EU-Domstolen har i en kendelse af 8. maj 2014 slået fast, at miljøoplysningsdirektivet skal fortolkes i overensstemmelse med den primære EU-ret, herunder EU-Traktatens artikel 6 og EU-Charteret om grundlæggende rettigheder. EU-Domstolen udtaler, at der ikke i den konkrete sag er fremkommet oplysninger, der rejser tvivl om miljøoplysningsdirektivets gyldighed.
EU-Domstolen afsagde den 8 maj 2014 kendelse i sag C-329/13, om gyldigheden og fortolkningen af direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger. Der var tale om en straffesag rejst mod en slusemester i anledning af en oversvømmelse, hvor der blev anmodet om aktindsigt i nogle oplysninger om vandstand og gennemløbsmængde i floden Drau.
Det følger af direktiv 2003/4, at medlemsstaterne skal sikre, at offentlige myndigheder er forpligtet til, i overensstemmelse med direktivets bestemmelser, at stille miljøoplysninger, som de er i besiddelse af, til rådighed for enhver informationssøgende, jf. artikel 3, stk. 1.
Direktivet bestemmer imidlertid, at medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser, hvorefter en anmodning om adgang til miljøoplysninger kan afslås, hvis offentliggørelse kan have en ugunstig indvirkning på en persons mulighed for at få en retfærdig rettergang ved domstolene, jf. artikel 4, stk. 2, litra c.
Det følger af EU’s charter om grundlæggende rettigheder, at enhver har ret til en retfærdig rettergang, jf. chartres artikel 47, stk. 2.
Da direktivet ikke pålægger medlemsstaterne at afslå en anmodning om adgang til miljøoplysninger i tilfælde, hvor offentliggørelsen kan have ugunstig indvirkning på en persons mulighed for at få en retfærdig rettergang, blev EU-Domstolen anmodet om at træffe en præjudiciel afgørelse om, hvorvidt direktivet er gyldigt, særligt i lyset af EU chartrets artikel 47, stk. 2.
EU-Domstolen fastslår, at medlemsstaterne, når de gennemfører national lovgivning, der falder ind under EU-rettens anvendelsesområde, skal efterleve de grundlæggende rettigheder i chartret, jf. dettes artikel 51, stk. 1. Derfor skal en bestemmelse inden for sekundær EU-ret, f.eks. et direktiv, i videst mulig omfang fortolkes i overesstemmelse med den primære EU-ret
EU-Domstolen udtaler, at selv om medlemsstaterne ikke pålægges at fastsætte en undtagelse i gennemførelseslovgivningen til direktiv 2003/4, skal medlemsstaterne under alle omstændigheder gennemføre direktivet i overensstemmelse med chartret om grundlæggende rettigheder.
EU-Domstolen fremhæver, at denne forpligtelse gælder samtlige medlemsstaters myndigheder, herunder retterne. Følgelig må de pågældende myndigheder, såfremt betingelserne for at anvende chartret er opfyldt, være forpligtet til at sikre overholdelsen af de grundlæggende rettigheder, som sikres ved chartrets bestemmelser.
På denne baggrund besvarede EU-Domstolen det præjudicielle spørgsmål med, at der ikke var grundlag for at rejse tvivl om gyldigheden af direktiv 2003/4.
Kendelsen kan læses
her
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
