Derfor skal du ikke bruge Incoterms sø-klausuler ved flytransport

Sø- og Handelsretten har i en nylig afgørelse taget stilling til en situation, hvor et parti gods var solgt på FOB-vilkår, selvom transporten foregik med fly. Godset blev beskadiget under transporten, og spørgsmålet var herefter om skaden var sket før eller efter risikoens overgang, dvs. om det var sælgers eller købers risiko. Sø- og Handelsretten fastslog, at FOB-klausulen specifikt regulerer søtransport, og ikke direkte kan anvendes til at fastlægge risikoens overgang ved flytransport. Spørgsmålet kunne derfor ikke afgøres ud fra Incoterms, men måtte i stedet afgøres ud fra konkret bevismæssig vurdering af parternes forståelse af betydningen af klausulen.

Sø- og Handelsrettens dom af 20. februar 2017


Sagens omstændigheder

Et dansk firma (K) havde købt et parti tørklæder fra en indisk producent (S) på FOB-vilkår (Free on Board). FOB er en af de såkaldte ”søklausuler” i Incoterms 2010. Klausulen er kun tiltænkt anvendelse ved søtransport. Varerne skulle imidlertid transporteres fra Mumbai til København med fly.

Transporten foregik således, at S transporterede tørklæderne fra sin fabrik i Indien til lufthavnen i Mumbai. Her overgav S tørklæderne til sin agent, som sørgede for clearing i tolden, hvorefter agenten overgav tørklæderne til transportøren (T). T var antaget af K til at sørge for flytransporten fra Mumbai til København. T udstedte House Air Waybill og Air Waybill, da de overtog godset, og der blev ikke gjort anmærkninger om skader. Godset blev efter to dage fløjet til Doha og derfra videre til Danmark cirka fem dage senere. Da varerne ankom til K's lager i Danmark, konstaterede K, at varerne var ramt af omfattende fugtskader, der nødvendiggjorde udbedring og i visse tilfælde kassering.

Spørgsmålet i sagen var herefter, om skaden var sket før eller efter risikoens overgang fra S til K, dvs. om det var S eller K, som havde risikoen for skaderne på varerne.

Vejrdata viste kraftig regn i Mumbai på dagen for afsendelsen, ingen regn i Doha og regn i København i dagene omkring varernes ankomst. En marine-surveyor, som inspicererede varerne efter ankomsten i Danmark, udtalte under sagen, at han fandt det mest sandsynligt, at skaderne var sket i Mumbai, men at han ikke kunne udelukke, at skaden kunne være sket i København.

K havde anmeldt skaden til sit forsikringsselskab (F). F afviste imidlertid at dække skaden, fordi parterne havde aftalt FOB. F mente, at skaden var sket inden risikoens overgang og dermed uden for den del af transporten, som K's forsikring skulle dække. F henstillede derfor K til at anmode S om at anmelde skaden til sit forsikringsselskab. F påpegede også, at T kunne være erstatningsansvarlig for skaderne. K fremsatte herefter krav mod T, hvilket endte med en forligsmæssig løsning. K forklarede under sagen, at de acceptererede forliget bl.a. fordi K mente, at T hermed havde anerkendt at være ansvarlig for skaderne.


Rettens vurdering

Sø- og Handelsretten lagde til grund, at parterne havde aftalt salg på FOB-vilkår, selvom der ikke var tale om en søtransport, som klausulen ellers foreskriver. Dette var efter det oplyste sædvanligt ved handel i Indien.

Retten udtalte, at FOB-klausulen specifikt regulerer søtransport og ikke direkte kan anvendes til at fastslå tidspunktet for risikoens overgang ved flytransport. Da der ikke forelå oplysninger om, hvornår risikoen sædvanligvis antages at overgå, når klausulen er anvendt i forbindelse med flytransport, hverken i Indien eller Danmark, udtalte retten endvidere, at der måtte lægges afgørende vægt på parternes forståelse af klausulen. På baggrund af parternes forklaringer og e-mailkorrespondance fandt retten, at begge parter havde forstået klausulen således, at risikoen skulle overgå ved overgivelsen af varerne til T i lufthavnen i Mumbai. Retten lagde herefter til grund, at risikoen overgik på dette tidspunkt.

Da ingen af luftfragtbrevene indeholdt anmærkninger om skader på godset ved overtagelsen i Mumbai, og da T også havde påtaget sig erstatningsansvaret, fandt retten, at skaderne måtte være sket efter overgivelsen af godset til T, og dermed efter risikoens overgang til K. K skulle derfor betale for godset, og S blev frifundet for K's krav.


Hvad kan vi udlede af dommen?

Sagen viser risikoen ved at bruge Incoterms klausuler forkert. FOB er en ”søklausul”, dvs. en klausul, som er tiltænkt anvendelse ved søtransport. Det er ikke meningen, at FOB skal anvendes ved andre transportformer, herunder flytransport.

Hvis man anvender FOB ved andet end søtransport, skaber det en usikkerhed om, hvad der er aftalt. Man risikerer dermed, at domstolene tilsidesætter vilkåret eller ved fortolkning kommer frem til et andet resultat, end man havde tiltænkt, f.eks. i relation til spørgsmålet om risikoens overgang. Man mister med andre ord den sikkerhed for ensartet fortolkning, som det ellers er formålet med Incoterms at etablere.

I den konkrete sag valgte Sø- og Handelsretten at løse sagen ved at foretage en fortolkning af aftalen på baggrund af parternes forklaringer og korrespondance. Retten kom frem til, at parterne havde forstået aftalen sådan, at risikoen overgik, da købers transportør fik godset overgivet i lufthavnen i Mumbai. Denne måde at løse sagen på er i overensstemmelse med danske retsprincipper. Det er ikke sikkert, at en udenlandsk domstol ville være kommet frem til det samme resultat.

I den konkrete sag burde man ikke have anvendt FOB-klausulen. Hvis hensigten (sådan som Sø- og Handelsretten kom frem til) var, at risikoen skulle overgå ved overgivelsen til købers transportør, kunne man i stedet have anvendt FCA-klausulen (Free Carrier). Hvis hensigten var, at risikoen skulle overgå, når godset var kommet ombord på flyet i Mumbai, kunne man have anvendt DAP-klausulen og angivet dette i tilknytning til klausulen.

 



 

---