af udlændingeloven indeholder flere initiativer - blandt andet en nedsættelse af beløbet i beløbsordningen, en udvidelse af positivlisten og en ændring af fast track-ordningen.


Nedsættelse af beløbet i beløbsordningen


Beløbsordningen er en ordning, som giver tredjelandsstatsborgere, der er tilbudt arbejde i Danmark til en nærmere fastsat – og oftest højere - løn, en let adgang til det danske arbejdsmarked. Vi har i forbindelse med Regeringens udspil fra oktober 2018 tidligere skrevet om beløbsordningen, som du kan læse om her.

Det er som udgangspunkt alene arbejdstagerens løn, som afgør om han/hun er kvalificeret til at få opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Regeringen ønsker med forslaget at etablere en landespecifik beløbsordning, hvor minimumsbeløbet nedsættes fra 426.985,06 kr. (2019-niveau) årligt til 350.000,00 kr. årligt for tredjelande, der er på top 30 over lande, som har det største investeringsflow til og fra Danmark. Det vil blandt andet være lande som USA, Canada, Singapore og Japan.

Med forslaget ønsker Regeringen at understøtte, at danske virksomheder har adgang til den arbejdskraft, de har brug for, for at kunne konkurrere med udenlandske virksomheder. Desuden påpeger Regeringen, at lovforslaget vil være med til at fremme investeringer i Danmark, ligesom det også vil øge danske investeringer i udlandet.


Udvidelse af positivlisten


Positivlisten er en oversigt over erhverv, der mangler arbejdskraft, og hvor arbejdstagere fra tredjelande, som tilbydes ansættelse inden for ét af disse områder, kan tildeles opholdstilladelse. Listen udarbejdes af Styrelsen for International Rekruttering og Integration ("SIRI") på baggrund af en såkaldt arbejdsmarkedsbalance, som giver information om beskæftigelsesmuligheder og behovet for arbejdskraft i Danmark.

Den nuværende positivliste kritiseres for ikke i tilstrækkelig grad at afspejle arbejdsmarkedets aktuelle behov for arbejdskraft, ligesom den nuværende liste primært er målrettet fagområder med mangel på højtkvalificeret arbejdskraft. Regeringen vil med udvidelsen af listen sikre større aktualitet og sammenspil med efterspørgslen, hvorfor det foreslås, at det regionale arbejdsmarkedsråd skal – såfremt der er enighed i rådet – kunne indføre supplerende stillingsbetegnelser gældende for rådets geografiske område på listen. Regeringen forslår endvidere, at de fagligt afgrænsede a-kasser skal have samme mulighed for at supplere positivlisten med stillingsbetegnelser på alle uddannelsesniveauer inden for den enkelte a-kasses faglige område.

Regeringen ønsker med lovforslaget at sikre en mere forudsigelig liste. Ved den nuværende liste kan stillingsbetegnelser udgå efter allerede 6 måneder, når listen opdateres hhv. den 1. januar og 1. juli hvert år. Dette kan have betydning for arbejdsgivere, som midt i en ansættelsesproces kan risikere, at en stillingsbetegnelse pludselig udgår fra listen. Regeringen vil med lovforslaget sikre, at stillingsbetegnelser tidligst kan udgå fra listen efter en minimumsperiode på to år, hvilket giver arbejdsgiverne en større forudsigelighed.


Færre restriktioner i fast track-ordningen


Med fast track-ordningen får certificerede virksomheder mulighed for at få hurtigere adgang til at hente udenlandsk arbejdskraft med særlige kvalifikationer til Danmark.

Virksomheder, der er certificeret efter udlændingelovens regler under fast-track ordningen, kan således tilbyde udenlandsk arbejdskraft en lettere adgang til at opnå opholds- og arbejdstilladelse, ligesom den udenlandske arbejdstager må påbegynde arbejdet inden, SIRI har givet opholdstilladelse (forudsat gebyret herfor er betalt).

Den nuværende fast track-ordning kritiseres for at være for restriktiv. Regeringen ønsker med de nye tiltag at sikre en mere smidig og balanceret mulighed for at opnå certificeringen, ligesom det skal være muligt for mindre og nystartede virksomheder at opnå certificering.

For at opnå certificering kræves med den nugældende ordning, at virksomheden i en periode inden for to år ikke er blevet sanktioneret med bøde på 20.000 kr. eller højere for at anvende arbejdskraft uden opholds- og arbejdstilladelse. Regeringen ønsker med lovforslaget at nedsætte denne karantæneperiode til 1 år og hæve bødeniveauet for at undgå, at virksomheder bliver udelukket fra fast track-ordningen på grund af mindre forseelser. Endelig vil regeringen nedsætte kravet om minimum 20 fuldtids- og fastansatte arbejdstagere til mindst 5 fuldtids- og fastansatte medarbejdere, hvilket vil gøre adgangen til at blive certificeret lettere for små og nystartede virksomheder.


Bird & Birds kommentarer


Lovforslaget betyder, at danske virksomheder får nemmere ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, da beløbsordningen lempes, positivlisten aktualiseres og fast track-ordningen bliver mindre restriktiv. Hvis lovforslaget bliver vedtaget, må det forventes, at specielt nedsættelsen af minimumsbeløbet i beløbsordningen vil medføre en stigning i antallet af arbejds- og opholdstilladelser.

Lovforslaget er endnu ikke vedtaget, men ifølge tidsplanen var 1. behandling den 21. februar 2019, og såfremt forslaget bliver vedtaget, vil det træde i kraft den 1. juni 2019.

Bird & Bird har stor erfaring inden for ansøgninger om arbejds- og opholdstilladelse, og vi hjælper virksomheder med sparring omkring, hvilken form for ansøgning en tredjelandsstatsborger bør søge efter. Bird & Bird kan endvidere som fuldmagtshaver også være behjælpelig med selve ansøgningsprocessen.

 



 
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
Fagligt indhold, der kunne være relevante for dig
Har du pligt til at oprette en whistleblowerordning inden den 17. december 2023?
Jurainfo Exclusive logo
PODCAST
Har du pligt til at oprette en whistleblowerordning inden den 17. december 2023?
Bliv klogere på whistleblowerloven, herunder hvilke virksomheder, der har pligt til at etablere en whistleblowerordning.
Artikler, der kunne være relevante for dig
Tvillingeforældre får ekstra barsel
Tvillingeforældre får ekstra barsel
03/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
At ophæve på egen bekostning
At ophæve på egen bekostning
04/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Ekstra orlov til tvillingeforældre og lempeligere regler for udenlandsk arbejdskraft
Ekstra orlov til tvillingeforældre og lempeligere regler for udenlandsk arbejdskraft
12/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Flere ansatte indberetter om virksomhedens interne forhold til Den Nationale Whistleblowerordning
Flere ansatte indberetter om virksomhedens interne forhold til Den Nationale Whistleblowerordning
11/04/2024
Compliance, Ansættelses- og arbejdsret
PTSD-ramt politibetjent fik ret i Højesteret
PTSD-ramt politibetjent fik ret i Højesteret
16/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Aktieoptionernes akilleshæl
Aktieoptionernes akilleshæl
19/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du hjælp til at finde en specialist?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted