Ekspropriations­udvalgets anbefalinger følges op med udkast til lovforslag

I et nyt udkast til lovforslag om ændring af bl.a. planloven lægger Erhvervsministeriet op til en forbedring af borgernes retsstilling ved ekspropriation.

Erhvervsministeren nedsatte i 2017 Ekspropriationsudvalget, der fik til opgave at undersøge planlovens ekspropriationsbestemmelser. Udvalget afsluttede sit arbejde i juni 2018 og gav i betænkning nr. 1569 otte konkrete anbefalinger, der er nærmere beskrevet her: Otte anbefalinger til at forbedre borgernes retssikkerhed ved eksproriation. På den baggrund har Erhvervsstyrelsen sendt et udkast til lovforslag om ændring af bl.a. planloven i høring. Lovforslaget har til formål at indarbejde følgende af udvalgets anbefalinger:

  • Ordlyden i planlovens § 47, stk. 1, ændres, så det fremover udtrykkeligt fremgår, at der kun kan eksproprieres til virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt, hvis det sker for at varetage “almene samfundsmæssige interesser”. Det gælder allerede på nuværende tidspunkt efter grundlovens § 73, og forslaget indebærer således ikke en ændring i forhold til den nuværende mulighed for at foretage ekspropriation.
  • Som stk. 4 indsættes en ny bestemmelse i planlovens § 47, hvorefter kommunernes adgang til at foretage ekspropriation på baggrund af en lokalplan eller byplanvedtægt bortfalder, hvis kommunen ikke har truffet beslutning om ekspropriation senest 5 år efter, at planen er blevet offentliggjort.
  • Der er indsættes i planlovens §16, stk. 2, en ny bestemmelse, hvorefter redegørelsen i lokalplaner skal oplyse om, hvorvidt den endelige lokalplan kan danne grundlag for ekspropriation samt de generelle betingelser herfor.
  • Udkastet til lovforslaget har været i høring over sommeren og må forventes fremsat i Folketinget i det kommende folketingsår. Du kan læse hele udkastet til lovforslaget her: Forslag til lov om ændring af lov om planlægning og lov om maritim fysisk planlægning

Få et overblik over den nuværende ekspropriationsproces efter planlovens § 47 her:

Ekspropriation efter planlovens § 47

 


Artiklen er forfattet af: