Svært at håndhæve voldgifts­afgørelser i Rusland

På baggrund af en nylig domstolsafgørelse i Rusland bør danske virksomheder gennemgå deres kontrakter med russiske samarbejdspartnere for at afklare, om de indeholder voldgiftsklausuler, der udelukker håndhævelse ved hjælp af russiske domstole.

I slutningen af september 2018 afsagde Handelsretten i Rusland som 2. instans en spektakulær dom, hvor den underkendte gyldigheden af en voldgiftskendelse, der var blevet afsagt af en voldgiftsret under ICC (The International Chamber of Commerce). Afgørelsen blev forsøgt anket, men den russiske højesteret har nu afvist sagen på en måde, der anses at være en godkendelse af resultatet.


Den russiske handelsret afviste assistance til håndhævelse af voldgiftskendelse

Parterne i sagen var en virksomhed fra Luxembourg, DMM SA, og det – dengang – største russiske entreprenørselskab Inzhtransstroy.

Voldgiftsretten var – med sæde i Geneve, Schweiz – nedsat på grundlag parternes aftale, der indeholdt ICC’s standardklausul:

“All disputes arising out of or in connection with the present contract shall be finally settled under the Rules of Arbitration of the International Chamber of Commerce by one or more arbitrators appointed in accordance with the said Rules”.

Voldgiftsretten havde i 2014 pålagt Inzhtransstroy at betale godt 3,6 mio. euro plus renter. Kort tid derefter blev der i Rusland påbegyndt en form for konkurs- eller rekonstruktionsprocedure for Inzhtransstroy.

Proceduren endte i 2017 med en aftale mellem kreditorerne – hvilket DMM SA mærkværdigvis ikke var registreret som. DMM deltog altså ikke i den løsning, der blev fundet på selskabets økonomiske problemer. DMM søgte derefter at opnå de russiske domstoles assistance til at håndhæve voldgiftskendelsen.

Men det blev afvist af Handelsretten med to begrundelser, dels at kendelsen stred mod den russiske retsorden, dels at voldgiftsretten ikke havde haft kompetence (jurisdiktion) til at træffe afgørelse.


Den russiske retsorden

Henvisningen til den russiske retsorden har formel hjemmel i den konvention, der regulerer det spørgsmål for så vidt angår international voldgift.

Konventionens artikel V omhandler alle de grunde, der kan medføre afvisning af at anerkende en voldgiftsafgørelse og fremme håndhævelsen, og én af dem er altså hvis en håndhævelse vil krænke den pågældende stats “public policy”, “ordre public” eller på gammel dansk “lov og ærbarhed”. Konventionens bestemmelse har stort set ordret fundet vej til den danske voldgiftslovs § 37.

Den russiske Handelsret fandt, at en håndhævelse ville udgøre en alvorlig trussel mod det rekonstruerede Inzhtransstroys økonomiske fundament og mod fyldestgørelsen af de kreditorer, der deltog i løsningen.

Den begrundelse er vanskelig at forene med det overordentligt snævre anvendelsesområde, som bestemmelsen er tiltænkt og i årtiers praksis er blevet tildelt. Der skal foreligge en krænkelse af helt grundlæggende retlige og moralske principper – og det at udløse en økonomisk belastning for debitor vil under normale forhold ikke kvalificere til det. Dog må det tilføjes, at de nærmere detaljer i sagsforløbet er ukendte, så en sikker vurdering er ikke mulig at levere.


Voldgiftsrettens manglende kompetence

Her fandt Handelsretten, at voldgiftsretten ikke havde nogen kompetence til at afgøre tvisten mellem DMM SA og Inzhtransstroy, fordi voldgiftsaftalen var ugyldig.

Baggrunden for det synspunkt er, at standardklausulen alene siger, at ICC’s regler skal anvendes, men den fastslår ikke, at er ICC’s voldgiftsinstitution (The International Court of Arbitration) som skal forestå voldgiftssagen. Undladelsen gør klausulen så uklar og tvetydig, at den ikke kan anses for gyldigt vedtaget af parterne.

Voldgiftsaftalens gyldighed burde afgøres efter schweizisk ret (eftersom voldgiftsretten havde sæde i Geneve). Men det vigtigste er, at standardklausulen for værnetingsaftaler fra den måske vigtigste og fornemste institution i verden bliver kasseret.

Dommen er desuden vanskelig at tage seriøst i den forstand, at klausulen klart og utvetydigt vedtager at anvende ICC’s regler, der i artikel 1 definerer og regulerer “The International Court of Arbitration”.

Men omfanget af og konsekvensen for eksisterende aftaler med russiske parter, hvori klausulen er vedtaget, er helt uoverskueligt. Flere andre internationalt anerkendte voldgiftsinstitutters standardklausuler er formuleret på samme måde.

Her skal hatten da lige lettes for den forudseende formulering af klausulen hos Voldgiftsinstituttet i Danmark, der lyder: ” ….. afgøres ved vold¬gift ved Voldgiftsinstituttet efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne regler ….”.


Virksomheder anbefales at se nærmere på kontrakter med russiske parter

Virksomheder, som netop nu er i færd med at indgå aftaler, der involverer russiske parter eller har rammeaftaler for løbende ordrer bør være opmærksom på den nye problemstilling.

Virksomhederne bør derfor se nærmere på klausulerne i de kontrakter, der involverer russiske parter eller frembyder mulighed for, at håndhævelse i Rusland kan blive nødvendig.

Endeligt bør virksomheder, der allerede befinder sig i en voldgiftsproces med en russisk part, vurdere risikoen for, at der til tonerne af store omkostninger søges tilvejebragt et retsgrundlag, som ikke har den værdi, der var forventet.

 

 


Artiklen er forfattet af: