Afskedigelse af handicappet i strid med forskelsbehandlingsloven

En konsulent ansat i en uddannelsesinstitution var efter en hjerneblødning sygemeldt i længere tid og startede herefter i virksomhedspraktik i 13 uger hos arbejdsgiveren. Efter dette forløb blev konsulenten afskediget med henvisning til, at fagligheden ikke var på niveau. Østre Landsret fandt, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Sagens baggrund
Efter ansættelse i ½ år som konsulent i en uddannelsesinstitution fik medarbejderen en hjerneblødning på arbejdspladsen. I den efterfølgende sygeperiode på ca. 8 måneder fulgte skolen tæt med i udviklingen og deltog også i orienteringsmøde på hospitalet. Efter aftale med kommunen accepterede skolen at gennemføre et virksomhedspraktikforløb på 13 uger med henblik på afklaring af konsulentens funktionsniveau. De 13 uger omfattede også en sommerferie, hvorfor det reelle forløb varede ca. 9 uger.

Der var under sagen uenighed om, hvorvidt der i forbindelse med etableringen af virksomhedspraktikken havde været en nærmere drøftelse af eventuelle skånevilkår særligt vedrørende tildeling af en egentlig mentor eller personlig vejleder. Skolen mente ikke, at det havde været drøftet, men en fysioterapeut fra Hjernerådgivningen forklarede, at hun specifikt havde nævnt nødvendigheden af en mentor, som kunne give helt konkret feedback.

Under virksomhedspraktikforløbet fik konsulenten tildelt mindre krævende opgaver uden faste deadlines, arbejdstidsnedsættelse samt instruktion til opgavens udførelse. Der blev imidlertid ikke tilknyttet en mentor, men konsulenten sad i kontor med kollegaer, hun kendte, og som stod til rådighed med hjælp og sparring. Efter at have tildelt konsulenten forskellige typer af arbejdsopgaver, var det skolens vurdering, at løsningen af opgaverne var så langt fra konsulentniveau, at der ikke var grundlag for en forlængelse af virksomhedspraktikken, og at ansættelsesforholdet samtidig måtte bringes til ophør.

HK indbringer sagen for domstolene
HK indbragte sagen for domstolene og gjorde i hovedtræk gældende, at:

  • der var tale om direkte forskelsbehandling/subsidiært indirekte forskelsbehandling
  • skolen ikke havde udvist tilstrækkelige bestræbelser i medfør af forskelsbehandlingslovens § 2a
  • og at der derfor skulle betales en godtgørelse svarende til ni måneders løn

Under retssagen var der enighed om, at konsulenten på opsigelsestidspunktet var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.

Domstolenes vurdering
Byrettens flertal, som stadfæstet af landsretten, fandt ikke, at der forelå direkte forskelsbehandling, men dømte skolen for indirekte forskelsbehandling med den konsekvens, at konsulenten havde krav på en godtgørelse svarende til seks måneders løn. Dissensen i byrettens dom stemte for at frifinde skolen.

Østre Landsret lagde afgørende vægt på forklaringen fra fysioterapeuten fra Hjerneskaderådgivningen, som under sin forklaring for landsretten udtalte, at hun under det indledende møde om etableringen af virksomhedspraktikken havde gjort opmærksom på nødvendigheden af en vejleder eller mentor med deraf følgende optimal feedback. I fortsættelse lagde landsretten på baggrund af forklaringer til grund, at den givne feedback havde været utilstrækkelig, og at skolen ikke havde godtgjort, at det ville have været en uforholdsmæssig stor byrde at følge Hjerneskaderådgivningens råd (et råd, som skolen fastholdt ikke at have fået).

Som konsekvens af sidstnævnte konstatering fandt landsretten heller ikke, at skolen havde godtgjort, at konsulenten ikke kunne være blevet i stand til at udføre opgaverne som konsulent, hvis anbefalingerne om mentor havde været fulgt.

Sammenfattende fandt Østre Landsret således, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, og § 2a.

Se byrettens dom her.

Se landsrettens dom her.

 


Artiklen er forfattet af:

 


Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores nyhedsservice her