Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Dansk cykelvirksomhed må bruge ”Christiania Cykel” for egen-producerede ladcykler

DLA Piper
16/08/2017
Dansk cykelvirksomhed må bruge ”Christiania Cykel” for egen-producerede ladcykler
I en forbudssag afgjort i juni 2017 fandt Sø- og Handelsretten, at Christiania Bikes ApS som varemærkeindehaver til varemærket ”Christiania Bikes” havde udvist retsfortabende ved ikke at have håndhævet deres varemærkeret i mere end fire år efter at have fået kendskab til en anden virksomheds markedsføring af ”Christiania Cykel” som artsbetegnelse for ladcykler. Retten fandt dog, at ”Christiania Bikes” samt den danske oversættelse heraf (”christiania cykel”) havde særpræg og afviste, at mærket var degenereret.

Forbudssagen var anlagt af Christiania Bikes ApS mod den anden danske cykelproducent, Andersen & Meldgaard ApS.

Christiania Bikes ApS har siden 1978 produceret og markedsført cykler. Særligt kan fremhæves den form for ladcykel, der i folkemunde kaldes ”Christiania cyklen” og som kendetegnes ved det kasseformede lad monteret forrest på en tre-hjulet cykel.

I 2004 registrerede Christiania Bikes ApS varemærket ”Christiania Bikes” blandt andet for cykler og tilbehør (Nice-klassifikation 39).

Andersen & Meldgaard ApS har siden 1992 beskæftiget sig med handel af cykeldele. I 2009 begyndte virksomheden tillige at forhandle ladcykler herunder en ladcykel betegnet som ”Christiania Cykel” med henvisning til cyklens kasseformede lad.

I oktober 2012 rettede Christiania Bikes ApS henvendelse til Andersen & Meldgaard ApS, i hvilken forbindelse Christiania Bikes ApS påbød Andersen & Meldgaard ApS at ophøre brugen af ”Christiania Cykel” som betegnelse for virksomhedens ladcykler. Andersen & Meldgaard ApS reagerede ikke på påbuddet, og Christiania Bikes ApS forfulgte den ikke yderligere.

I juli 2016 påbød Christiania Bikes ApS endnu engang Andersen & Meldgaard ApS ikke at bruge ”Christiania Cykel”. Heller ikke dette påbud blev forfulgt yderlige førend et tredje påbud i januar 2017. Først i februar 2017 forfulgte Christiania Bikes ApS sagen ved indlevering af en forbudsstævning.

Retssagens overordnede tema var, om varemærket ”Christiania Bikes” og den danske oversættelse ”Christiania Cykel” havde særpræg henset til, at varemærket var registreret for cykler og cykeltilbehør. Hertil kom spørgsmålet om, hvorvidt varemærket var degenereret, samt hvorvidt Christiania Bikes ApS havde udvist retsfortabende passivitet.

Sø- og Handelsretten fandt, at ”Christiania Bikes” havde særpræg samt at beskyttelsen omfattede den danske oversættelse ”Cristiania Cykel”. Retten vægtede i den forbindelse Dansk Sprognævns vurdering foretaget ved mærkets registrering i 2004, hvori nævnet fandt, at ”Christiania Cykler” på registreringstidspunktet var en betegnelse for ladcykler specifikt fra Christiania Bikes ApS, og dermed ikke en artsbetegnelse for ladcykler. Retten fandt det ej heller godtgjort, at mærket var degeneret.

Retten fandt dog i overensstemmelse med Andersen & Meldgaard ApS’ påstand herom, at Christiania Bikes ApS havde forholdt sig passivt over for Andersen & Meldgaard ApS’ brug af ”Christiania Cykler”, og derved havde accepteret Andersen & Meldgaard ApS’ brug heraf. I den forbindelse lagde retten særlig vægt på, at der gik cirka fire år og fire måneder fra Christiania Bikes ApS’ første henvendelse til den anden henvendelse og ydermere cirka seks måneder fra Christiania Bikes anden henvendelse til den tredje henvendelse. Ved hvert påbud fremsat havde Christiania Bikes ApS anført, at påbuddet ved manglende efterlevelse ville blive retsligt forfulgt. Henset til at Christiania Bikes ApS ikke havde forfulgt påbuddet før mere end fire år efter den første henvendelse, anså Sø- og Handelsretten Christiania Bikes ApS for at have udvist retsfortabende passivitet i henhold til varemærkelovens § 9.

Sø- og Handelsretten fandt endvidere, at Christiania Bikes ApS på samme grundlag ikke havde godtgjort, at selskabets muligheder for at opnå deres ret ville være forspildt ved at afvente tvistens retlige afgørelse ved almindelig rettergang. Forbudsbetingelserne i retsplejelovens § 413 ansås derfor ej heller for opfyldt.

Henset til at Christiania Bikes’ henvendelser i 2012, 2016 og igen i 2017 alene vedrørte den danske oversættelse af ordmærket, blev Christiania Bikes ApS dog ikke på samme vis anset for at have fortabt retten til at anfægte Andersen & Meldgaard ApS’ anvendelse af ”Christiania Bike” eller ”Christiania Bikes”.

 



 




Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Artikler, der kunne være relevante for dig
Træning af kunstig intelligens
Træning af kunstig intelligens
03/04/2024
Persondata, Immaterialret
Upcycling ud fra et varemærke- og markedsføringsretligt perspektiv
Upcycling ud fra et varemærke- og markedsføringsretligt perspektiv
03/04/2024
E-handel og markedsføring, Immaterialret
Varemærket "Trek" var ikke velkendt og ikke krænket
Varemærket "Trek" var ikke velkendt og ikke krænket
27/03/2024
Immaterialret
Irmapigen sejrede i Sø- og Handelsretten
Irmapigen sejrede i Sø- og Handelsretten
09/04/2024
Immaterialret, E-handel og markedsføring
Har du registreret din virksomheds varemærke?
Har du registreret din virksomheds varemærke?
04/04/2024
Immaterialret
Den Fælles Patentdomstol – sager om midlertidige forbud og påbud
Den Fælles Patentdomstol – sager om midlertidige forbud og påbud
08/04/2024
Immaterialret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du hjælp til at finde en specialist?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted