Hvem har ansvaret, når banken krakker?

I kølvandet på finanskrisens mange bank-krak oprettede staten Finansiel Stabilitet, som skulle afvikle de krakkede banker og rejse erstatningskrav. Vi gennemgår et udpluk af de første domme i banksagerne.

Efter finanskrisen krakkede en række danske banker. Staten oprettede herefter skraldespandsselskabet Finansiel Stabilitet, som skulle afvikle de krakkede banker, men også forsøge at kræve erstatning hos forskellige aktører. Specifikt ønskede man at rejse krav om erstatning hos ledelsen i de krakkede banker samt hos bankernes revisorer.

Derudover ønskede man at få domstolenes vurdering af, hvordan ledelsesmedlemmer i en bank må agere, når en bank er i en krisesituation/nødlidende.

Fra et erstatningsretligt perspektiv er sagerne således en god målestok for, hvordan ledelsesmedlemmernes culpaansvar skal vurderes. Sagt på en anden måde; Hvordan burde et fornuftigt og professionelt ledelsesmedlem (i en nødlidende bank) have ageret i de konkrete situationer, de blev sat i? I flere interessante retssager har domstolene vurderet denne vanskelige problemstilling, mens der til efteråret kommer en afgørelse i den største af banksagerne, nemlig Roskilde Bank-sagen.

Finansiel Stabilitet anlagde i alt syv retssager, som ud over Roskilde Bank er anlagt mod Amagerbanken, Capinordic Bank, Ebh Bank, Eik Bank Danmark, Eik Bank Færøerne og Løkken Sparekasse. Vi gennemgår herunder kort de tre mest relevante sager.


Amagerbanken

Amagerbanken gik konkurs i 2011, og var på daværende tidspunkt landets 11. største bank. Tre tidligere topfolk i banken, herunder direktøren og formanden, blev sammen med otte tidligere bestyrelsesmedlemmer efterfølgende sagsøgt for at have påført banken et samlet tab på 900 mio. kr.

Retten i Lyngby skulle tage stilling til, om de respektive ledelsesmedlemmer havde ageret inden for de rammer, som de skulle, i forbindelse med de foretagne dispositioner i den nødlidende bank.

Omdrejningspunktet for sagen var, hvorvidt ledelsen havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med bevillinger i eller forvaltningen af tre konkrete låneengagementer, der samlet gav et tab på ca. 900 mio. kr.

Et af de tre låneengagementer vedrørte udviklingen af Østerfælled-ejendommen på Østerbro i København. Engagementet blev etableret i 2006, og i foråret 2008 blev det udvidet med en såkaldt valutaramme. Hvis tabet på valutarammen oversteg 100 mio. kr., kunne Amagerbanken kræve overskridelsen indbetalt. Fra begyndelsen af 2010 oversteg tabet på valutarammen kontinuerligt 100 mio. kr. Den 18. januar 2010 var tabet på 113,2 mio. kr., og hverken kunden eller kautionisterne var i stand til at betale overskridelsen. Valutatabet steg, og Amagerbanken lukkede valutarammen i slutningen af juni 2010 med et tab på omkring 340 mio. kr.

Et hovedspørgsmål i retssagen var, om ledelsesmedlemmerne allerede i januar eller februar 2010 burde have lukket valutarammen for at undgå (yderligere) tab. Retten i Lyngby udtalte i dommen af 12. juni 2017 følgende: “Retten lagde efter bevisførelsen til grund, at direktionen og bestyrelsen i 2010 kontinuerligt overvågede, drøftede og tog stilling til udviklingen i de åbentstående valutapositioner. Ved de lejligheder, hvor bestyrelsen undlod at lukke valutarammen, skete det på et grundlag, der var underbygget af relevante og aktuelle oplysninger om tab samt valutakursudvikling og prognoser fra interne og eksterne, herunder udenlandske, markedsanalytikere”.

Som følge heraf fandt Retten i Lyngby ikke, at der var grundlag for at antage, at ledelsesmedlemmerne herved havde handlet usagligt eller på anden måde uforsvarligt.

Med andre ord fandt retten, at ledelsesmedlemmerne agerede på et professionelt og oplyst grundlag, og ledelsen havde ikke handlet uden for det skøn, man som ledelsesmedlem har. Erstatningsretligt vurderes ledelsen efter en såkaldt ”business judgement rule”, hvilket betyder, at en ledelse ikke er ansvarlig for tabsgivende fejlskøn, så længe ledelsen træffer beslutninger om de tabsgivende fejlskøn på et oplyst grundlag (agerer som en fornuftig person i ledelsen ville gøre i den konkrete sag).

Præmisserne i dommen åbner op for, at der er en bred adgang for ledelsen til at agere, så længe det sker ud fra et professionelt og oplyst grundlag. Den risiko, der er ved, at fornuftige dispositioner fra en ledelse giver tab, er en erhvervsrisiko, som erstatningsretligt ikke kan dækkes af andre. Ledelsen var også stævnet for en række mindre forhold, hvor de også blev frifundet.

Finansiel Stabilitet har anket en del af kravet, således at ankesagen kommer til at have en sagsgenstand på ca. 400 mio. kr.


Capinordic Bank

Sagen vedrørende Capinordic Banks konkurs blev behandlet i landsretten som 1. instans.

Finansiel Stabilitet rejste i sagen et erstatningskrav på 400 mio. kr. mod tidligere ledelsesmedlemmer i banken. Til støtte for kravet argumenterede de for, at ledelsesmedlemmerne havde drevet banken generelt uforsvarligt. Landsretten gav ikke Finansiel Stabilitet medhold i, at bankens konkurs var forårsaget af uforsvarlig adfærd fra ledelsens side og afviste derfor, at ledelsen havde handlet generelt uforsvarligt. Finansiel Stabilitet begrundede sekundært erstatningskravet på 400 mio. kr. med, at ledelsen havde handlet uforsvarligt ved etableringen af en række udlån, der forårsagede det store tab.

Landsretten vurderede, at ledelsen ikke var erstatningsansvarlig for bankens tab i hovedparten af låneengagementerne, og frifandt dem dermed for ¾ af kravet, hvorefter ledelsen alene var erstatningsansvarlige for et tab på sammenlagt ca. 90 mio. kr.

Af landsrettens præmisser fremgår det blandt andet, at man bør være forsigtig med at tilsidesætte det forretningsmæssige skøn, der er udøvet af en banks bestyrelse og disposition, og at det afgørende for, om ledelsen har handlet ansvarspådragende, er, om det grundlag, ledelsen gav bevillingen på, var uforsvarligt.

Af dommens begrundelse fremgår endvidere, at ledelsen langt hen ad vejen fik medhold, herunder i synspunkter om rækkevidden af ledelsesansvaret i forretningsmæssige dispositioner, måden at opgøre tabet på og den finansielle lovgivnings betydning for erstatningsansvar. Dog fandt landsretten også, at ledelsen ved nogle bevillinger ikke havde haft et fornødent forsvarligt grundlag at vurdere på, hvilket var ansvarspådragende for ledelsen.

Ledelsen har anket dommen til Højesteret med påstand om frifindelse, mens Finansiel Stabilitet har anket med påstand om betaling af ca. 375 mio. kr.


Roskilde Bank

Roskilde Bank krakkede i 2008, og i 2010 stævnede Finansiel Stabilitet den tidligere direktion, bestyrelse og revision (Ernst & Young) med krav om betaling af 1 mia. kr. I 2012 opgav bagmandspolitiet at gennemføre straffesager mod den tidligere ledelse, men bemærkede i den forbindelse, at der ikke var taget stilling til, om bankledelsen kunne pålægges et erstatningsansvar.

Finansiel Stabilitet rejste herefter krav om erstatningsansvar fordi man mente, at der foregik uansvarlig kreditgivning til blandt andet bedrageridømte Steen Gude og ejendomsmatador Kenneth Schwartz Thomsen, at kontrollen i banken (fra ledelsen og revisionen) var mangelfuld, og at dette var årsagen til det store tab. Sagen behandles i landsretten som 1. instans.

Grundlæggende skal landsretten også her konkret tage stilling til, om ledelsen i Roskilde Bank foretog sine dispositioner på et fornuftigt oplyst og forsvarligt grundlag. Hvis det ikke er tilfældet, og (nogle) dispositioner er foretaget på et uforsvarligt grundlag, vil ledelsen have handlet ansvarspådragende.

Også i forbindelse med starten af denne sag udtalte Finansiel Stabilitets advokat, at det var historisk, at Roskilde Bank krakkede, og at sagen derfor (også) drejer sig om at få fastlagt nogle grænser for forsvarlig bankdrift. Denne har ligeledes udtalt, at det at føre sagerne også har en værdi i sig selv, fordi det kan skærpe agtpågivenheden hos bankledelser.

På nuværende tidspunkt er der gennemført over 100 retsdage, der er fremlagt mere end 30.000 siders bilagsmateriale, og Østre Landsret afsiger dom i sagen den 7. november 2017.


Hvad betyder dommene for bankledelsers erstatningsansvar?

Finansiel Stabilitet havde et ønske om at få fastlagt, hvor grænserne for bankledelse er, især i de situationer hvor en bank er udfordret og nødlidende.

Erstatningsretligt er de præmisser, som særligt Østre Landsret og Retten i Lyngby har anvendt til at afgøre, om ledelsen konkret i hver krakkede banks tilfælde har handlet ansvarspådragende, ikke anderledes, end hvad man vidste i forvejen.

For det første er det blevet gentaget, at man bør være forsigtig med at tilsidesætte det forretningsmæssige skøn udøvet af ledelsen i banken. Det er et centralt erstatningsretligt princip, idet man netop ikke kan få dækket sin tabsgivende erhvervsmæssige risiko. Der skal med andre ord (fortsat) være vide rammer for, hvorledes en ledelse i en bank kan agere, også når banken er nødlidende.

For det andet er det blevet gentaget, at det afgørende for, om ledelsen i en bank har handlet ansvarspådragende, er, hvorvidt det grundlag, hvorpå ledelsen foretog en konkret disposition, var uforsvarligt. Hvad der er uforsvarligt, vil naturligvis være genstand for en konkret vurdering.

Principperne er således helt i tråd med princippet om den tidligere nævnte ”business judgement rule”, hvilket betyder, at en ledelse ikke er ansvarlig for tabsgivende fejlskøn, så længe ledelsen træffer beslutninger om de tabsgivende fejlskøn på et oplyst grundlag (agerer som en fornuftig ledelsesperson ville gøre i den konkrete sag).

Fremadrettet vil det være de samme principper, der fortsat skal anvendes for, hvordan ledelsen i en bank må agere. De anvendes generelt også ved vurdering af, om ledelsen i andre typer virksomheder har handlet ansvarspådragende.

 

 

Læs flere nyheder her

Artiklen er forfattet af:


 

Slide thumbnail

Få jeres stillingsopslag på jurainfo.dk

Email this to someoneShare on LinkedInShare on FacebookTweet about this on TwitterPin on Pinterest