EU-Domstolen har i en ny dom fastslået, at en foranstaltning, der udligner en negativ påvirkning af en naturtype i et Natura 2000-område, betragtes som en kompensationsforanstaltning. Medlemsstaten skal således følge fremgangsmåden i habitatdirektivets artikel 6, stk. 4.
Habitatdirektivet har generelt til formål at fremme biodiversiteten i medlemsstaterne ved at definere en fælles ramme for beskyttelsen af arter og naturtyper, der er af betydning for EU. Dette sker hovedsagligt gennem udpegning af særlige bevaringsområder, Natura 2000-områder. I disse områder skal der sikres eller genoprettes en gunstig bevaringsstatus for de arter eller naturtyper som området er udpeget for.
Af
habitatdirektivet artikel 6, stk. 3, fremgår:
"
Alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne. På baggrund af konklusionerne af vurderingen af virkningerne på lokaliteten, og med forbehold af stk. 4, giver de kompetente nationale myndigheder først deres tilslutning til en plan eller et projekt, når de har sikret sig, at den/det ikke skader lokalitetens integritet, og når de - hvis det anses for nødvendigt - har hørt offentligheden."
Efter fravigelsesbestemmelsen i artikel 6, stk. 4, kan et projekt, der kan skade et Natura 2000-område, alligevel gennemføres, såfremt
- der foreligger bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser
- der ikke findes en alternativ løsning med ingen eller samlet set mindre skade
- der træffes alle nødvendige kompensationsforanstaltninger, som opvejer den skade, der måtte ske på Natura 2000-netværket. EU-Kommissionen skal i så fald orienteres om fravigelsen. Såfremt projektet kan skade såkaldt prioriterede arter og naturtyper (særligt sjældne eller specielle), skal der, før der træffes afgørele, indhentes en udtalelse fra EU-Kommissionen, medmindre projektet gennemføres af hensyn til menneskers sundhed og den offentlige sikkerhed eller væsentlige gavnlige virkninger på miljøet.
EU-Domstolen blev i sagen bedt om, at fortolke habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, herunder om et tiltag, der udligner de negative virkninger på en naturtype i et Natura 2000-område indebærer, at projektet ikke "skader lokalitetens integritet".
Den konkrete sag
I den konkrete sag var der tale om en motorvejsudvidelse, som ville påvirke et Natura 2000-område. Den foreløbige konsekvensvurdering af projektet var, at udvidelsen ville have betydelige negative virkninger (øgede kvælstofaflejringer) på den beskyttede naturtype Molinia-enge.
Det blev vurderet, at en bæredygtig udvikling af de beskyttede Molinia-enge krævede, at det hydrologiske system blev genoprettet, således at der i området over tid kunne udvikles et større areal Molinia-enge af bedre kvalitet end det eksisterende areal.
Spørgsmålet var imidlertid, om dette tiltag kunne betyde, at der efter en retlig betragtning ikke var tale om skade på den beskyttede lokalitets integritet, jf. artikel 6, stk. 3, eller om der snarere var tale om kompensationsforanstaltninger, jf. artikel 6, stk. 4.
EU-Domstolens udtalelser
EU-Domstolen udtalte (jf. dommens præmis 27-29), at:
”
Vurderingen i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, må ikke medføre lakuner og skal indeholde fuldstændige, præcise og endelige konstateringer og konklusioner, der kan fjerne enhver rimelig videnskabelig tvivl for så vidt angår virkningerne af de arbejder, som var påtænkt i den pågældende beskyttede lokalitet (jf. i denne retning dom Sweetman m.fl., EU:C:2013:220, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
Anvendelsen af forsigtighedsprincippet i forbindelse med gennemførelsen af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, kræver derfor af den kompetente nationale myndighed, at den vurderer projektets virkninger på den omhandlede Natura 2000-lokalitet i betragtning af bevaringsmålsætningen for denne lokalitet og under hensyntagen til de beskyttelsesforanstaltninger, som er integreret i det pågældende projekt, med henblik på at undgå eller reducere eventuelle skadelige virkninger, der direkte er forårsaget af dette, for at sikre, at det ikke skader den nævnte lokalitets integritet.
Derimod kan beskyttelsesforanstaltninger, der er fastsat i et projekt med henblik på at kompensere for de negative virkninger af det pågældende projekt på en Natura 2000-lokalitet, ikke tages i betragtning i forbindelse med den vurdering af virkningerne af det omhandlede projekt, som er foreskrevet i den nævnte artikel 6, stk. 3.”
EU-Domstolen fandt, at der i sagen var tale om kompensationsforanstaltninger omfattet af artikel 6, stk. 4.
Begrundelsen herfor var, at foranstaltningerne ikke tilsigtede at undgå eller at reducere de betydelige negative virkninger på naturtypen som følge af projektet, men havde til formål efterfølgende at kompensere for projektets virkninger.
Hertil bemærkede Domstolen, at eventuelle positive virkninger af en fremtidig udvikling af et nyt habitat, som har til hensigt at kompensere for tabet af areal og kvalitet af den samme naturtype på en beskyttet lokalitet, ikke kan tages i betragtning i forhold til artikel 6, stk. 3. Dette gælder, uanset om udviklingen af det nye habitat om muligt vil få en større udstrækning og er af højere kvalitet, idet udviklingen i almindelighed kun vanskeligt kan forudses og under alle omstændigheder først vil vise sig i løbet af nogle år.
EU-Domstolen udtalte, at kompensationforanstaltninger omfatter alle foranstaltninger, der er egnede til at beskytte den globale sammenhæng i Natura 2000-nettet, uanset om de bliver gennemført på den påvirkede lokalitet eller på en anden lokalitet i dette net.
Kompensationsforanstaltninger i forbindelse med gennemførelse af planer og projekter vil således skulle vurderes efter direktivets artikel 6, stk. 4, uanset om de påtænkte foranstaltninger inden for området over tid genopretter de negative virkninger.
Såfremt projektet medfører en skade på lokalitetens integritet, og det alligevel skal gennemføres, er myndigheden således forpligtet til at gå frem efter direktivets artikel 6, stk. 4. Projektet kan i så fald kun gennemføres, hvis de kvalificerede betingelser i stk. 4 er opfyldt, og Kommissionen skal orienteres eller høres afhængigt af, om der sker skade på prioriterede arter/naturtyper.
EU-Domstolens dom af 14. maj 2014 kan findes her
C-521/12.
