Inddrivelse for kommunale forsyningsvirksomheder

Kommunale forsyningsvirksomheder har med virkning fra den 1. januar 2020 fået mulighed for at vælge privat inddrivelse af virksomhedens fordringer og kan dermed indgå aftale herom med en inkassovirksomhed eller advokatfirma i stedet for restanceinddrivelsesmyndigheden.

Ved begrebet kommunale forsyningsvirksomheder forstås helt eller delvist kommunalt ejede virksomheder, der udøver kollektiv varmeforsyningsvirksomhed, levering af bygas, vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed, affaldshåndtering samt elforsyningsvirksomhed.

Anvendelsen af privat inddrivelse forudsætter, at den kommunale forsyningsvirksomhed giver meddelelse herom til restanceinddrivelsesmyndigheden senest den 1. juli 2020. Meddelelsen om egen inddrivelse har virkning i tre år med mulighed for forlængelse ved afgivelse af en ny meddelelse.

Bech-Bruun forestår fra vores kontorer i Aarhus og København en effektiv inddrivelse af restancer for en række af vores private klienter. Vi kan derfor tilbyde at inddrive restancer for kommunale forsyningsvirksomhed på favorable vilkår.


Inddrivelsesprocessen

Bech-Bruun sikrer, at restancerne inddrives så nemt og effektivt som muligt.

Inddrivelsesprocessen består af følgende skridt:

  1. Forsyningsvirksomheden sender relevante oplysninger om restancen (faktura, eventuelle rykkerbreve, indsigelser fra forbrugeren, mv.) til Bech-Bruun ved anvendelse af et sikkert og krypteret mailsystem.
  2. Bech-Bruun sender rykkerbrev til forbrugeren med en betalingsfrist på 10 dage. Det vil fremgå af rykkerbrevet, at sagen vil overgå til inkasso med deraf følgende ekstra omkostninger for skyldner, hvis ikke der betales inden for 10 dage. Skyldneren opfordres til at betale eller kontakte den kommunale forsyningsvirksomhed med henblik på indgåelse af en betalingsaftale.
  3. Bech-Bruun sender inkassoskrivelse.
  4. Bech-Bruun inddriver kravet ved domstolene. Dette skridt foretages efter nærmere aftale med forsyningsvirksomheden.

Vi tager højde for de særlige forbrugerregler og vilkår, der gælder for inddrivelse inden for de enkelte forsyningsaktiviteter.


Inkassoomkostninger

Udgangspunktet for betaling for vores bistand er, at vi alene opkræver og beholder det normale rykkergebyr og inkassosalær, som skyldneren indbetaler til os i forbindelse med inddrivelse af restancen.

Formår vi således at få skyldneren til at betale på grundlag af den fremsendte rykker- eller inkassoskrivelse, eller der indgås en betalingsaftale til afvikling af restancen, skal forsyningsvirksomheden herefter ikke betale yderligere for vores bistand med inddrivelsen. Betaler skyldneren ikke restancen på trods af rykker- og inkassoskrivelse, opkræver vi et fast salær for vores foreløbige bistand.

Efterfølgende bistand ved behov for eventuel forhandling, tvister, konkursbegæring eller bistand i forbindelse med fordringer, som skyldneren har gjort indsigelser mod, afregnes normalt efter medgået tid efter forudgående aftale med forsyningsvirksomheden.

De nærmere vilkår for vores bistand afhænger af størrelsen af den samlede portefølje af restancer og størrelsen af de enkelte fordringer. Vi udarbejder derfor gerne et tilbud på en samlet pakke, så vores bistand til inddrivelsen bliver så omkostningseffektiv som muligt.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores nyhedsservice her

Artiklen er forfattet af: