Kommunale forsyninger skal kunne inddrive gæld uden om det offentlige

Den 30. august 2019 sendte Skatteministeriet et udkast til lovforslag om ændring af gældsinddrivelses- og skatteindberetningsloven i høring, som bl.a. skal gøre det muligt for kommunalt ejede forsyningsselskaber at vælge privat inddrivelse af fordringer, der ikke er eller har været under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Lovforslaget lægger også op til, at forsyningerne fremadrettet skal have mulighed for at pålægge skyldner at betale de inddrivelsesomkostninger, der opstår ved privat inddrivelse. Det skal også være muligt at opkræve rykker- og inkassogebyr i henhold til rentelovens regler herom.

De nye regler er et resultat af den brede politiske aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse, som VLAK-regeringen tilbage i sommeren 2017 indgik sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.

Lovforslaget imødekommer de kommunale forsyningsselskabers længe ytrede ønske om at få adgang til selv at forestå inddrivelsen ved at anvende private inkassatorer frem for at skulle benytte sig af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Der lægges i udkastet op til, at loven med en enkelt undtagelse skal træde i kraft 1. januar 2020.

Horten har bl.a. bistået DANVA i processen og dialogen med Skatteministeriet om en mulig lovændring, og vi følger behandlingen af udkastet til lovforslaget tæt og vil i løbet af efteråret invitere til et ad hoc-arrangement om de nye inddrivelsesmuligheder for de kommunale forsyninger.

Fristen for indsendelse af bemærkninger til udkastet er 27. september 2019.

 

Læs flere nyheder her

 

Artiklen er forfattet af: