Vigtig dom om kommuners ansvar for urigtige afgørelser vedrørende børn

Vigtig dom om kommuners ansvar viser, at der ikke var grundlag for hverken at tillægge en godtgørelse efter EMRK eller erstatningsansvarslovens § 26 eller erstatning i en sag, hvor det var ubestridt, at en kommune uretmæssigt havde tvangsfjernet et barn.


Myndighedernes håndtering af sager, der involverer børn, herunder særligt tilsyn og tvangsfjernelse er i stigende grad i fokus. I øjeblikket bliver kommuner flere steder søgt gjort erstatningsansvarlige eller pligtige til betaling af godtgørelse for tort eller godtgørelse for krænkelser ef menneskerettighedskonventionen. Det gælder i sager, hvor kommunernes tilsyn muligvis har svigtet, eller hvor kommunens vurderinger og afgørelser på anden vis er blevet tilsidesat.

Den konkrete sag
Den konkrete sag drejede sig om en enlig mor med fire børn. Kommunens Børn- og Ungeudvalg traf her en afgørelse om, at tre af børnene skulle tvangsfjernes. Ankestyrelsen stadfæstede denne afgørelse, men moderen indbragte afgørelsen for byretten, der ophævede anbringelsen i forhold til en af børnene. Byrettens afgørelse blev ikke indbragt for landsretten.

Moderen krævede herefter godtgørelse til sig selv i henhold til erstatningsansvarlovens § 26 og efter menneskerettighedskonventionen for krænkelse af EMRK artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv. En selvstændigt anlagt sag på vegne af det tvangsfjernede barn, der ikke kun drejede sig om et godtgørelseskrav fra barnet, men også et erstatningskrav fra denne, blev udsat på udfaldet af denne sag.

Retten fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at kommunen ved tvangsfjernelsen havde handlet i strid med EMRK. Retten mente heller ikke, at kommunen ved beslutningen om tvangsfjernelsen havde handlet på en sådan måde, at der var grundlag for at pålægge kommunen at betale godtgørelse eller erstatning.

Sagen blev for kommunen ført af advokat Jacob Schall Holberg. Ankefristen er ikke udløbet.

Bech-Bruuns kommentarer
Selvom sager som disse må betegnes som både ulykkelige og uheldige, er det fortsat sådan, at kommunen ikke er objektivt ansvarlig, hvis noget senere viser sig at have været gjort forkert. En godtgørelse efter erstatningsansvarsloven kræver, at der er sket en retstridig krænkelse, en erstatning kræver, at  kommunen har handlet ansvarspådragende, og en godtgørelse efter EMRK kan heller ikke ydes alene som følge af en fejlvurdering.

Kommunen må indrømmes et skønsmæssigt råderum i sager som disse. Det forhold, at det som i denne sag senere viser sig, at kommunens frygt – der førte til tvangsfjernelsen - var ubegrundet, kan ikke i sig selv begrunde, at beslutningen om tvangsfjernelsen var ansvarspådragende.

---