Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

EU-domstolen: Brug af cookies på internetsider kræver aktiv handling hos brugeren

Kromann Reumert
07/10/2019
EU-domstolen: Brug af cookies på internetsider kræver aktiv handling hos brugeren
Kromann Reumert logo
Den 1. oktober 2019 traf EU-Domstolen en præjudiciel afgørelse, hvori det blev fastlagt, at et forudafkrydset felt ikke udgør et gyldigt samtykke til internetsiders brug af cookies. Et gyldigt indhentet samtykke forudsætter nemlig en aktiv handling fra brugerens side.


Kort om sagen 


Sagen omhandlede en onlinekonkurrence, som var organiseret af en tysk virksomhed. For at kunne deltage i konkurrencen skulle brugeren på virksomhedens hjemmeside afgive oplysninger om sit postnummer, navn og adresse og under adressefeltet sætte kryds i et afkrydsningsfelt.

Der var i alt to afkrydsningsfelter, og ved afkrydsningen af det første felt gav brugeren samtykke til og bekræftede sin deltagelse i konkurrencen. Det fremgik klart, at brugeren med sit kryds gav en række virksomheder lov til at kontakte brugeren med henblik på direkte markedsføring. Afkrydsning af dette felt var en betingelse for deltagelse i konkurrencen.

Det var derimod ikke et krav for deltagelse i konkurrencen, at det andet felt, der vedrørte brug af cookies, var krydset af. Dette felt var dog allerede krydset af på forhånd. Såfremt brugeren ikke fjernede krydset, gav brugeren således også samtykke til, at virksomheden kunne installere cookies på brugerens browser.

Bundesverband der Verbraugerzentralen ("Bundesverband"), der svarer til det danske forbrugerklagenævn, anlagde på baggrund af ovenstående sag an mod virksomheden med påstand om, at virksomhedens anmodning om samtykke ved hjælp af de omtalte afkrydsningsfelter ikke opfyldte betingelserne for indhentelse af et gyldigt samtykke.

Retten gav i første instans Bundesverband delvist medhold i søgsmålet, mens den regi-onale appeldomstol gav virksomheden medhold i, at det forudafkrydsede felt kunne udgøre et gyldigt samtykke. Bundesverband ankede sagen til retten i tredje instans, som forelagde EU-domstolen to præjudicielle spørgsmål. Det første spørgsmål omhandlede gyldigheden af samtykke til brug af cookies, når dette var indhentet ved et forudafkrydset felt. Det andet spørgsmål handlede om, hvilke oplysninger virksomheden skal give brugeren for at opfylde kravet om fyldestgørende information vedrørende cookies.


EU-domstolens afgørelse


EU-domstolen fastlagde indledningsvist, at brugen af cookies alene er tilladt på betin-gelse af, af brugeren har givet sit samtykke hertil efter at have modtaget klare og fyldestgørende oplysninger om blandt andet formålet med behandlingen. Det gælder, uanset om brugen af cookies udgør en behandling af personoplysninger eller ej.

Derefter bemærkede EU-domstolen, at direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation udtrykkeligt fastsætter, at brugeren af en internetside skal have "givet sit samtykke" til brugen af cookies, dog uden nærmere at fastsætte måden, hvorpå samtykket kan indhentes. EU-domstolen henviste til, at der på baggrund af en ordlydsfortolkning af formuleringen "givet sit samtykke" og definitionen af samtykke i databeskyttelsesforordningen som en "frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljetilkendegivelse" måtte forudsættes en aktiv handling fra brugeren af internetsiden.

EU-domstolen bemærkede endvidere, at brugen af et forudafkrydset felt i en samtykkeerklæring gør det objektivt umuligt at afgøre, om brugeren af en internetside faktisk har givet sit samtykke til behandlingen af sine personoplysninger ved ikke at fjerne afkrydsningen. En forudafkrydsning gør det desuden umuligt at vurdere, om samtykket er givet på en informeret måde. Det kan nemlig ikke udelukkes, at brugeren slet ikke har læst den information, der ledsager det forudafkrydsede felt, eller at brugeren ikke har forstået feltet, inden denne fortsætter sin aktivitet på den besøgte internetside. Endeligt bemærkede EU-domstolen, at en forudafkrydsning ikke kan leve op til kravet om, at et samtykke skal være specifikt, idet det forudsætter, at samtykket skal vedrøre præcis den pågældende behandlingsaktivitet.


Ikke et gyldigt samtykke


EU-domstolen konkluderede på baggrund af ovenstående, at et forudafkrydset felt ikke kan udgøre et gyldigt samtykke, da det ikke opfylder betingelserne i direktivet om data-beskyttelse inden for elektronisk kommunikation sammenholdt med databeskyttelsesforordningen.

I forbindelse med det andet præjudicielle spørgsmål foretog EU-domstolen en præcisering af fortolkningen af kravet om fyldestgørende information i direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation. De oplysninger, som tjenesteudbyderen skal give brugeren af en internetside, omfatter oplysninger om cookiernes funktionsvarighed og oplysninger om, hvorvidt tredjemand kan tilgå disse cookies.


Kromann Reumerts bemærkninger


Afgørelsen er en klar udmelding om, at et forudafkrydset felt ikke kan udgøre et gyldigt samtykke, idet et gyldigt samtykke forudsætter en aktiv handling hos brugeren af en internetside. I den konkrete sag var feltet vedrørende accept af cookies præsenteret i sammenhæng med andre valg, herunder samtykke til elektronisk markedsføring såvel som deltagelse i en konkurrence. Det kan derfor diskuteres, hvorvidt et forhåndsafkrydset felt, der alene præsentereres i sammenhæng med en oplysningstekst om en virksomheds brug af cookies, og som efterfølges af en klar mulighed for at acceptere disse cookies, eksempelvis ved en tydelig "OK"-knap, i samme omfang ikke vil udgøre et gyldigt samtykke. Der kan argumenteres for, at brugen af "OK"-knappen udgør den påkrævede aktive handling.

I kølvandet af afgørelsen er det desuden muligt, at Erhvervsstyrelsen vil finde anledning til at ændre sin vejledning til bekendtgørelsen om krav til information og samtykke ved lagring af eller adgang til oplysninger i slutbrugerens terminaludstyr (den såkaldte cookiebekendtgørelse) fra 2011. Erhvervsstyrelsen angiver i sin vejledning, at "det afgørende er, at der kan identificeres en aktiv handling, eksempelvis, at der klikkes videre på siden, og at brugeren har en forståelse af, at de ved denne handling accepterer cookies, dvs. det er ikke nok bare generelt at informere om, at hjemmesiden bruger cookies, det skal præciseres, at cookies sættes ved, at brugeren eksempelvis klikker videre". På baggrund af den omtalte afgørelse synes EU-domstolen at sætte en højere tærskel for, hvad der konstituerer en tilstrækkeligt aktiv viljestilkendegivelse. Det bemærkes dog, at vejledningen ikke tager direkte stilling til internetsiders anvendelse af forhåndsafkrydsede felter i forbindelse med indhentning af samtykke.

Uanset hvilken løsning din virksomhed har valgt til indhentning af samtykke til cookies, er det vores generelle anbefaling, at løsningen gennemgås på ny, og at der foretages en vurdering af, hvorvidt der eventuet måtte være behov for tilpasninger som følge af EU-domstolens afgørelse.

I skrivende stund verserer der trepartsforhandlinger mellem Kommissionen, Rådet og EU-parlamentet med henblik på vedtagelsen af en ny forordning vedrørende respekt for privatlivets fred og beskyttelse af persondata ved elektronisk kommunikation. Forord-ningen skal regulere behandlingen af personoplysninger i den elektroniske kommunikationssektor og således erstatte direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation fra 2002.

Læs EU-domstolens afgørelse

 

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
Fagligt indhold, der kunne være relevante for dig
4 år med GDPR
Jurainfo Exclusive logo
PODCAST
4 år med GDPR
Hvordan ligger landet 4 år efter ikrafttrædelsen af Databeskyttelsesforordningen?
Hvornår må du udsende nyhedsbreve og tilbud til dine kunder?
Jurainfo logo
EXCLUSIVE
VIDEO
Hvornår må du udsende nyhedsbreve og tilbud til dine kunder?
Det kræver et markedsføringssamtykke fra dine kunder, hvis du ønsker at udsende nyhedsmail, sms'er eller på anden måde kontakte dem med gode tilbud. Advokat, Torsten Hylleberg, kommer her nærmere ind på hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med indhentelse af markedsføringssamtykker.
Tredjelandsoverførsler og den nye aftale med USA
Jurainfo Exclusive logo
PODCAST
Tredjelandsoverførsler og den nye aftale med USA
Vi sætter fokus på overførsel af personoplysninger til usikre tredjelande, herunder overførsler til USA baseret på den nye aftale mellem EU og USA.
Artikler, der kunne være relevante for dig
Chromebook-sagens relevans – herunder når du udleverer en computer eller mobiltelefon som arbejdsredskab
Chromebook-sagens relevans – herunder når du udleverer en computer eller mobiltelefon som arbejdsredskab
08/03/2024
Persondata, IT- og telekommunikation
Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen etablerer AI-sandkasse
Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen etablerer AI-sandkasse
11/03/2024
Persondata, IT- og telekommunikation, Compliance
AI Act vedtaget af Europa-Parlamentet
AI Act vedtaget af Europa-Parlamentet
22/03/2024
Persondata, EU-ret
Træning af kunstig intelligens
Træning af kunstig intelligens
03/04/2024
Persondata, Immaterialret
Ansvaret for cybersikkerhed ligger hos ledelsen
Ansvaret for cybersikkerhed ligger hos ledelsen
08/04/2024
Persondata, Compliance, Øvrige
VIRK23 er på gaden
VIRK23 er på gaden
16/04/2024
Kontraktret, IT- og telekommunikation, Persondata
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du hjælp til at finde en specialist?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted