Ændring af den momsmæssige behandling af gavekort fra og med 1. juli 2019

Den 1. januar 2019 blev der indført nye regler for momshåndteringen af gavekort med formålet om at sikre en ensartet håndtering heraf i EU. De nye regler gælder for gavekort, der er udstedt fra 1. juli 2019, men kan anvendes fra 1. januar 2019.


Tidligere praksis

Momsloven har ikke tidligere haft specifikke regler for håndteringen af moms på gavekort. Efter fast praksis har det dog været sådan, at hvis et gavekort vedrørte en specifik vare eller en specifik ydelse fra en leverandør, og at leveringsstedet var bestemt ved udstedelse af gavekortet, har momsen skulle afregnes på udstedelsestidspunktet for gavekortet. Modsat har momsen først skulle afregnes på tidspunktet for leveringen en vare eller ydelse mod indløsning af gavekortet, såfremt selve den specifikke vare, ydelse eller leverandør ikke var kendt på udleveringstidspunktet.


Nye regler for afregning af moms på gavekort

De nye regler for afregning af moms får den konsekvens, at såfremt der skal afregnes moms af varer eller ydelser, og at leveringsstedet er begrænset til ét EU-land, vil der skulle afregnes moms på udstedelsestidspunktet for gavekortet.

De nye regler betyder dermed, at der skal afregnes moms, når leveringsstedet er kendt, uanset at leverandøren ikke er kendt.

Da der i Danmark kun er én momssats, vil de nye regler dermed bevirke, at der skal afregnes moms ved udstedelse af gavekortet, når gavekortet udelukkende vedrører momspligtige varer og ydelser, der kan leveres her i landet.

Hvis gavekortet kan anvendes til både momspligtige og ikke-momspligtige formål og/eller her i landet eller i et andet EU-land, vil momsen først skulle afregnes af leverandøren af varen eller ydelsen, som gavekortet anvendes til.

I praksis vil de nye regler have den konsekvens, at der skal afregnes moms ved udstedelsen af en lang række gavekort, hvor dette ikke tidligere har været tilfældet.


Den praktiske håndtering af de nye regler

Først og fremmest bør alle udstedere af gavekort gennemgå alle de varer og ydelser, som gavekortene giver adgang og kortlægge, hvorvidt alle varer og ydelser f.eks. er momspligtige, momsfritaget eller begge dele. Herefter bør det vurderes, hvorvidt varerne eller ydelserne kun kan leveres her i landet eller i flere EU-lande mod indløsning af gavekortet. Denne kortlægning kan herefter anvendes til at bestemme, hvorvidt der skal afregnes moms på udstedelsestidspunktet for gavekortet eller ved udlevering af varen eller ydelsen, som gavekortet kan indløses til.

Derudover kommer der tekniske bogføringsmæssige krav til håndteringen af gavekort, der er udstedt efter de gamle regler samtidig med håndteringen af gavekort udstedt efter de nye regler. Bemærk at virksomheder, der bliver berørt af de nye regler, selv kan vælge tidspunktet for implementering heraf – enten d. 1. januar 2019 eller d. 1. juli 2019. Det må dog her anbefales, at tidspunktet for overgang til den nye momsmæssige behandling af gavekortet koordineres mellem udstederen af gavekortet og de selskaber, hvor gavekortet kan anvendes.

TVC Advokatfirma står til rådighed for en uforpligtende snak omkring de nye gavekortregler og den praktiske håndtering heraf.

 

Læs flere nyheder her

Artiklen er forfattet af: