Når man som leverandør og producent vælger samarbejdspartnere i Danmark og/eller i udlandet er det vigtigt at kende vilkårene såfremt man på et senere tidspunkt beslutter sig for at skifte afsætningskanal. I den forbindelse er det ofte af stor økonomisk betydning, om der skal betales goodwill i tilfælde af samarbejdets ophør.
Agenter har som udgangspunkt ret til goodwillgodtgørelse i forbindelse med ophør. Der er dog en række betingelser, der samtidig skal være opfyldt. Er agenten opsagt, er det agenten der har skaffet kundekredsen og har agenturgiver mulighed for fortsat at drage nytte af kundekredsen, da har agenten som udgangspunkt ret til goodwillgodtgørelse – konkrete forhold kan dog betyde, at agenten alene har krav på et begrænset beløb eller slet ikke har krav på noget.
Det er for en producent/leverandør interessant at vide, hvad der gælder, hvis virksomheden i stedet vælger at bruge en eneforhandler som afsætningskanal i stedet.
Hvornår er forhandleren eneforhandler og ikke eneagent?
De afgørende kriterier i denne forbindelse er, at en eneforhandler køber varen af leverandøren/producenten i eget navn og for egen regning. Det indebærer, at leverandøren/producenten udsteder fakturaerne til eneforhandleren, og at eneforhandleren selv har risikoen for, at kunden betaler, når han sælger det af leverandøren/producenten købte videre til kunden. En (ene)agent sælger omvendt varerne i leverandørens/producentens navn og for dennes regning. I praksis betyder det, at leverandøren/producenten selv sender en faktura til kunden – som agenten har skaffet – og at det er leverandøren/producenten, der selv bærer risikoen for, at kunden betaler for det købte.
Kan eneforhandleren støtte ret på handelsagentlovens regler?
Der er gjort mange overvejelser om, hvorvidt eneforhandlere kan støtte ret på, altså læne sig op af handelsagentlovens regler om goodwillgodtgørelse. Dansk retspraksis, som også støttes af en afgørelse fra EU-domstolen fra 2004, er imidlertid afvisende overfor at udvide handelsagentlovens anvendelsesområde ved fortolkning af handelsagentbegrebet til også at omfatte eneforhandlere.
Retspraksis: Hvornår kan goodwillerstatning komme på tale?
Skal der helt undtagelsesvis gives erstatning eller godtgørelse for en oparbejdet kundekreds – goodwill – til en eneforhandler, skal der ifølge fast dansk retspraksis foreligge nogle ”ganske særlige omstændigheder”.
Dette er senest fastslået i OASE-sagen i 2012. I denne sag anså Højesteret ekstraordinært en mundtlig aftale om samarbejde for også at udgøre en egentlig eneforhandlingsaftale. Højesteret mente imidlertid ikke, at der eksisterede sådanne ganske særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at der blev ydet erstatning/godtgørelse for goodwill. Det anføres i dommen følgende: ”Højesteret lægger herved bl.a. vægt på den selvstændige stilling, som Atlantis havde i forhold til OASE, herunder med hensyn til fastsættelse af pris og salg af andre produkter.”
Her anfører Højesteret et helt centralt punkt, der holder døren på klem for, at en eneforhandler, der er ”uselvstændig” i forhold til leverandøren, i visse tilfælde kan være berettiget til godtgørelse for goodwill. Det vil formentlig være forhandlere, der ikke selv bestemmer, hvilke priser og markedsføringstiltag de anvender, der kan komme i betragtning. Disse forhandlere omtales i teorien populært som de integrerede forhandlere. I praksis skal de formentlig have en stilling i forhold til leverandøren, der mere eller mindre vil kunne sidestilles med handelsagentens stilling, men praksis viser, bl.a. en højesteretsdom fra 2004, at det er mere end svært at overbevise dommerne om, at der ikke foreligger en selvstændig ret til at fastsætte priser m.v.
Siden 1988 er kun enkelte domme blevet taget til indtægt for, at der ydes goodwillgodtgørelse til eneforhandlere. To domme, henholdsvis fra 1988 og 2000, har tilkendt eneforhandlere en erstatning for goodwill, hvor de ganske særlige omstændigheder har været, at leverandøren har brudt kontrakten velvidende, at eneforhandleren netop havde foretaget en stor investering, enten ved køb af forhandlerrettighederne eller ved investering i salgs- og markedsføringsaktiviteter. Afgørelserne er derfor begrundet med, at forhandleren i tillid til fortsat samarbejde med leverandøren er blevet frataget muligheden for at få dækning af afholdte omkostninger gennem normalt salg, eller med andre ord foretaget en spildt investering.
I en anden sag ophævede leverandøren uden varsel et mangeårigt samarbejde. Begrundet i, at forhandleren både havde introduceret og indarbejdet leverandørens varemærke i Danmark, og at denne indarbejdelse måtte forventes at have en blivende værdi for leverandøren, fik forhandleren tilkendt en erstatning for oparbejdet goodwill.
Den sparsomme retspraksis viser, at de danske domstole er yderst tilbageholdende med at yde eneforhandlere erstatning eller godtgørelse for goodwill. Leverandører vil efter alt at dømme være ude over risikoen for at skulle yde noget for den goodwill, som eneforhandleren har oparbejdet på det pågældende marked, medmindre enten at forhandleren er sagt op med for kort varsel og forinden har foretaget en større investering i tillid til samarbejdets fortsættelse, eller at forhandleren ikke er selvstændig, men bl.a. skal følge leverandørens prisfastsættelse.
Godtwillerstatning på baggrund af aftale
Leverandøren skal imidlertid være opmærksom på, at kontraktgrundlaget kan indeholde en bestemmelse, hvoraf det følger, enten direkte eller indirekte, at eneforhandleren har krav på goodwillgodtgørelse eller erstatning i forbindelse med samarbejdets ophør.
Det er ikke usædvanligt, at der kan være indsat en bestemmelse, der fastslår, at eneforhandleren er berettiget til goodwillgodtgørelse på de samme betingelser, som handelsagenter er det. Det vil i hovedtræk sige, at hvis eneforhandleren har skabt en kundekreds, som leverandøren fortsat kan nyde fordel af, og hvis det i øvrigt er rimeligt, da vil eneforhandleren have krav på godtgørelse.
Er der ikke i kontrakten aftalt, at det er dansk ret, der skal anvendes, kan konsekvensen i nogle tilfælde være, at de regler, der så skal anvendes, enten indeholder en positiv bestemmelse om, at eneforhandlere har et lovkrav på goodwillerstatning, eller er langt mere åbne overfor at tilkende eneforhandlere kompensation for goodwill. Dette er især tilfældet i Tyskland og en række andre lande i både Mellem- og Sydeuropa.
Hvordan skal du som leverandør forholde dig til kontrakten?
Hvis du som leverandør vil værne dig imod at komme til at betale eneforhandleren kompensation for opbygning af goodwill, bør du få udarbejdet en skriftlig kontrakt, som ikke indeholder en positiv bestemmelse om kompensation til forhandleren for kundekredsen i tilfælde af ophør, men som indeholder en bestemmelse om, at det er dansk ret, der finder anvendelse i tilfælde af en senere tvist.
Undlader du samtidig at opsige eneforhandleren med for kort varsel, og under samarbejdet sørger for, at eneforhandleren er selvstændig og ikke styret af leverandøren i sin prisfastsættelse, så vil du næsten undtagelsesvis være fritaget for at skulle betale noget for den af eneforhandleren opbyggede goodwill i forbindelse med kontraktophør.
Vores specialister står altid klar til at rådgive vedrørende goodwillerstatning og kontraktudarbejdelse, således at du som leverandør/producent er sikret bedst muligt.
Klik her for at læse mere om fokusområdet agent- og forhandlerforhold.
-medium.jpg)
