Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Bortvisning for Facebook-opslag var ikke i orden

IUNO
25/06/2018
Bortvisning for Facebook-opslag var ikke i orden


En medarbejder fra et flyselskab skrev et opslag på sin Facebook-profil. Her bad han sine kollegaer om hjælp til at få smuglet varer igennem lufthavnens told. Østre Landsret fandt, at det var berettiget at opsige medarbejderen, men ikke at bortvise ham.



Sagen drejede sig om en medarbejder, der var ansat som service agent for et flyselskab. På vej hjem fra sin ferie skrev han på sin offentlige Facebook-profil, at han ”har købt 3 kartoner smøger. Og skal bruge en til og tage de 2 igennem tolden som er på job”. Opslaget blev set og kommenteret af flere af medarbejderens kollegaer, hvoraf flere af dem tog afstand til opslaget. Medarbejderen blev suspenderet samme dag og blev på et efterfølgende møde bortvist for groft tillidsbrud og brud på virksomhedens Code of Conduct.

Medarbejderen mente ikke, at bortvisningen var berettiget. Han gjorde gældende, at opslaget var en spøg, og at han aldrig tidligere havde handlet i strid med interne retningslinjer eller modtaget nogen form for advarsler.


Bortvisning var uberettiget, men opsigelse var ok


I første instans gav byretten medarbejderen medhold i, at opslaget alene var ment som en spøg, og at medarbejderen blandt andet derfor skulle have haft en advarsel.

Landsretten fandt dog ikke, at opslaget var ment som en spøg. Retten lagde her vægt på, at medarbejderen skrev i sit opslag, at han ville kontakte en kollega efter, at han var landet. Så selvom der ikke var sket en egentlig lovovertrædelse, fandt landsretten, på baggrund af ordlyden i opslaget, at medarbejderen havde haft til hensigt at overtræde toldloven og misbruge sit ID-kort. Det betød, at opslaget udgjorde en grov tilsidesættelse af flyselskabets Code of Conduct og virksomhedens politik for medarbejdernes adfærd på de sociale medier.

Da opslaget kunne skade flyselskabets omdømme og var en tilsidesættelse af medarbejderens loyalitetsforpligtigelse, vurderede landsretten, at det var rimeligt at opsige medarbejderen. Da opslaget til gengæld ikke udgjorde en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, var det ikke rimeligt, at virksomheden bortviste medarbejderen. Landsretten lagde her vægt på, at medarbejderen havde været ansat i virksomheden i flere år uden at få kritik eller modtage advarsler.

Medarbejderen havde derfor krav på løn i opsigelsesperioden, men ikke godtgørelse for urimelig opsigelse.


IUNO mener


Dommen viser, at medarbejdere har pligt til at optræde loyalt over for deres arbejdsgiver - også når de udtrykker sig på de sociale medier. Hvis opslag er egnede til at skade arbejdsgiverens omdømme, kan arbejdsgiveren i visse tilfælde være berettiget til opsige medarbejderen, selv uden tidligere advarsel. Derimod vil det kun være i de særligt grove tilfælde, at bortvisning er berettiget, hvis vedkommende ikke tidligere har modtaget advarsler.

IUNO anbefaler, at virksomheder sørger for at have en klar politik for medarbejderes brug af sociale medier og sørger for, at medarbejderne har læst og forstået politikken. Derudover bør virksomheden løbende følge op på politikken for eksempel ved at træne medarbejderne for at sikre, at politikken rent faktisk efterleves.

[Østre Landsrets dom af 30. maj 2018 i sag B-1565-17]









Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Fagligt indhold, der kunne være relevante for dig
Har du pligt til at oprette en whistleblowerordning inden den 17. december 2023?
Jurainfo Exclusive logo
PODCAST
Har du pligt til at oprette en whistleblowerordning inden den 17. december 2023?
Bliv klogere på whistleblowerloven, herunder hvilke virksomheder, der har pligt til at etablere en whistleblowerordning.
Artikler, der kunne være relevante for dig
Tvillingeforældre får ekstra barsel
Tvillingeforældre får ekstra barsel
03/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
At ophæve på egen bekostning
At ophæve på egen bekostning
04/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Ekstra orlov til tvillingeforældre og lempeligere regler for udenlandsk arbejdskraft
Ekstra orlov til tvillingeforældre og lempeligere regler for udenlandsk arbejdskraft
12/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Flere ansatte indberetter om virksomhedens interne forhold til Den Nationale Whistleblowerordning
Flere ansatte indberetter om virksomhedens interne forhold til Den Nationale Whistleblowerordning
11/04/2024
Compliance, Ansættelses- og arbejdsret
PTSD-ramt politibetjent fik ret i Højesteret
PTSD-ramt politibetjent fik ret i Højesteret
16/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Aktieoptionernes akilleshæl
Aktieoptionernes akilleshæl
19/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du hjælp til at finde en specialist?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted