En vognmands forsikringsselskab skulle udbetale erstatning på 256.000 kroner til vognmanden, som forinden havde betalt erstatning til en speditør for at bevare deres samarbejdsforhold. Sø- og Handelsretten afviste, at der alene var tale om kulanceerstatning, og at kravet var forældet efter CMR-lovens § 41.
En skandinavisk logistikvirksomhed indgik en transportaftale med en dansk speditør om at transportere hårde hvidevarer fra Eskilstuna i Sverige til Taulov i Danmark. Speditøren viderekontraherede transporten til en dansk vognmand. Under transporten til Taulov lod vognmanden traileren stå aflåst på en vej hen over weekenden, hvorefter han opdagede, at en stor del af godset var blevet stjålet.
Vognmanden anmeldte straks tyveriet til sit forsikringsselskab, som udbad sig flere oplysninger og samtidig angav, hvad vognmanden skulle gøre. Speditøren sendte efterfølgende en faktura direkte til vognmandens forsikringsselskab og krævede erstatning. Forsikringsselskabet krævede dog yderligere dokumentation for tabet, og der fulgte derefter en længere periode med korrespondance mellem speditøren og forsikringsselskabet om dokumentation.
Lidt over et år efter tidspunktet for tyveriet afviste forsikringsselskabet speditørens krav på grund af manglende dokumentation samt det forhold, at kravet efter forsikringsselskabets opfattelse var forældet efter CMR-lovens § 41. Forsikringsselskabet tilbagesendte alle modtagne dokumenter.
Da speditøren ikke havde modtaget erstatning fra vognmanden eller forsikringsselskabet, lukkede han vognmandens afregningskonto. Vognmanden valgte derefter at betale erstatningen til speditøren for at bevare deres samarbejde, mens han selv videreførte kravet mod forsikringsselskabet.
Da forsikringsselskabet stadig nægtede at udbetale erstatning, lagde vognmanden sag an mod forsikringsselskabet. Sagen blev dog først anlagt mere end et år efter forsikringsselskabets afvisning.
Forsikringsselskabet: Forsikringen dækker ikke kulanceerstatning
Forsikringsselskabet angav over for retten, at vognmanden ikke havde været forpligtet til at betale erstatning til speditøren. Betalingen måtte derfor betragtes som kulanceerstatning, hvilket forsikringen ikke dækkede. Desuden fastholdt forsikringsselskabet, at kravet var forældet efter CMR-lovens § 41, stk. 1, som angiver, at søgsmål skal anlægges inden for et år.
Vognmanden mente derimod, at han var forpligtet til at betale erstatning til speditøren, fordi han var ansvarlig for godset på tidspunktet for tyveriet. Vognmanden afviste samtidig, at kravet var forældet, fordi forældelsesfristen var blevet suspenderet i forbindelse med anmeldelsen af kravet, jf. den særlige suspensionsregel i CMR-lovens § 41, stk. 3. Efter denne regel standser fremsættelse af krav forældelsesfristens løb, indtil kravet skriftligt afvises.
Det viste sig under retssagen, at noget af den dokumentation, som forsikringsselskabet havde krævet, ikke var relevant for den pågældende type transport.
Sø- og Handelsretten: Forsikringsselskabet skulle dække tabet
Sø- og Handelsretten fandt indledningsvist, at kravet ikke var forældet og henviste i den forbindelse til korrespondancen med forsikringsselskabet.
Retten konkluderede, at vognmanden var ansvarlig for tyveriet over for speditøren efter CMR-lovens § 24. Det skulle ikke komme vognmanden til skade, at han efter lang tids venten havde valgt at betalte erstatningsbeløbet til speditøren for at bevare deres samarbejde, hvorefter han selv havde videreført kravet over for forsikringsselskabet. Forsikringsselskabet skulle derfor dække det fulde tab på 256.000 kroner.
IUNO mener
Afgørelsen illustrerer, at en betaling ikke nødvendigvis udgør kulanceerstatning, selvom formålet med betalingen er at bevare et samarbejde. Kulanceerstatning forudsætter, at der ikke er nogen juridisk forpligtelse til at betale.
Retten mente i denne sag ikke, at der var indtrådt forældelse, inden vognmanden frivilligt indfriede kravet over for speditøren og henviste i den forbindelse til korrespondancen med forsikringsselskabet omkring kravet. Efter CMR-lovens § 41, stk. 3, vil en forældelsesfrist blive suspenderet ved fremsættelse af skriftligt krav mod fragtføreren, indtil den dag fragtføreren afviser kravet og tilbagesender dokumenterne. Reglen gælder dog kun krav mod fragtføreren, eller nogen der er trådt i dennes sted.
Dommen er anket til Østre Landsret, og vi venter tilbage, når landsretten har afsagt dom i sagen.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
