Overarbejde skulle medregnes ved beregning af erhvervs­evnetab

I sagen havde en arbejdstager pådraget sig en erhvervssygdom i form af toksisk eksem. Det medførte, at han ikke kunne fortsætte sit arbejde som svejseoperatør. Efter en periode med arbejdsløshed blev han ansat som pædagogmedhjælper.

I medfør af arbejdsskadesikringsloven kan en skadelidt, der har lidt et erhvervsevnetab som følge af en arbejdsskade, ikendes erstatning for tab af erhvervsevne, hvis erhvervsevnetabet er højere end 15 %. I 2015 traf Ankestyrelsen afgørelse om, at arbejdstageren ikke havde ret til erstatning, da eksemet havde medført, at der kun skulle tages yderst begrænsede skånehensyn til arbejdstageren. Han havde ikke dokumenteret en lønnedgang, og erhvervsevnetabet var således var højere end de 15 %.


Ikke grundlag for at se bort fra overarbejde

Når størrelsen af erhvervsevnetab skal vurderes, tager man som regel udgangspunkt i en prognose for, hvad skadelidte ville have tjent, såfremt skaden ikke var sket, i forhold til, hvad skadelidte antages at kunne tjene, efter at skaden var sket. Har skadelidte udført arbejde efter arbejdsskadens indtræden, lægger man som udgangspunkt indtægten ved arbejdet til grund. Ankestyrelsen havde i afgørelsen lagt den indtægt, skadelidte havde haft ved arbejdet som pædagogmedhjælper, til grund. Skadelidte havde imidlertid haft et betydeligt overarbejde i perioden, og spørgsmålet for Højesteret var, om der var grundlag for at se bort fra overarbejdet.

Højesterets flertal udtalte, at arbejdsskadens begrænsede omfang ikke forhindrede, at skadelidte kunne tage andet ufaglært arbejde, og at skaden ikke indebar en særlig risiko for, at skadelidte ikke ville kunne opretholde indtjeningen ved arbejdet som pædagogmedhjælper. Da overarbejdet ikke var af en særlig midlertidig eller ekstraordinær karakter, fandt Højesterets flertal derfor ikke, at der var grundlag for at se bort fra den del af skadelidtes indtægt. Højesterets flertal stemte derfor for at stadfæste Ankestyrelsens afgørelse i sagen.


Interessant dissens

Sagen blev afgjort ved dissens med tre mod to dommere. De dissentierende dommere udtalte, at arbejdsskaden havde medført, at skadelidte måtte ophøre med sit oprindelige arbejde, hvilket medførte, at skadelidte måtte acceptere en betydelig nedgang i timelønnen. Derudover lagde disse dommere til grund, at overarbejdet, der løb op i 701 timer på 11 måneder havde en så ekstraordinær størrelse, at skadelidte ikke realistisk ville kunne opretholde det samme lønniveau som før skadens indtræden. De dissentierende dommere stemte derfor for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved Ankestyrelsen på grundlag af en bedømmelse af, hvad skadelidte ville kunne tjene som pædagogmedhjælper med en 37-timers arbejdsuge.

Der blev truffet afgørelse i overensstemmelse med stemmeflertallet. Skadelidte havde derfor ikke et erhvervsevnetab på 15 % eller derover og var derfor ikke berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.

Dommen, og navnlig dissensen, er interessant, da den tydeligt viser, at det kan være en svær vurdering, når størrelsen af erhvervsevnetabet skal fastlægges. Udgangspunktet er dog, som lagt til grund af Højesterets flertal, at der lægges vægt på indtjeningen ved det arbejde, som skadelidte faktisk har udført efter skadens indtræden.

 

---