Omkostninger og oprensningsresultat. Det er de to forhold, der skal vejes op mod hinanden, når Natur- og Miljøklagenævnet vurderer, om et tilfælde af jordforurening kræver total oprensning.
Jordforureningsloven indeholder en klar hovedregel om, at jordforurening skal renses fuldstændigt op. Indebærer forureningen imidlertid ingen risiko, eller er en fuldstændig oprensning forbundet med meget store omkostninger, kan et krav om fuldstændig oprensning være i strid med proportionalitetsprincippet.
Proportionalitetsvurderingen er navnlig kommet til udtryk i retspraksis og praksis fra Natur- og Miljøklagenævnet. Der er imidlertid tale om en konkret vurdering, og det er derfor svært at generalisere indholdet af princippet.
Vi har gennemgået to afgørelser fra Natur- og Miljøklagenævnet, som viser de grundlæggende overvejelser for princippet i relation til jordforureninger.
1. Merudgiften var større end forskellen i resultatet
I forbindelse med et udslip på cirka 1.200 liter olie meddelte kommunen påbud om fuldstændig oprensning. Afgørelsen blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet.
Forureningen havde medført forurening af grundvandet og ville fortsat udgøre en risiko i mange år frem. Det var derfor nødvendigt at foretage oprensning.
I sagen var fremlagt tre løsningsforslag. To af løsningsforslagene indebar en delvis oprensning, hvor der ud af de 1.200 liter blev efterladt en mindre restforurening, mens det sidste indebar en fuldstændig oprensning.
De to løsninger om delvis oprensning kostede henholdsvis 5,3 mio. kr. og 5,0 mio. kr., mens løsningen om fuldstændig oprensning kostede 5,5 mio. kr.
Natur- og Miljøklagenævnet fandt, at alle løsningerne var egnede til at afdække risikoen. Dog blev meromkostningerne ved at vælge den fuldstændige oprensning vurderet så betydelige set i relation til den formodede størrelse af restforureningen, at nævnet fandt, at der ikke kunne kræves fuldstændig oprensning.
Herudover fandt nævnet, at forureneren skulle foretage oprensning efter den løsning, som var billigst, idet den indebar det samme oprensningsresultat.
Afgørelsen kan læses her.
2. Fuldstændig oprensning trods betydelig merudgift
I en anden sag sprang en brændstofslange læk, hvilket medførte forurening på cirka 1.100 – 1.300 liter i grundvandet i et område med særlige drikkevandsinteresser.
Kommunen krævede fuldstændig oprensning, hvilket forureneren klagede over til Natur- og Miljøklagenævnet.
Der blev stillet to løsningsforslag:
- Fuldstændig oprensning
- Ingen oprensning, men overvågning i tre år.
Fordi der var konstateret forurening, fandt Natur- og miljøklagenævnet det nødvendigt at foretage oprensning. Overvågningsløsningen var derfor ikke egnet til at afværge foreliggende risici.
En fuldstændig oprensning ville koste cirka 650.000 kr., men der måtte påregnes et yderligere beløb på cirka 1,5–2,0 mio. kr., da det ville være nødvendigt at omlægge nogle kabler i forbindelse med oprensningen. Overvågningsløsningen ville kun koste 50.000 kr.
Natur- og miljøklagenævnet udtalte, at selv ret betydelige oprensningsudgifter ikke kunne anses for stridende mod proportionalitetsprincippet, hvis det ikke med en høj grad af sikkerhed kunne dokumenteres, at en restforurening ikke havde nogen aktuel eller fremtidig risiko for sundheden eller miljøet.
Nævnet fandt herefter, at omkostningerne til fuldstændig oprensning var proportionale, uanset meromkostningerne til omlægning af kabler.
Imidlertid åbnede nævnet op for, at der kunne vælges en alternativ billigere løsning, så længe der blev foretaget fuldstændig oprensning.
Afgørelsen kan læses her.
Juraen bag: Nødvendigt, egnet og forholdsmæssigt
Proportionalitetsprincippet er udtryk for en konkret vurdering, der skal foretages, når offentlige myndigheder foretager et indgreb overfor borgere. Ved vurderingen af, hvorvidt et indgreb er proportionalt, ses der på, om et krav om oprensning er:
- Nødvendigt for at undgå miljø- eller sundhedsmæssige risici
- Egnet til at afværge de foreliggende risici
- Forholdsmæssigt, således at oprensning ikke skal foretages i større omfang, end det er påkrævet for at imødegå risici.
I tilfælde af, at flere løsninger opfylder alle kriterier, skal den billigste løsning vælges.
