Aller Media vinder principiel sag om ytringsfrihed

Østre Landsret omstøder en tidligere dom fra Sø- og Handelsretten, hvor Aller blev dømt for at krænke Interfloras varemærke.

Østre Landsret omstøder en tidligere Sø- og Handelsrets-dom, hvor Aller (Ugebladet Femina v/ chefredaktør Camilla Kjems) blev dømt for at krænke Interfloras varemærke SIG DET MED BLOMSTER ved i et redaktionelt indlæg i ugebladet Femina at have omtalt en række blomstertema-produkter under betegnelsen SIG DET MED BLOMSTER.

Sø- og Handelsretten statuerede, at dette udgjorde en krænkelse af Interfloras varemærkerettigheder til SIG DET MED BLOMSTER.

Landsretten har frifundet Aller for krænkelse, idet man ikke vurderer, at den skete brug skader eller drager utilbørlig fordel af Interfloras varemærke.

Bech-Bruun har i sagen i vidt omfang gjort anbringender om ytringsfrihed gældende, ligesom der har været spørgsmål om fortolkning af flere EU Domstols afgørelser i forhold til dansk retspraksis.

For Aller har sagen været principiel, idet Sø- og Handelsrettens præmisser i væsentligt omfang begrænsede den redaktionelle ytringsfrihed og pålagde medierne et potentielt erstatningsansvar ved brug af ordsammensætninger, som er registreret som varemærker, uanset om brugen er sket redaktionelt.

Dansk Journalistforbund var indtrådt i sagen til støtte for Aller, idet journalistforbundet ligeledes fandt, at sagen er principiel. Bech-Bruun bistod ligeledes Dansk Journalistforbund i sagen med blandt andet skriftlig indlæg vedrørende ytringsfrihed og journalistisk frihed i en varemærkeretlig kontekst. Læs kommentaren fra Dansk Journalistforbund.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores nyhedsservice her

Artiklen er forfattet af: