Funktionær eller konsulent?

Vestre Landsrets dom af 1. marts 2019

Sagen kort

En konsulent og en virksomhed havde indgået en samarbejdsaftale. Arbejdstiden var i samarbejdsaftalen angivet til at være mandag til torsdag kl. 08.30 - 16.30 og fredag kl. 08.30 - 15.00. I samarbejdsaftalen var det endvidere angivet, at honoraret for det udførte arbejde udgjorde 35.000 kroner + moms med mulighed for forhøjelse, såfremt konsulenten foretog salg over et vist beløb. Endeligt fremgik det af samarbejdsaftalen, at konsulenten hver måned skulle fremsende en faktura til virksomheden med gyldigt CVR-nummer på honoraret.

Konsulenten lånte i forbindelse med indgåelsen af samarbejdsaftalen penge af virksomheden til henholdsvis en bil og en ferie. Afdragene blev hver måned fratrukket i honoraret efter aftale.

Efter nogle måneders arbejde blev konsulenten udnævnt til projektchef med ansvar for blandt andet daglig ledelse af/kontaktperson for projektledere og ansættelse/afskedigelse af projektledere. Konsulenten skulle referere til den administrerende direktør i virksomheden.

Spørgsmålet i sagen var herefter, om konsulenten reelt havde været ansat som funktionær i virksomheden på trods af, at der var indgået en samarbejdsaftale, og at han havde fået udbetalt honorar efter forudgående fremsendelse af faktura frem for løn med sædvanlig fratræk af A-skat mv.

Landsrettens resultat

Landsretten mente, at der i vurderingen af, hvorvidt der foreligger et funktionærforhold, skal lægges særligt vægt på parternes samarbejdsaftale samt konsulentens udstedelse af fakturaer tillagt moms. På baggrund af en samlet bevisvurdering fandt landsretten frem til, at der ikke forelå et ansættelsesforhold, og konsulenten var derfor ikke at betragte som en funktionær.

Landsretten frifandt på den baggrund virksomheden for konsulentens krav om løn, feriepenge og godtgørelse for manglende ansættelsesbevis. Virksomheden havde i øvrigt krav på tilbagebetaling af det lån, der blev udstedt ved samarbejdets indgåelse.

Hvad viser dommen?

Dommen viser, at der i vurderingen af, hvorvidt der foreligger et ansættelses- eller konsulentforhold, primært lægges vægt på i) aftalegrundlaget, og ii) hvordan honoraret for det udførte arbejde er udbetalt.

I den konkrete sag var der indgået en samarbejdsaftale mellem parterne, der indebar fast arbejdstid, intern titel, ansættelses- og afskedigelseskompetence over for medarbejdere internt i virksomheden samt referenceforhold til den administrerende direktør i virksomheden. Det er alle forhold, der normalt indikerer et ansættelsesforhold.

På trods heraf konkluderede Landsretten, at der forelå et konsulentforhold, alene baseret på det faktum at honoraret blev udbetalt via udstedte fakturaer tillagt moms. Landsretten lagde således ikke vægt på de forhold i samarbejdsaftalen, der stærkt indikerede et faktisk ansættelsesforhold.

Det vil til enhver tid kræve en konkret helhedsvurdering at fastlægge, hvorvidt der foreligger et ansættelses- eller et konsulentforhold. Det er derfor fortsat vigtigt, at virksomheder er opmærksomme på, hvad der følger af aftalegrundlaget, og hvordan udbetaling af honorar finder sted. Det er dog risikabelt ikke også at tillægge de faktiske omstændigheder betydning i forhold til omgåelsesbetragtninger. Det kan nemlig vise sig at blive en  dyr fornøjelse ved samarbejdets ophør, såfremt konsulenten imod forventning skal betragtes som værende en medarbejder med deraf følgende rettigheder.