Leverandør af MgO-plader skulle friholde hovedentreprenør for udbedringsudgifter

Den 5. juli 2019 afsagde Voldgiftsretten endnu en kendelse om anvendelse af de uegnede MgO-plader. I den pågældende sag blev leverandøren af byggeelementerne med MgO-pladerne pålagt at friholde hovedentreprenøren for samtlige udgifter, som hovedentreprenøren havde afholdt i forbindelse med afhjælpning af manglerne ved pladerne. Totalrådgiveren blev frifundet.

Byggesagen drejede sig om et energirenoveringsprojekt på en boligbebyggelse, der bestod af 126 boligenheder fordelt på 90 rækkehuse og 3 blokke med i alt 36 lejligheder.

Facaderenoveringsdelen skulle oprindeligt have været udført med uventilerede facadeelementer. I sommeren 2013 tog totalrådgiveren dog initiativ til at ændre dette, fordi man frygtede, at det ikke ville være muligt at opnå forsikring af boligenhederne. I sidste ende besluttede hovedentreprenøren, at facaderenoveringen skulle udføres med ventilerede fladeelementer med brug af MgO-plader.

Da MgO-pladerne viste sig at være uegnede, var spørgsmålet, hvem der bar ansvaret for de mangelfulde plader og dermed skulle afholde omkostningerne til udskiftning af disse. En udskiftning, der vel at mærke, var omkring 10 gange så omkostningstung som selve renoveringen. I første omgang blev det aftalt, at hovedentreprenøren skulle afholde omkostningerne, hvorefter bygherre og hovedentreprenør skulle blive enige om, hvem der reelt var ansvarlig for manglerne.


Voldgiftsrettens kendelse


Hovedentreprenøren

Voldgiftsretten lagde til grund, at hovedentreprenøren havde frit materialevalg, hvorfor han var ansvarlig for manglerne. Dette på trods af, at valget var foretaget på baggrund af en projektændring fra uventilerede til ventilerede facader, der var foreslået af totalrådgiveren , og uanset at hovedentreprenøren hverken havde kendt eller burde kende til problemet med pladerne. Det blev lagt til grund, at der ikke var sket en egentlig projektændring, hvorfor forløbet ikke kunne sidestilles med, at anvendelsen af MgO-pladerne var foreskrevet af bygherren.

Om byggetidens viden og udviklingsrisiko bekræftede Voldgiftsretten således den hovedregel, der nu synes at kunne udledes af de seneste MgO-kendelser; byggetidens viden og udviklingsrisiko kan virke ansvarsfritagende for mangler ved materialevalget,  hvis valget er foretaget i perioden fra den 27. december 2013 og indtil den 5. maj 2015, da det først i 2015 blev almindeligt kendt, at pladerne ikke var egnede til brug i det danske klima. Idet beslutningen i den pågældende sag om at anvende pladerne blev truffet allerede i foråret 2013, kunne byggetidens viden og udviklingsrisiko ikke virke ansvarsfritagende.


Underentreprenøren

Som noget nyt slog Voldgiftsretten fast, at underentreprenøren, der havde leveret pladerne, var ubegrænset erstatningsansvarlig for MgO-pladernes mangelfulde egenskaber, og at underentreprenøren derfor skulle friholde hovedentreprenøren for enhver udgift til udbedring af manglerne.

Underentreprenøren havde under sagen gjort gældende, at deres salgs- og leveringsbetingelser – ”Træelementforeningens salgs- og leveringsbetingelser” – var aftalt mellem under- og hovedentreprenør, hvorfor underentreprenørens ansvar var begrænset til købesummen, der svarede til ca. 5,8 mio. kr. Uden nærmere uddybning fandt Voldgiftsretten imidlertid, at salgs- og leveringsbetingelserne ikke var gyldigt vedtaget. Derfor skulle underentreprenøren friholde hovedentreprenøren for samtlige udgifter, som hovedentreprenøren havde afholdt i forbindelse med afhjælpningsarbejder på entreprisen. Der var tale om udgifter for over 45 millioner kr.


Totalrådgiveren

For så vidt angår totalrådgiveren, bør det kort nævnes, at denne havde godkendt anvendelsen af MgO-pladerne blandt andet ud fra et produktdatablad for MgO-plader. Det fremgik imidlertid ikke af produktdatabladet, at der var tale om et nyt produkt, og der var ikke i øvrigt andre oplysninger, der gav anledning til, at totalrådgiveren skulle være særlig opmærksom. Det var derfor ikke i strid med god rådgiverskik, at rådgiveren havde lagt de modtagne oplysninger til grund, og han havde derfor ikke handlet ansvarspådragende ved ikke at orientere bygherren om, at MgO-pladerne var nye og ikke-gennemprøvede. Totalrådgiveren blev således frifundet.


Bech-Bruuns kommentarer

Afgørelsen danner grundlag for, at der kan rejses meget betydelige krav mod leverandører af byggeelementer med MgO-plader. Disse krav kan rejses i form af regreskrav såvel som friholdelseskrav fra andre parter, som har måttet bære ansvaret for brugen af pladerne og udgifterne til udskiftning af dem. Således vil der fremover være grundlag for, at entreprenører kan videreføre krav,  og at forsikringsselskaber måske har regreskrav mod leverandører.

Afgørelsen understreger således i særdeleshed vigtigheden af, at leverandører sikrer sig, at  deres salgs- og leveringsbetingelser vedtages, idet disse oftest indeholder en ansvarbegrænsning af leverandørens ansvar for uegnede materialer. Det må formodes, at underentreprenøren i sagen kunne have begrænset sit økonomiske ansvar til den ansvarsbegrænsning, salgs- og leveringsbetingelserne indeholdt (her den pågældende leverances fakturaværdi), hvis klausulen var vedtaget.

Modsætningsvist bør bygherrer og entreprenører, som ønsker at videreføre et krav mod leverandøren, sikre sig imod sådanne ansvarsbegrænsninger.