Konkursbegæring afvist, da skifteretten ikke kunne afgøre, om det fremsendte dokument var elek- tronisk underskrevet, ligesom det fornødne fuldmagtsforhold ikke var dokumenteret.
En fagforening indgav som mandatar for et medlem en konkursbegæring mod medlemmets ar- bejdsgiver. Konkursbegæringen var ikke underskrevet af en advokat. Som bilag til konkursbegærin- gen var medsendt et ikke-underskrevet dokument, der betegnede sig som en elektronisk fuldmagt fra medlemmet.
Skifteretten fastsatte herefter en frist for fagforeningen til fremsendelse af en fuldmagt underskre- vet af medlemmet. Dette afviste fagforeningen og gjorde gældende; at fuldmagten var underskrevet elektronisk; at fagforeningen havde en stillingsfuldmagt for lønmodtageren; at alle andre retskredse accepterede deres elektroniske fuldmagt og endelig; at samfundsudviklingen medførte, at skifteret- ten måtte anerkende det fremsendte.
Skifteretten udtalte, at den ikke havde nogen mulighed for at afgøre, om det af fagforeningen frem- sendte dokument var elektronisk underskrevet. Fagforeningen havde derfor ikke dokumenteret, at medlemmet havde meddelt den fornødne fuldmagt til at indgive konkursbegæring efter retsplejelo- vens regler. Herefter, og idet det ikke kunne antages, at fagforeningen på baggrund af en stillings- fuldmagt kunne indgive begæringen, og da det anførte om samfundsudviklingen ikke kunne føre til andet resultat, afviste skifteretten konkursbegæringen.
Vestre Landsret var enig i skifterettens begrundelse og resultat og stadfæstede derfor kendelsen og sluttede sagen (Vestre Landsret, den 14. januar 2015).
Ekstinktion af pantebrevsrettigheder
Konkursbo kunne ikke ekstingvere rettigheder over utinglyste pantebreve, som konkursboet havde solgt til et andet selskab inden konkursen.
Et finansieringsselskab indgik i 2010 en aftale med et andet selskab om salg af syv pantebreve med pant i fast ejendom. Finansieringsselskabet havde ikke tinglyst sin adkomst i pantebrevene, som var erhvervet før den digitale tinglysnings ikrafttræden i september 2009. Det købende selskab, som overtog pantebrevene efter den digitale tinglysnings ikrafttræden, havde heller ikke tinglyst sin ad- komst. Finansieringsselskabet gik konkurs i 2011, og konkursboet anlagde sag mod det købende sel- skab med påstand om, at konkursboet havde ekstingveret ejendomsretten til pantebrevene, og at disse skulle udleveres.
Højesteret udtalte, at det fulgte af en overgangsbestemmelse i ændringsloven, som indførte den di- gitale tinglysning, at overdragelse eller anden overførsel skulle tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler om pantebrevet indgået med godtroende aftaleerhververe og mod retsforfølgning. Det fulgte tillige af denne bestemmelse, som svarede til tinglysningslovens § 1, stk. 2, at den aftale eller rets- forfølgning, som skulle kunne fortrænge en utinglyst ret, selv skulle være tinglyst.
Det var for Højesteret ubestridt, at finansselskabets overdragelse af pantebrevene ikke var beskyt- tet, da overdragelsen ikke var blevet tinglyst på den pantsatte ejendom. Det var imidlertid tillige ubestridt, at meddelelse om finansselskabets konkurs heller ikke var tinglyst på den pantsatte ejen- dom, og konkursboet opfyldte således ikke betingelserne i tinglysningsloven for ekstinktion.
Da både konkursboets og det købende selskabs ret til panterbrevene var utinglyste, måtte priori- tetsstillingen afgøres af, hvilken af rettighederne, der var stiftet først. Da det købende selskabs ret til pantebrevene var stiftet før konkursboets ret, havde det købende selskab ejendomsretten til pante- brevene og havde følgelig ikke pligt til at udlevere disse til boet. Højesteret ændrede herved lands- rettens dom (Højesteret, den 4. februar 2015).
Kurators honorar
Kurators vederlag i sager om konkurskarantæne og mulighederne for kære af skifterettens afgø- relse herom skulle behandles efter retsplejelovens regler om borgerlige sager herunder med de gældende kærebegrænsninger.
I en sag om konkurskarantæne havde skifteretten fastsat kurators vederlag til kr. 8.000 med tillæg af moms, der forlods skulle udredes af statskassen og endeligt af sagens anden part. Kurator kærede skifterettens beslutning herom med principalt påstand om hjemvisning og subsidiært om, at veder- laget skulle fastsættes til et beløb mellem kr. 8.000 og kr. 22.000 med tillæg af moms.
Østre Landsret udtalte, at efter forarbejderne til konkursloven udgjorde en sag om konkurskaran- tæne ikke en del af bobehandlingen, men havde derimod karakter af en særskilt tvist mellem kon- kursboet og den, der begæredes pålagt konkurskarantæne. Sagen behandledes derfor efter reglerne herom i konkurslovens kapitel 21 og i øvrigt efter retsplejelovens regler om borgerlige sager. Det fulgte herefter af konkurslovens § 248, stk. 2, 2. pkt., at adgangen til at kære skifterettens kendelser og beslutninger om sagsomkostninger reguleredes af retsplejelovens § 389, stk. 2.
Reglerne i retsplejeloven herom foreskrev, at kendelser og beslutninger om sagsomkostninger, der var fastsat til højst kr. 20.000, ikke kunne kæres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Østre Landsret fandt, at skifterettens beslutning om sagsomkostningerne til kurator i sagen om konkurskarantæne måtte anses for en afgørelse om sagsomkostninger efter retsplejelovens § 389, stk. 2, med den virkning, at kærebegrænsningsreglen på kr. 20.000 fandt anvendelse.
Kurator blev i skifteretten tilkendt et vederlag på kr. 8.000 plus moms, hvorfor kære herefter ikke kunne ske uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Da en sådan tilladelse ikke forelå, afvistes kæ- remålet (Østre Landsret, den 27. januar 2015).
Kurators salær skulle ikke nedsættes som følge af den omstændighed, at vederlagsfremstillingen indeholdte et antal fuldmægtigtimer.
Sagen drejede sig om, hvorvidt der, med dertilhørende lavere vederlæggelse til følge, i salærfastsæt- telsen i forbindelse med et konkursbo skulle tages højde for, at kurator i vederlagsindstillingen hav- de opgjort et antal advokatfuldmægtigtimer.
Kurator havde indstillet til skifteretten, at hans vederlag blev fastsat til kr. 1.150.000 for behandlin- gen af et konkursbo med en aktivmasse på omkring kr. 3 mio. Skifteretten fastsatte imidlertid ve- derlaget til kr. 850.000 med tillæg af moms, hvilket blev kæret af kurator.
Østre Landsret henviste til bemærkningerne til konkurslovens § 239 om vederlagsindstillingen for kurator, hvorefter det fremgik, at det tidsforbrug, der i vederlagsindstillingen skulle oplyses, var det antal timer, der var medgået til udførelsen af de egentlige, centrale opgaver i selve bobehandlingen. Det var i den forbindelse i sig selv uden betydning, om kurator eventuelt havde delegeret en eller flere af disse opgaver til sine ansatte. Slutteligt fulgte det af bemærkningerne, at en sådan delegati- on skete på kurators eget ansvar, og at det afgørende for vederlagsfastsættelsen alene var den sam- lede vurdering af kvaliteten af det udførte arbejde.
Østre Landsret udtalte herefter, at kurator i vederlagsindstillingen udførligt havde redegjort for det antal timer, som var medgået til bobehandlingen og desuden havde givet en konkretiseret begrun- delse for vederlagets størrelse. Der fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, som anført af skifteretten, at det oplyste timeforbrug for kurators advokatfuldmægtig var begrundet i manglende erfaring.
Landsretten fandt således efter en samlet vurdering, at kurators salær skulle fastsættes til kr. 1.150.000 som indstillet (Østre Landsret, den 16. januar 2015).
Udlevering af kopi af anmeldelser i konkursbo
Kurator blev ikke pålagt at udlevere kopi af anmeldelserne i et konkursbo til skyldneren eller den- nes advokat.
En advokat anmodede på vegne af skyldneren kurator om at udlevere kopier af anmeldelserne i skyldnerens konkursbo. Advokaten henviste til bl.a. konkurslovens § 104 b og princippet i retspleje- lovens § 41 d, stk. 1. For landsretten nedlagde advokaten påstand om, at kurator skulle pålægges at udlevere en kopi af alle anmeldelserne. Til støtte herfor anførtes, at skyldneren havde en berettiget og væsentlig interesse i at modtage disse kopier.
Østre Landsret stadfæstede Sø- og Handelsrettens skifteafdelings kendelse med hensyn til både be- grundelsen og resultatet, hvorefter det fulgte af konkurslovens §§ 130, stk. 1 og 131, stk. 2, at kurator skulle udarbejde fortegnelser over bl.a. anmeldte fordringer med indstilling om, hvorvidt de skulle anerkendes, og at kurator i forbindelse med prøvelse af fordringer skulle sørge for, at indstillingen skulle ligge til eftersyn inden for en nærmere angiven frist.
Det fremgik derimod hverken af lovens ordlyd eller dennes forarbejder, at kurator havde pligt til at sende kopier af anmeldelserne hverken til skyldneren eller dennes advokat.
Kurator havde i sagen givet skyldners advokat adgang til at gennemse indstillingen med tilhørende anmeldelser og bilag.
Anmodningen om at pålægge kurator at udlevere kopi af anmeldelserne blev herefter ikke taget til følge (Østre Landsret, den 21. januar 2015).
-medium.jpg)
