Hvordan sikrer du en god og effektiv beskyttelse af dit varemærke?

Som rettighedshaver har du flere muligheder, når du vil beskytte dit varemærke. I dette indlæg kan du læse om registreringen af et varemærke efter henholdsvis det danske, europæiske og internationale varemærkesystem.


Hvordan beskytter du dit varemærke?

I Danmark er det muligt at opnå beskyttelse ved blot at tage sit varemærke i brug. Udfordringen opstår ved håndhævelsen af et varemærke, der er etableret ved brug. Håndhævelsen kan være forbundet med bevismæssige udfordringer, da varemærkeindehaveren skal kunne dokumentere sin brug ved en eventuel tvist.

Focus Advokater anbefaler derfor, at du registrerer dit varemærke. Ved registrering får du eneret til at råde over varemærket og kan derfor forbyde andres uretmæssige brug. Du kan også vælge at videresælge varemærket og dermed eneretten, eller licensere brugsretten til en anden virksomhed.


Hvordan registrerer jeg mit varemærke?

I forbindelse med ansøgning af varemærker, udarbejdes en varefortegnelse inddelt i klasser. Dvs. en fortegnelse over de varer og tjenesteydelser du vil markedsføre med varemærket. Denne varefortegnelse er afgørende for, hvor bred (eller indskrænket) dækning et registreret varemærke får.

Ønsker du at registrere dit varemærke i Danmark, ansøges der elektronisk til Patent- og Varemærkestyrelsen, som du også skal betale ansøgningsgebyret til. Patent‐ og Varemærkestyrelsen har typisk en behandlingstid på ca. 3‐5 uger, fra de modtager ansøgningen. Såfremt de kan godkende ansøgningen og varefortegnelsen, bliver mærket offentliggjort. Herefter vil der gælde en indsigelsesperiode på 2 måneder, hvor en tredjepart har mulighed for at komme med indsigelser til en endelig registrering. En sådan indsigelse kan f.eks. være begrundet i, at tredjepart mener, at det ansøgte varemærke krænker egne rettigheder. Hvis der ikke er nogen indsigelser, vil registreringen være endelig efter de 2 måneder.

Hvis din virksomhed også handler med eller driver forretning i udlandet (eller har fremtidsplaner herom), vil det også være relevant at søge om varemærkeregistrering i andre lande. Ønsker du at beskytte dit varemærke i udlandet, skal du ansøge om dette separat. I modsætning til Danmark, hvor en rettighed som nævnt også kan opstå ved brug, kræver de fleste lande registrering for at opnå varemærkeret.

Via Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret, også kaldet EUIPO, kan du ansøge om varemærkebeskyttelse i alle EU-lande. Med én enkelt ansøgning opnår du altså beskyttelse i alle EU-lande på en gang.

Ønskes der varemærkeregistrering ud over EU’s grænser, kan dette ske via World Intellectual Property Organisation (WIPO). WIPO er en organisation, etableret af FN, der administrerer ansøgningsprocedurer for registrering af blandt andet varemærker. Ved WIPOs ensartning af proceduren er den administrative proces for ansøgningen om internationale varemærkeregistreringer blevet betydeligt lettere og mere smidig. En varemærkeansøgning via WIPO baseres ofte på en dansk varemærkeansøgning eller et dansk registreret varemærke – et basismærke. Alternativt kan en WIPO-ansøgning baseres på en EU-ansøgning, men sagsbehandlingsprocessen vil i så fald blive længere og priserne anderledes. Du sender en ansøgning til WIPO – evt. via Patent- og Varemærkestyrelsen – i hvilken du angiver, hvad der søges registrering om og under hvilke varefortegnelser. WIPO videresender ansøgningen til de lande, som du har angivet, at der skal ansøges i. De enkelte lande vil herefter prøve, om varemærket opfylder betingelserne for registrering. Ved en WIPO-ansøgningsprocedure skal der både betales et ansøgningsgebyr til WIPO og et gebyr i de lande, som der ønskes registrering i.


Hvor længe gælder registreringen?

En varemærkeregistrering er gyldig i 10 år fra ansøgningsdatoen, uanset om der søges dansk, europæisk eller international registrering. Registreringen skal fornyes hvert 10. år, hvis du ønsker at opretholde registreringen. Vær desuden opmærksom på, at du også har pligt til bruge varemærket efter registrering, da det i modsat fald kan bortfalde ved passivitet.


Få hjælp af vores professionelle IPR-team

Hos Focus Advokater har vi et professionelt team af IPR-rådgivere, som er klar til at hjælpe dig – uanset om det gælder ansøgning eller overvågning af varemærke, fastlæggelse af en IPR-strategi eller øvrig juridisk IPR rådgivning.

Tag endelig kontakt til os, hvis du vil høre mere.

 

Læs flere nyheder her

Artiklen er forfattet af: