Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Større aftale­frihed for aktie­baserede incitaments­ordninger

Kromann Reumert
17/10/2018
Større aftale­frihed for aktie­baserede incitaments­ordninger
Beskæftigelsesministeren har fremsat forslag om at ændre aktieoptionsloven. Forslaget har til hensigt at skabe større aftalefrihed, men indeholder dog en række uklarheder.

I det fremsatte forslag lægger beskæftigelsesministeren op til at ophæve aktieoptionslovens begrænsninger for, hvad der er muligt at aftale om optioner/warrants i forbindelse med lønmodtageres fratrædelse.

I dag medfører aktieoptionslovens "good leaver/bad leaver"-regulering, at en lønmodtager, som selv opsiger sit ansættelsesforhold, mister alle sine optioner/warrants. Derimod beholder en lønmodtager, som bliver opsagt af sin arbejdsgiver, alle sine optioner/warrants og har ret til en forholdsmæssig andel af de tildelinger, som lønmodtageren ville have haft ret til i henhold til aftale eller sædvane.


Øget fleksibilitet for arbejdsgiver


Ophævelsen af "good leaver/bad leaver"-reguleringen skaber en langt større grad af aftalefrihed og fleksibilitet i forbindelse med udformningen af aktieoptionsordninger. Det vil eksempelvis gyldigt kunne aftales, at ikke-udnyttede optioner bortfalder ved fratrædelsen uanset opsigelsesinitiativ og årsag til opsigelsen.

Det vil også kunne aftales, at der gælder en kortere udnyttelsesperiode efter fratrædelsen i forhold til vestede optioner, som endnu ikke er udnyttet.

Hvis der er tale om en ordning med deltagere i flere lande, skal man naturligvis fortsat være opmærksom på, at der kan være en særskilt leaver-regulering i udlandet.

Ændringen vil imidlertid betyde, at danske datterselskaber i udenlandske koncerner i langt højere grad vil kunne benytte de udenlandske ordninger uden særlige "danske" tilpasninger af vilkårene. Det vil dog fortsat være et krav, at der udarbejdes arbejdsgivererklæring på dansk.

Med aftalefriheden bliver det, i endnu højere grad end hidtil, nødvendigt at tage stilling til, hvad der skal gælde i fratrædelsessituationen, når aktieoptionsordningerne udformes.


Aktier erhvervet via optionsordning


Lovforslaget indeholder også en regulering af, hvad der kan aftales om aktier, der er erhvervet som følge af en optionsordning.

Beskæftigelsesministeren foreslår i den forbindelse, at arbejdsgiveren og lønmodtageren ikke kan aftale, at arbejdsgiveren kan tilbagekøbe aktier til en lavere pris end markedsprisen, hvis aktierne er erhvervet i henhold til en ordning, der er omfattet af loven. Det betyder, at det ikke er muligt i en aktieoptionsordning at aftale et fast beløb for tilbagekøb ved lønmodtagerens fratrædelse.

Reguleringen af tilbagekøb er noget uklar.

I bemærkningerne til lovforslaget står der, at aftaler om tilbagekøb af aktier til markedspris forudsætter, at der er grundlag for at fastlægge markedsprisen.
Grundlaget vil, ifølge bemærkningerne, eventuelt kunne fastlægges i forbindelse med, at der indgås en aftale om tilbagekøb af aktierne til markedspris ved fratrædelsen.

Er der derimod tale om aktier, der slet ikke er omsættelige på det åbne marked, vil en klausul om tilbagekøb til markedspris, ifølge bemærkningerne, ikke kunne effektueres. I sådanne tilfælde vil et eventuelt tilbagekøb ved en fratrædelse kunne ske i overensstemmelse med de almindelige aftaleretlige principper, der er fastlagte i aftaleloven og udviklet i retspraksis.

Markedsprisen i unoterede selskaber vil typisk være genstand for stor usikkerhed. Samtidig er det uklart, hvad der i lovforslaget menes med aktier, "der slet ikke er omsættelige på det åbne marked".

Det forekommer også uhensigtsmæssigt at have særskilt regulering for aktier, som en lønmodtager har erhvervet via en aktieoptionsordning og for aktier, der er erhvervet uden for aktieoptionslovens område, eksempelvis gennem lønmodtagerens investering i aktierne.


Timing 


Lovforslaget er fremsat med henblik på ikrafttrædelse den 1. januar 2019.

Eksisterende aktieoptionsordninger berøres ikke af forslaget.

På grund af den foreslåede større aftalefrihed og fleksibilitet bør arbejdsgivere allerede nu overveje udformningen af deres ordninger fremadrettet. Det er samtidig relevant at overveje, om der skal laves ændringer i eksisterende ordninger – og i hvilket omfang sådanne ændringer kan foretages.

 

 



 




Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Fagligt indhold, der kunne være relevante for dig
Har du pligt til at oprette en whistleblowerordning inden den 17. december 2023?
Jurainfo Exclusive logo
PODCAST
Har du pligt til at oprette en whistleblowerordning inden den 17. december 2023?
Bliv klogere på whistleblowerloven, herunder hvilke virksomheder, der har pligt til at etablere en whistleblowerordning.
Artikler, der kunne være relevante for dig
Regler om løngennemsigtighed på vej
Regler om løngennemsigtighed på vej
02/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Tvillingeforældre får ekstra barsel
Tvillingeforældre får ekstra barsel
03/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
At ophæve på egen bekostning
At ophæve på egen bekostning
04/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Ekstra orlov til tvillingeforældre og lempeligere regler for udenlandsk arbejdskraft
Ekstra orlov til tvillingeforældre og lempeligere regler for udenlandsk arbejdskraft
12/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Flere ansatte indberetter om virksomhedens interne forhold til Den Nationale Whistleblowerordning
Flere ansatte indberetter om virksomhedens interne forhold til Den Nationale Whistleblowerordning
11/04/2024
Compliance, Ansættelses- og arbejdsret
PTSD-ramt politibetjent fik ret i Højesteret
PTSD-ramt politibetjent fik ret i Højesteret
16/04/2024
Ansættelses- og arbejdsret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du hjælp til at finde en specialist?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted