Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Fortolkning af ejendomsbegrebet i planloven

Bech Bruun
13/11/2014
Fortolkning af ejendomsbegrebet i planloven
Det er ikke muligt at opkøbe nye ejendomme for at lovliggøre bygningsudvidelser. Det er resultatet af en dom, hvor Østre Landsret tilsluttede sig Natur- og Miljøklagenævnets fortolkning af udtrykket ”den pågældende ejendom” i planloven. 

Sagen vedrørte fortolkningen af planlovens ejendomsbegreb, der bestemmer, at det ikke kræver landzonetilladelse at opføre ny bebyggelse, hvis byggeriet er ”erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift” som landbrugs- eller skovbrugsejendom.

 

Fortolkningen af ”den pågældende ejendom”
Hovedspørgsmålet i sagen var, om ”den pågældende ejendom” skulle forstås som den matrikulære enhed eller som det samlede jordareal, der ejes og drives af den samme grundejer.

Natur- og Miljøklagenævnet kom frem til, at vurderingen af spørgsmålet om erhvervsmæssig nødvendighed skal foretages særskilt for den enkelte ejendom, uanset om den indgår i en bedrift med andre ejendomme. Det pågældende byggeri skulle derfor vurderes i forhold til den enkelte ejendom.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse blev indbragt for Retten i Helsingør, der henviste sagen til Østre Landsret.

Østre Landsret kom frem til den samme fortolkning som Natur- og Miljøklagenævnet. ”Den pågældende ejendom” henviser til den matrikulære enhed, og vurderingen skal derfor foretages særskilt for den enkelte ejendom. Landsretten fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Natur- og Miljøklagenævnets praksis.

 

Kort om den konkrete sag
Et stutteri ansøgte i 2001 om tilladelse til at udvide eksisterende bygninger. Hovedstadens Udviklingsråd meddelte tilladelse til udvidelsen efter planloven. Denne afgørelse blev af Danmarks Naturfredningsforening påklaget til Naturklagenævnet (nu Natur- og Miljøklagenævnet), der ændrede tilladelsen til et afslag.

Stutteriet indbragte nævnets afgørelse for domstolene, hvor både Østre Landsret og Højesteret opretholdt Naturklagenævnets afgørelse. Sideløbende med domstolenes behandling af sagen, opførte stutteriet den ønskede bygningsudvidelse.

Efter Højesterets afgørelse varslede kommunen et påbud om at nedrive den opførte bygningsudvidelse. Kommunen tilkendegav dog også, at stutteriet kunne foreslå et alternativ til at lovliggøre byggeriet, for eksempel ved køb af suppleringsjord.

På den baggrund opkøbte stutteriet to ejendomme. Ejendommene lå ikke i forlængelse af stutteriets øvrige ejendomme og var heller ikke samnoterede.

Stutteriet mente nu, at bygningsudvidelsen kunne anses for at være en erhvervsmæssig nødvendighed for driften af stutteriet, hvorfor der ikke krævedes landzonetilladelse. Kommunen tilbagekaldte herefter nedrivningspåbuddet og meddelte, at bygningsudvidelsen kunne bevares uden landzonetilladelse.

Danmarks Naturfredningsforening klagede over kommunens tilbagekaldelse af nedrivningspåbuddet til Natur- og Miljøklagenævnet, der som nævnt kom frem til, at spørgsmålet om erhvervsmæssig nødvendighed skal vurderes særskilt for den enkelte ejendom.

Østre Landsret nåede til samme konklusion.

Sagen handlede om landsrettens fortolkning af ejendomsbegrebet i planlovens § 36.

 

Østre Landsrets dom af 16. oktober 2014 kan læses her.




Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Artikler, der kunne være relevante for dig
Ny politisk klimaaftale om større energiparker på land
Ny politisk klimaaftale om større energiparker på land
20/12/2023
Energi og forsyning, Offentlig ret, Miljøret
Nye rammevilkår skal fremme VE-anlæg på land
Nye rammevilkår skal fremme VE-anlæg på land
02/01/2024
Energi og forsyning, Offentlig ret
Kan kommuner yde anlægsstøtte til private aktører, der varetager både kommunale og ikke-kommunale opgaver?
Kan kommuner yde anlægsstøtte til private aktører, der varetager både kommunale og ikke-kommunale opgaver?
11/01/2024
Stats- og forvaltningsret, Offentlig ret
Arealudviklingsselskaber - husk fusionskontrolreglerne
Arealudviklingsselskaber - husk fusionskontrolreglerne
05/02/2024
Konkurrenceret, Fast ejendom og entreprise, Offentlig ret
Kommune frifindes for ansvar i opsigtsvækkende og medieomtalt sag om én mors mishandling af egne børn
Kommune frifindes for ansvar i opsigtsvækkende og medieomtalt sag om én mors mishandling af egne børn
09/02/2024
Offentlig ret, Stats- og forvaltningsret
Rørført CO2 – nyt lovforslag på vej
Rørført CO2 – nyt lovforslag på vej
01/03/2024
Miljøret, Energi og forsyning, Offentlig ret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du hjælp til at finde en specialist?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted