Er dit brand/navn ledigt?

Står du over for at skulle vælge et virksomhedsnavn eller brand, er det vigtigt at undersøge, om der er juridiske faldgruber du bør være opmærksom på, inden du investerer i markedsføring mv. I modsat fald kan du i høj grad risikere, at du krænker andres allerede eksisterende varemærkerettigheder.

Denne artikel er en del af en artikelserie ”Rundt om dit varemærke”, som giver dig et overblik over de vigtigste emner inden for varemærkeretten.


Overvejelser om valg af navn og brand

Endelig har du fundet det perfekte brand eller navn til din virksomhed. Det passer perfekt til virksomheden, og virksomhedens historie – det er kort, præcist og nemt at udtale. Du har allerede investeret i en del i markedsføringsmateriale men finder derefter ud af, at en anden virksomhed allerede bruger et identisk eller forveksleligt navn.

Det er derfor bl.a. vigtigt at undersøge om andre allerede har retten til det navn, du ønsker at bruge i din virksomhed, og om du dermed krænker andres rettigheder. Det kan give dig problemer, også selvom du ikke kendte til den andens produkt. Forebyggende arbejde betaler sig. På den måde kan du med stor sandsynlighed undgå spildte investeringer i markedsføring og betydelige omkostninger forbundet med krænkelsessager.


Undersøg om andre allerede bruger det navn eller brand, du har valgt

Når du gør dig overvejelser om navnet til din virksomhed, er det vigtigt, at det adskiller sig fra andre virksomhedsnavne. I CVR-registeret har du mulighed for at slå navnet op, og derved undersøge om navnet er ledigt, eller om det allerede er i brug af andre. Såfremt navnet er ledigt, bør du også undersøge om navnet er varemærkeregistreret. Dette kan ske hos Patent- og Varemærkestyrelsen, og for så vidt angår europæ-iske varemærker hos EUIPO. Du bør være tilbageholdende med at anvende det nye navn, du påtænker at bruge, hvis et identisk varemærke (eller et varemærke, der er forveksleligt med det navn, du påtænker at bruge) allerede er varemærkeregistreret.

Samtidig bør du overveje, om navnet skal indeholde personnavne, angive forretningsområdet, være lokalt eller globalt, udtrykke ambitioner eller være dit kunstnernavn. Det er også oplagt at undersøge om dit brand/navn er ledigt som domæne- og SoMe navn.


Brandet skal have særpræg og må ikke være beskrivende

Det er en betingelse, at et navn/brand har særpræg, hvis det skal opnå ny varemærkeretlig beskyttelse. Det betyder navnlig, at

  • Mærket skal være tilstrækkeligt distinktivt (have adskillelsesevne/kendetegnsfunktion)
  • Mærket må ikke være deskriptivt (beskrivende)
  • Mærket må ikke være blevet en sædvanlig betegnelse for de ansøgte varer eller tjenesteydelser

Kravet om distinktivitet betyder, at navnet/brandet, som søges beskyttet, skal kunne opfattes som et kendetegn i omsætningskredsen og dermed har en “kendetegnsfunktion”. Herved kan aftagerne adskille de forskellige udbyderes varer- eller tjenesteydelser.
Du kan ikke beskytte ord og vendinger, som beskriver dit produkt. Alle skal frit kunne anvende beskri-vende ord eller figurer. Som for eksempel kan nævnes ”slidstærke tæpper” for tæpper eller ”skælshampoo” for shampoo. Det er ikke muligt at få varemærkebeskyttelse og dermed eneret til at disse bruge termer for de nævnte produkter.


Varemærker må ikke vildlede forbrugeren

Dit virksomheds- eller brandnavn må ikke vildlede forbrugeren. Man må for eksempel ikke bruge ordet ”guld”, som en del af navnet for et mærke for uægte smykker.


Varemærker må ikke indeholde officielle statskendetegn

Hvis du ønsker at bruge et flag, krone eller lignende i dit logo, så skal du have tilladelse til det.


Du kan opnå eneret til dit navn/brand

En varemærkeret indebærer, at varemærkerettighedshaveren har eneret til at anvende varemærket. Med en varemærkeregistrering kan du derfor effektivt beskytte dit navn, logo eller slogan. Med en va-remærkeregistrering kan du forhindre andre i at anvende og måske underminere dit brand. Samtidig er et registreret varemærke med til at give investorer en vis sikkerhed for, at deres investering er beskyttet.


Følgende kan beskyttes som varemærke:

Ordmærker: Et ordmærke er alt, hvad du kan skrive med almindelige tegn, dvs. med tal eller bogstaver.

Lydmærker: Et lydmærke er bl.a. kendingsmelodier og signaturlyde som f.eks. MobilePays betalingslyd eller McDonalds jingle ”I’m lovin it”.

Figurmærker: Et figurmærke er logoer, 3-dimensionelle mærker mfl.

Vareudstyrsmærker: Varemærkeudstyr er varemærker, hvor varens udstyr, form eller emballage udgør selve varens kendetegn.


Hvordan kan Focus Advokater hjælpe dig?

Vi har erfarne IPR-rådgivere som bl.a. kan hjælpe med at:

  • undersøge om andre allerede har retten til det navn/brand du ønsker at bruge,
  • undgå forgæves investeringer i udviklings- og markedsføringsaktiviteter,
  • undgå forgæves afholdte omkostninger til krænkelsessager og
  • vejlede dig i at tilpasse din idé, hvis det krænker andre.

Vores IPR-eksperter kan hjælpe med forundersøgelser og undersøge, om der er ”freedom to operate” på de relevante markeder. Vi tager gerne en uforpligtende snak med dig om hvilke muligheder, du har for at beskytte dit brand og din virksomhed i øvrigt.

 

Læs flere nyheder her

Artiklen er forfattet af: