De såkaldte ”entrepriseretlige mellemformer” er i de senere år blevet mere og mere udbredte indenfor byggeriet. Det er nu ret almindeligt forekommende, at entreprenøren også foretager en større eller mindre grad af projektering, også udenfor den traditionelle totalentrepriseform. Entreprenørprojektering aftales ofte som en delprojektering, f.eks. i forbindelse med en systemleverance eller udbud på funktionskrav.
Entreprenørens aftalebaserede pligt til at projektere har givet anledning til en række tvister mellem byggeriets parter i de senere år. Et nyere eksempel herpå er voldgiftsrettens kendelse i sagen T:BB 2018.649. Hovedentreprenøren havde påtaget sig en systemleverance. Der opstod herefter uenighed mellem sagens parter om omfanget af entreprenørens projekteringspligt og – især – grænsefladeforhold. Voldgiftsretten nåede på baggrund af en nøje fortolkning af aftalegrundlaget, herunder af udbudsmaterialet, frem til, at projekteringspligten i grænsefladerne mellem systemleverancen og den resterende del af byggeriet, påhvilede bygherren.
Henset til udviklingen på området for entreprenørers projektering, har man i AB 18 som § 17 indsat nye bestemmelser om entreprenørprojektering, hvoraf nogle af de mest centrale behandles nedenfor.
I henhold til § 17, stk. 1 skal entreprenøren kun projektere, hvis det er aftalt mellem parterne. Det er i den forbindelse væsentligt, at forslag som entreprenøren måtte vælge at forelægge for bygherren ikke i sig selv indebærer en aftale om, at entreprenøren skal udføre projektering.
Såfremt der er indgået en aftale om entreprenørprojektering, er bygherren forpligtet til at udpege en projekteringsleder, som repræsenterer bygherren i forbindelse med projekteringens tilrettelæggelse og udførelse, og som kan modtage og give beskeder i forholdet mellem parterne.
Entreprenøren skal, hvis der skal foretages projektering, leve op til ”god projekteringsskik”. Ved dette forstås, at projektmaterialet skal udarbejdes i overensstemmelse med standarden på fagområdet og overholde gældende normer og forskrifter. Detaljeringsgraden afhænger til gengæld af den konkrete opgave og den fase, som projekteringen foretages i. Som eksempel oplistes i bemærkningerne til AB 18 § 17 (i) projektering af ventilationsanlæg på funktionskrav, (ii) projektering af betonelementer og (iii) projektering af brandalarmeringsanlæg. Projekteringsniveauet for de tre er forskelligt, fordi de – grundet arbejdets karakter – implementeres forskelligt i det samlede projekt. Fælles gælder dog angiveligt, at projekteringsniveauet skal være så tilstrækkeligt detaljeret, at projektet kan kvalitetssikres af andre end den projekterende, f.eks. bygherrerådgiver. Det kræves ikke, at entreprenøren skal oplyse, hvordan en systemleverance er opbygget, ligesom det heller ikke kræves, at der projekteres i grænseflader, hvis det ikke følger naturligt af projekteringsopgaven.
I relation til grænseflader er der nu fastsat regler herom. Entreprenøren skal således i sit projekt oplyse om projektets forbindelse med grænsefladerne i det øvrige projekt, om end det påhviler bygherren at koordinere det samlede projekt, herunder fastlægge grænsefladerne. Samtidig pålægges det entreprenøren at deltage i tværfaglig granskning af det samlede projekt. Bestemmelsen er kærkommen, idet netop grænsefladeproblemstillinger meget ofte giver anledning til betydelig tvivl og tvist mellem parterne. I den ovenfor citerede afgørelse opstod tvisten blandt andet grundet uenighed om, hvem der bar projekteringsansvaret i grænsefladerne, og hvor grænsefladerne i det konkrete projekt reelt var. Om den pågældende tvist kunne have været helt undgået, hvis den nye bestemmelse om entreprenørprojektering havde været aftalt, er dog ikke sikkert, da det ville have krævet en betydelig detaljeringsgrad i grænsefladebeskrivelsen. Havde bestemmelsen fundet anvendelse er det imidlertid sandsynligt, at parterne hver især ville have gjort sig (større) anstrengelser for at sikre beskrivelsen af grænsefladerne og dermed begrænse risikoen for en tvist.
Generelt er der krav om, at entreprenøren foretager kvalitetssikring, herunder eventuelt granskning af sit eget projekt. AB 92 indeholdt ikke bestemmelser om, at entreprenøren skulle foretage kvalitetssikring, men overlod det til parterne at træffe aftale herom, hvilket har givet anledning til en del uoverensstemmelser, da det ikke af AB 92 tydeligt fremgår, at det skal aftales konkret, men blot i § 36, stk. 2, nr. 2 påpeges, at bygherrens eventuelle mangelkrav bevares ud over 5-år fra aflevering, såfremt ”aftalt kvalitetssikring” har svigtet væsentligt.
Der er nu også krav om, at såfremt entreprenøren anvender ikke-gennemprøvede metoder og materialer, skal entreprenøren skriftligt oplyse om det og om eventuelle risici forbundet hermed. Denne nye bestemmelse er formentlig motiveret af bl.a. den seneste tids fokus på byggematerialer anvendt som vindspærreplader – de såkaldte MgO plader – som vandt indpas i dansk byggeri omkring 2010 og frem til 2015, hvor det blev konstateret, at pladerne ofte besidder nogle ganske uheldige fugtsugende og saltafgivende egenskaber. Før nu har bestemmelser som den i AB 18 primært været indeholdt i de konkrete entreprise- og rådgiveraftaler, herunder med henvisning til kvalitetssikringsbekendtgørelsen, der indeholder lignende, om end mere detaljerede, krav om orientering af bygherren i forbindelse med opførelse og renovering af støttede byggerier.
Det er et krav, at entreprenøren giver skriftlig besked til bygherren, når projektet er færdigt. Færdigmeldingen skal vedlægges resultatet af entreprenørens kvalitetssikring. Bygherrens skal herefter snarest muligt oplyse, om projektet kan godkendes, og/eller om der er mangler eller forbehold ved projektet. Bygherrens godkendelse indebærer dog ikke, at ansvaret for projekteringen flyttes fra entreprenøren til bygherren.
I AB 18 § 18 er der indsat nærmere bestemmelser om entreprenørens ret og pligt til at afhjælpe eventuelle projektmangler.
Generelt bærer bestemmelserne om entreprenørprojektering tydeligt præg af, at man fra AB-udvalgets side har været meget opmærksomme på den praksis på området for byggeri og anlæg, der har udviklet sig siden 1992, herunder de forhold, der giver anledning til flest konflikter mellem parterne. Ved at pålægge begge parter eksplicitte krav om bl.a. egenkontrol, granskning og behørig orientering af den anden part, er det forhåbningen, at antallet af tvister i byggeriet kan bringes ned.
[layerslider id="73"]
-medium.jpg)
